Ejstrupholm: Et stigende antal elbiler og hybridbiler kører ud fra Østergaards Auto på Hedegårdvej 8 ved Ejstrupholm. Sagen er, at Østergaards Auto er kommet med i den landsdækkende værkstedskæde CarPeople, hvor der er fokus på servicering og salg af netop elbiler og hybridbiler.
Samarbejdet indebærer landsdækkende garanti for værkstedets kunder, en styrket bilsalgsafdeling og nye sparringspartnere.
Det nye kæde-samarbejde betyder også, at firma-skiltet nu bærer titlen "Østergaards Auto CarPeople Ejstrupholm".
Men ejerne er de samme som altid, nemlig parret Pia og Mikkel Østergaard.
De retter blikket mod den nye grønne bølge med omstillingen til flere elbiler, og derfor fremhæver de, at samarbejdet med CarPeople har resulteret i, at værkstedet på Hedegårdvej nu er blevet certificeret til at arbejde med el- og hybridbiler.
Behov for rådgivning
- Certificeringen er vigtig og et klart signal om, at vi går all in på el- og hybridbiler. En af vores mekanikere har fået en efteruddannelse, så han nu er specialist i el- og hybridbiler, og vi bliver godt klædt på til rådgivning af kunderne. Og det er der faktisk behov for. Mange kunder er i tvivl om, hvorvidt de skal vælge benzinbiler, dieselbiler, elbiler eller hybridbiler, siger Mikkel Østergaard.
Mikkel ØstergaardVi går all in på el- og hybridbiler.
- Jeg forstår godt, at mange er rundt på gulvet, når det gælder om at vælge biltype. Der er jo meget at tage stilling til. Nogle spørger om de forskellige ladesystemer og om rækkevidden på elbiler, og andre har spørgsmål om dieselbiler, fordi der kommer nye regler om miljøzoner i byerne, tilføjer han.
- Som noget nyt har vi anskaffet os en hybrid-lånebil, en Toyota Yaris hybridbil. På den måde kan kunderne få lov til at prøve, hvordan det er at køre i sådan en, fortæller Mikkel Østergaard.
Han og hustruen Pia, der står for firmaets regnskaber, har oplevet en kraftig vækst i virksomheden. Antallet af medarbejdere er vokset, så der nu er 11 i alt.
Og nu begynder mængden af salgsbiler også at stige:
- Vi øger vores fokus på bilsalg, og vi oplever et større salg. Vi har ingen grund til at klage. Kurven går den rigtige vej, understreger Mikkel Østergaard.
Havetraktorer med batterier
Østergaards Auto skiller sig ud fra mange andre autofirmaer ved at have tilknyttet et havecenter, hvor man sælger og servicerer have- og skovmaskiner såsom havetraktorer, motorsave, robotplæneklippere og lignende.
Og nu begynder der også på det område at komme flere eldrevne maskiner:
- Til foråret får vi nogle batteridrevne havetraktorer af mærket Stiga. Dem glæder jeg mig til at se, siger Mikkel Østergaard.
Der sker hele tiden noget nyt hos Østergaards Auto. Sidste år kom der således en synshal til på Hedegårdvej. Et samarbejde mellem Midtjysk Bilsyn fra Ikast og Østergaards Auto betød nemlig, at man kunne åbne for bilsyn.
Nyt kædesamarbejde
Mikkel Østergaard grundlagde i 2002 Østergaards Auto, og nu er værkstedet blevet en del af den landsdækkende værkstedskæde CarPeople.
Inklusive Østergaards Auto CarPeople Ejstrupholm er 47 værksteder i skrivende stund en del af CarPeople-kæden, som er en del af FTZ-koncernen.