Annonce
AC Horsens

Storsejr: AC Horsens klar til kvartfinalen

Alexander Ludwig bragte AC Horsens foran med 1-0 i første halvleg af pokalkampen mod Fremad Amager. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Kludemål af Ludwig, nyt pragtmål af Prip og en fuldtræffer af Therkildsen gav AC Horsens en sikker sejr over Fremad Amager.

Amager: AC Horsens er klar til kvartfinalen i pokalturneringen. Med en sikker sejr på 3-0 over Fremad Amager venter en hjemmekamp mod Silkeborg til foråret. Med andre ord er AC Horsens kun to sejre fra en plads en plads i pokalfinalen, hvis man tager de optimistiske briller på.

Bo Henriksen valgte at gå efter avancement til forårets kvartfinale i pokalturneringen. Det betød, at det reelt kun var Peter Nymann og Michael Lumb, der blev sparet fra den foretrukne startopstilling med den tilføjelse, at de skadede Nicolai Brock-Madsen og Hallur Hansson heller ikke var med. Jannik Pohl var med på bænken, efter han humpede ud med smerter i lysken i slutminutterne af kampen mod Esbjerg.

Spillere som Mikkel Qvist, Matthias Præst og Sebastian Avanzini, der ellers har været brugt i pokalkampene, måtte tage plads på bænken.

Herfra kunne de se, at holdkammeraterne leverede en skidt første halvleg. Flere store fejl af blandt andet Peter Therkildsen burde være straffet af hjemmeholdet, men i stedet var det AC Horsens, der kort før pausen bragte sig i front med 1-0. Optakten var et hjørnespark, som Ayo Okosun headede retur bagest i feltet, og her fik Alexander Ludwig i nærkamp med målmand Sebastian John skubbet bolden ind over målstregen.

Fremad Amager lagde pres på AC Horsens fra begyndelsen af anden halvleg, men Louka Prip ville det anderledes. Den brandvarme kantspiller tog efter en times spil et træk ind i banen og scorede med et flot spark over i modsatte målhjørne til 2-0. Det var tredje kamp i træk, at han kom på måltavlen.

Peter Therkildsen lukkede kampen, da han afsluttede et flot opspil fra Louka Prip og Rune Frantsen med at sende bolden op i nettaget til 3-0.

I slutminutterne var det debut til Jacob Kongsmark fra AC's U19-hold.

Annonce

Fremad Amager-AC Horsens 0-3 (0-1)

DBU pokalen, 1/8-finale

Mål: 0-1 Alexander Ludwig (38.), 0-2 Louka Prip (58.), 0-3 Peter Therkildsen (73.)

AC Horsens: Matej Delac, Jacob Linnet, Alexander Ludwig, Malte Kiilerich, Erhan Masovic, Peter Therkildsen (Jacob Kongsmark 81.), Bjarke Jacobsen, Ayo Okosun, Jonas Thorsen, Louka Prip (Sebastian Avanzini 74.), Rune Frantsen (Matthias Præst 90.)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Skoleelever løb for lungerne

Annonce