Annonce
Horsens

Storesøster skal styre kultur og kirke

I den nye regering får Liberal Alliance seks ministerposter. En af de nye ministre er Mette Bock fra Horsens, som bliver kultur- og kirkeminister. Arkivfoto
Stensballe - Danmarks nye kultur- og kirkeminister er en kvinde, der i mange år har bevæget sig rundt i en verden af netop kultur og kirkeliv.

Mette Bock fra Stensballe er uddannet magister i filosofi og har en kandidat i statskundskab. Hun har arbejdet som journalist på Jyllands-Posten. Det blev startskuddet til en karriere i mediebranchen, der bl.a. bragte hende til jobbet som ansvarshavende chefredaktør på JydskeVestkysten fra 2002 til 2007. Derefter blev hun direktør for DR's programproduktion fra 2008 og frem til, hun meldte sig på banen hos Liberal Alliance i 2010.

Som folketingsmedlem har hun været medie- og kirkeordfører, og hun har bl.a. markeret sig med stærke holdninger til DR, som hun mener bør slankes. Derudover er hun fortaler for en gradvis afvikling af mediestøtten og for at sælge TV2.

Som kulturminister får Mette Bock bl.a. ansvaret for de kommende medieforhandlinger. Her bliver det især interessant at følge, hvor dybt der bliver skåret i DR.

Fredelig sameksistens

Men det er ikke kun på medieområdet, den nye minister har markeret sig med stærke holdninger. Siden 2014 har hun været formand for Grænseforeningen.

Igennem flere år har Mette Bock rejst Danmark tyndt med foredrag om bl.a. Grundtvig, kristendom og filosofi, mens hun også har været hyppigt brugt som kommentator i den offentlige debat.

Og sikkert er det, at kulturen nu får en minister, der brænder for sit felt. I hvert fald har Mette Bock brugt meget af sin tid på at debattere netop kultur og kulturpolitik. Både i de landsdækkende aviser og i Horsens Folkeblads debatspalter.

Bl.a. skrev hun i august et læserbrev, hvor hun revsede DR for at være for slap. "DR skal være slankere og kulturelt skarpere", skrev Mette Bock bl.a., ligesom hun også slog fast, at "vi ønsker at sikre dansk produceret indhold, hvor der tales dansk. Sprog og kultur er en vigtig del af vores identitet".

Bredt politisk liv

Politisk har Mette Bock været vidt omkring. I 1990'erne var hun medlem af SF, hvor hun også blev kandidat til Folketinget.

Siden skiftede hun til de radikale, inden hun i 2010 fulgte sin lillebror Anders Samuelsen til Liberal Alliance. Søskendeparret har ifølge folk, der kender dem, et stærkt sammenhold, og lige som de følges ad politisk, bor de også tæt på hinanden i Stensballe.

I efteråret 2011 blev Mette Bock valgt til Folketinget for første gang. Hun fik 6827 personlige stemmer. Det stemmetal blev næsten fordoblet ved det seneste folketingsvalg i 2015.

Mette Bock er 59 år, hun har tre voksne børn og fire børnebørn og er bosat i Stensballe. Hun har igennem næsten 40 år været gift med seminarielektor Hans Jørn Bock.
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Brædstrup bobler efter 10 flade år

Der var engang... at Brædstrup var en driftig by med eget sygehus, eget rådhus og kommune, egen ret, masser af butikker, travle virksomheder og aktivt foreningsliv. Borgerne var med god grund stolte af deres by. Men så ramte centraliseringens bølge med voldsom kraft. 1. januar 2007 trådte kommunalreformen i kraft og efterlod Brædstrup som en del af Horsens Kommune. Tilbage i det lokale rådhus var kun en ensom borgerservice-afdeling. Samme år blev Retten i Brædstrup nedlagt og lagt ind under Horsens. Tinghuset blev rømmet, og både retsmøder og ansatte forsvandt. To år senere var det Brædstrup Sygehus, der blev ramt. De almindelige sygehusafdelinger lukkede, og i det store bygningskompleks, som i sin glansperiode var arbejdsplads for 200, er nu blot et livstilscenter. For Brædstrup var centraliseringen en mavepuster af rang. Byen ømmede sig og havde mere end svært ved at rumme sætningen "lagt ind under Horsens". Selvfølelsen kom under pres, og i 10 flade år talte byens borgere meget om mistet storhed og om, hvordan alt for meget gik deres næse forbi - og hvor synd det var for dem og byen. Det hjalp lidt, da Brædstrup blev udpeget som hjemsted for et nybygget hospice, der åbnede i 2015. Men det store skub kom først, da Horsens Kommune i 2017 besluttede at bruge 18 millioner kroner på en områdefornyelse. Lokale, driftige erhvervsfolk fulgte kort efter trop og besluttede at kaste penge og gode ideer ind i en række projekter. I dag bobler Brædstrup af byggeplaner. Og al selvmedlidenhed var udvisket, da DLG for kort tid siden besluttede at bygge ud for 100-200 millioner kroner. Investeringerne har givet ny selvtillid og tro på fremtiden. Forhåbentlig kan det omsættes til, at Brædstrup i næste step lykkes med at få løftet bymidten og de forfaldne ejendomme, der præger den. En udvikling, der allerede er i gang. Energi Midts forladte bygninger i centrum erstattes af et boligområde, og på grunden, hvor den nedslidte Brædstrup Kro tidligere stod, er håndværkerne i fuld gang, også med boliger. Så jo, nu bobler det i Brædstrup igen.

Erhverv

Hushandler er steget med mere end 100 procent: Skanderborg, Hedensted og Horsens topper boligstatistik

Annonce