Annonce
Østjylland

Store Torv uden Vanddragen: Sådan kommer det til at se ud

20 træer i kummer skal være med til at sikre læ på de forblæste torve, Lille Torv og Store Torv. Visualisering: Schønherr
Rådmand vil erstatte den omstridte vandkunst, Vanddragen, på Store Torv med noget mindre vandkunst.

AARHUS: Selv om Elisabeth Toubros skulptur, Torvenes Brøndsløjfe – bedre kendt som Vanddragen – til oktober køres i depot, vil der stadig være vand på Store Torv.

Når pladsen nyindrettes bliver det med en ny og noget mindre vandkunst.

- Vand lokker folk til, og det er netop det, vi sigter mod, med det her projekt. Vand er en vigtig del af historiefortællingen om midtbyen, men tiden er til forandring på Store Torv. Derfor udskifter vi Vanddragen med en ny vandkunst, siger teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V).

Han har i samarbejde med arkitektfirmaet Schønherr fået udarbejdet en visionsplan for området mellem Lille Torv og Store Torv.

Vanddragens afløser bliver en vandkunst i meget mindre målestok. Visualisering: Schønherr

Byens historiske hjerte

Arkitektfirmaet har afholdt workshops med repræsentanter for områdets erhvervsliv og andre interessenter.

Resultatet er visionsplanen, der har fået titlen ”Mellem de to kirker – Det historiske hjerte i Aarhus”.

Planen gentænker bylivet med fokus på mere ophold, udeservering og rum til hverdagsliv.

- Men blæser det ikke alt for meget på Store Torv til, at det er et rart sted at sidde og drikke kaffe, vil mange formentlig spørge.

Jo, blæse gør det. Og derfor vil Schønherr plante 20 træer i kummer med integrerede siddeelementer for at skabe mere læ.

Der skal også skabes attraktive byrum til udeservering på større, overdækkede arealer.

Omdannelsen vil i første omgang koste fire millioner kronner, og Bünyamin Simsek foreslår, at byrådet afsætter beløbet i budgettet for 2020.

Vor Frue Kirkeplads

De to næste faser i visionsplanen handler om forbindelsen til Vor Frue Kirkeplads via Vestergade samt en omdannelse af Vor Frue Kirkeplads-

Dernæst skal der fokus på Bispetorvet og området ved nordsiden af domkirken.

Bünyamin Simsek forventer, at der vil gå 10 år, inden alle projekter er færdige.

Men først handler det om at fjerne Vanddragen, der i sine 15 år på Store Torv aldrig har været specielt populær blandt århusianerne.

Flytningen kommer til at koste et sted mellem 1 og 1,5 millioner kroner. Pengene finder Bünyamin Simsek på en konto, hvorpå der står penge til at renovere skulpturen.

Bünyamin Simsek lægger op til, at Vanddragen kan finde en anden placering den dag, man finder et sted, der er mere hensigtsmæssigt.

Og måske kan det sted blive Solbjerg Sø.

Helen Schøler, kasserer i foreningen ”Kunst i Solbjerg” har i hvert fald sendt en mail til både Bünyamin Simsek og Århus Stiftstidende, hvori hun foreslår, at foreningen overtager skulpturen.

”Det vil være et drømmescenarie at få anbragt værket ved Solbjerg Sø i vores naturskønne omgivelser, skriver Helen Schøler, der dog ikke ønsker pumpesystemet på Store Torv genetableret ved Solbjerg Sø.

Og uden pumpesystemet bliver en flytning da også meget billigere. Et bud på en genetablering af det avancerede pumpesystem lyder på adskillige millioner.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce