Annonce
Udland

Storbritannien og Sydkorea indgår frihandelsaftale

Fabrizio Bensch/Reuters
Ifølge en regeringstalsmand skal handelsaftalen spejle den, som Sydkorea i øjeblikket har med EU.

Storbritannien og Sydkorea vil torsdag underskrive en frihandelsaftale, der skal træde i kraft efter briternes forestående udtræden af EU om lidt over to måneder.

Det meddeler det britiske udenrigsministerium i en udtalelse onsdag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en talsmand skal handelsaftalen spejle den, som Sydkorea i øjeblikket har med EU.

Aftalen sikrer dermed, at der ikke sker forstyrrelser i den eksisterende samhandel mellem de to lande, lyder det.

Storbritannien har i længere tid arbejdet på at kopiere en stribe frihandelsaftaler, som EU har med tredjepartslande.

Storbritanniens nyligt udpegede premierminister, Boris Johnson, har svoret at trække landet ud af EU senest 31. oktober med eller uden en skilsmisseaftale med unionen.

I udtalelsen onsdag aften lyder det, at man med den nye frihandelsaftale med Sydkorea nu har indgået handelsaftaler til en værdi af 89 milliarder pund, svarende til 726 milliarder kroner.

Det er en stigning fra 39 milliarder pund i marts, hvor det oprindeligt var planlagt, at Storbritannien skulle udtræde af EU.

Sydkoreas handelsminister, Yoo Myung-Hee, der torsdag officielt underskriver aftalen i London sammen med sin britiske pendant, Liz Truss, siger i en udtalelse, at handelsaftalen er med til at fjerne en del af usikkerheden omkring brexit.

- Det er en udfordrende tid, og vi tog et proaktivt skridt. Resultatet er en frihandelsaftale, der sender et signal til verden om vores stærke, kollektive støtte til fri, åben og reguleret handel, lyder det.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce