Annonce
Østjylland

Stor narkorazzia i Aarhus Vest: Seks mænd med banderelationer anholdt

Seks personer blev tirsdag formiddag anholdt, men flere anholdelser kan komme endnu, lyder det fra politiet. Arkivfoto: Kim Haugaard
Østjyllands Politi slog tirsdag formiddag til i en koordineret aktion mod bandemiljøet i Aarhus Vest. Seks personer blev anholdt, men flere anholdelser kan følge.
Annonce

AARHUS: Østjyllands Politi var tirsdag ude på en større narkorazzia i Aarhus.

Indsatsen foregik på flere adresser i Aarhus-området, hvor i alt seks personer blev anholdt. Derudover kunne man efterfølgende anholde en person, der allerede afsoner en fængselsstraf.

Alle anholdte er ifølge politiet enten medlemmer eller har relationer til bandemiljøet i Aarhus Vest.

Østjyllands Politi har gennem flere måneder efterforsket narkohandlen, og de anholdte personer mistænkes alle for at have været med til at skaffe kokain, som er blevet solgt videre i større mængder eller på gadeplan.

- Det er en stor sag, som vi har efterforsket på i lang tid. Nu skal vi undersøge, hvad de anholdte siger, og om det giver det anledning til flere anholdte, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup fra Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.

Annonce

Narkotelefoner

- Det er vores formodning, at gruppen også har været i besiddelse af en del narkotelefoner, som folk har kunnet ringe til for at bestille kokain, som så efterfølgende er blevet bragt ud. Det er en sag, som har mange involverede, både købere og sælgere, og vi forventer, at der vil blive sigtet og anholdt flere personer i sagen, siger han yderligere.

Alle anholdte er unge mænd i 20’erne. De sigtes for i forening at have indkøbt mindst 10 kilo kokain med henblik på videresalg.

Den 24. februar blev den første person i sagen anholdt og varetægtsfængslet, da Østjyllands Politi fandt narko under en ransagning på hans adresse i Tilst.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 15.00, oplyser politiet.

Anklagemyndigheden vil af hensyn til den videre efterforskning anmode om lukkede døre under grundlovsforhørene, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere detaljer i sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce