Annonce
Erhverv

Stor Horsens-virksomhed udvider domicil for anden gang

Byggeriet er igang, og planen er, at det skal stå færdigt til indvielse i december. Privatfoto

Belysnings-producenten Frandsen Group, der i år kan fejre 50 års jubilæum, er igen vokset ud af rammerne på Egeskovvej.

Gedved: Frandsen Group har netop taget første spadestik til endnu en udvidelse af domicilet på Egeskovvej syd for Gedved.

Det er anden gang, siden belysnings-virksomheden i 2009 flyttede fra Brædstrup til industrikvarteret langs motorvejen ved Horsens Nord, at virksomheden er vokset ud af bygningerne og må udvide.

De 6000 kvm, Frandsen opførte i 2009, blev i 2014 udvidet med 1500 kvm lager, og nu udvides administration, showrooms og kantinefaciliteter med i alt 700 kvm.

- Først og fremmest betyder den vækst, vi har, at vi må ansætte flere folk, og det kræver, at vi får mere plads, fortæller stifter og adm. direktør Benny Frandsen.

Han har i dag 85 ansatte, og forventer at skulle ansætte i hvert fald en håndfuld mere.

- Og samtidig har vi fået behov for et større showroom, end vi har i dag, siger han.

Foruden lamper, som det hele begyndte med, omfatter Frandsen Group også datterselskabet Verpan. Det omfatter produkt- og salgsrettighederne på en række møbler, designet af Verner Panton.

- Vi lancerer en række nye produkter i Verner Panton-afdelingen. De skal gerne vises i ordentlige omgivelser, og møbler fylder mere end lamper, forklarer Benny Frandsen om baggrunden for udvidelse af virksomhedens showroom.

Annonce

Bag om Frandsen

Benny Frandsen etablerede Frandsen Belysning i 1968 i sin private kælder i Skanderborg.Han fik især succes med design af den runde lampe "Ball", der også er en sællert i dag, og inden længe måtte han etablere fabrik i Skanderborg for at følge med efterspørgslen.

I 1993 blev firmaet opkøbt og slået sammen med Brædstrup-firmaet Lyskilde.

Benny Frandsen fortsatte som direktør og købte i 1996 firmaet tilbage.

Frandsen Lighting, som firmaet kom til at hedde, holdt til i Brædstrup indtil 2009, da domicilet på Egeskovvej nord for Horsens blev opført.

I dag designer, producerer og markedsfører Frandsen belysning og møbler til hele verden.

Frandsens lamper produceres i Horsens, Polen og Kina.

Produktionen i Horsens står for ca. 20 pct. af virksomhedens ansatte. Dét er, ligesom den polske produktion, specialproduktion, mens masseproduktion sker i Kina.

Mørklagt showroom

Arbejdet med udvidelsen er skudt i gang, og det har givet anledning til misforståelse, fortæller Benny Frandsen.

- Vi er netop blevet kontaktet af nogle, der har spurgt, om vi var ved at lukke. De undrede sig over, at de i aftes var kørt forbi fuldstændig mørklagt showroom. Så nu må vi hellere få et skilt op, der fortæller, at vi udvider, konstaterer direktøren.

For lukning er på ingen måde på tale i koncernen, der har vækst og godt fat i tre forretningsområder - belysning, Verpan og en projekt-afdeling, der i samarbejde med udenlandske arkitekter og designere leverer indretningsprojekter til bl.a. hotelkæder og institutioner over hele verden. Virksomheden fremlagde for nylig regnskab for 2017, og med et bruttoresultat på ca. 61 mill. kr. og resultat før skat på godt 17 mill. kr. var der tale om det bedste regnskab nogensinde i virksomhedens 50 års historie.

Benny Frandsen forventer, at byggeriet af de nye rammer bliver færdigt inden december

- Det er vigtigt for mig, at vi kan indvi det i år, hvor jeg og virksomheden kan fejre 50 års jubilæum. Så kan vi holde åbnings-ceremoni sammen med jubilæum, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Udbrændt bil på Buelundvej

Erhverv

Frygt for corona-virus: Horsens-virksomhed aflyser messebesøg og indfører besøgs-karantæne på Kometvej

Annonce