Annonce
Ikast-Brande

Stor borgertilfredshed med forsøgsordninger

Mindre bureaukrati kan gøre det hurtigere at hjælpe udsatte børn og familier, viser erfaringer fra det nye forsøg. Arkivfoto
Mindre bureaukrati kan være med til at sikre hurtigere hjælp til udsatte børn.

Ikast/Brande: Siden 1. maj 2018 sidste år har Ikast-Brande Kommune deltaget i to frikommuneforsøg på børne- og familieområdet. Formålet er at tilrettelægge det sociale arbejde på børne- og familieområdet på en mere smidig måde, og en midtvejsevaluering viser, at tiltagene har haft en positiv effekt.

Det ene forsøg har overskriften ”Fra dokumentation til relation”, og her er Ikast-Brande i lighed med de to øvrige deltagende kommuner, Guldborgsund og Gladsaxe, blandt andet blevet fritaget for at lave børnefaglige undersøgelser og konkrete handleplaner. I stedet foretager kommunen en socialfaglig vurdering af behovet for støtte og udarbejder mål for ønskede forandringer for det berørte barn.

Derved mener kommunen at kunne halvere den tid, der går, fra Familierådgivningen bliver opmærksom på, at en familie har behov for hjælp, til hjælpen er iværksat.

Målet er at øge trivslen blandt udsatte børn og unge ved at styrke det forebyggende sociale arbejde, så børn og unge modtager den rette hjælp hurtigst muligt, senest indenfor seks uger.

En analyse fra VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, red.) på tværs af de tre deltagende kommuner viser blandt andet, at socialrådgiverne har oplevet en særdeles positiv virkning på både børnenes og familiernes trivsel. Analysen viser også, at det er lykkedes at omsætte den sparede tid til mere kontakt med familierne, som oplever, at processen går hurtigere, og at socialrådgiverne er mere tilgængelige.

Tiden fra underretning til beslutning om at iværksætte en indsats er blevet reduceret, og som en ikke ubetydelig sidegevinst oplever de adspurgte socialrådgivere større arbejdsglæde og faglig stolthed.

Annonce

Fire indsatser slås sammen til en

Det andet forsøg, Ikast-Brande Kommune deltager i, har overskriften "Familieorienteret indsats". Her har kommunen fået lov til at slå fire indsatser vedrørende praktisk og/eller pædagogisk hjælp og støtte samt udpegning af en fast kontaktperson sammen til en. Indenfor dette område har Ikast-Brande Kommune selv evalueret resultaterne, og tilbagemeldingerne viser også her, at alle involverede parter oplever større fleksibilitet. For eksempel kræver det ikke længere nye møder, partshøringer, afgørelser og klagevejledninger, hvis der er ønske om at supplere familiebehandlingen med praktisk pædagogisk støtte til en familie.

De fem borgere, der er blevet interviewet i forbindelse med evalueringen, oplever stor gennemsigtighed i den måde, deres sager kører på. De udtrykker tilfredshed med, at alle parter sidder sammen ved mødet, og at der ikke bliver skrevet en masse ned, som man ikke kan se. Borgerne oplever ligeledes, at socialrådgiverne spørger om lov, før de deler oplysninger med andre parter.

Samlet set giver de adspurgte borgere udtryk for, at indsatserne, de modtager, gør en forskel i deres liv, og at der bliver arbejdet med de udfordringer, de har. Samtidig oplever socialrådgiverne, at den hurtige indsats og hyppigere opfølgning bidrager til, at familiernes udfordringer bliver løst hurtigere, end de tidligere blev.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce