Annonce
Horsens

Stod med fire striber hvidt pulver på en mobiltelefon - men så kom politiet

Horsens: En mand fra Horsens fik travlt med at blæse sin telefon ren for pulver, da en patrulje natten til søndag afbrød ham og en kammersjuk i en gyde ved Nørregade, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Patruljen bemærkede kl. 4.55 to mænd i gyden.

Den ene af dem stod med en smartphone, hvor der lå fire striber hvidt pulver. Han skyndte sig at puste det væk, da betjentene kom, og som vagtchef Jesper Duus udtrykker det: "Vi kan jo ikke vide, hvad det var".

Det fik dog betjentene til at visitere hans makker, en 27-årig mand, og han blev fundet i besiddelse af en pølsemandspose med 0,1 gram kokain.

- Han fik en bøde for besiddelse af narko. Pusteren derimod slap for nærmere tiltale, oplyser Jesper Duus.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportschef: Renault-test er et seriøst skridt mod Formel 1 for lokalt racer-talent

Læserbrev

Byplan brutalisme - vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt i Horsens

Læserbrev: Det omfattende byggeri i den centrale del af Horsens kan ikke undgå at påvirke byens visuelle identitet. Men det bliver desværre ikke til det bedre. Specielt hovedfærdselsåren fra Sønderbrogade via Kvicklygrunden og Niels Gyldings Gade til Stark på Strandpromenaden vil ændre karakter. Det bliver brutalt. Men det er positivt, at byen vokser. Det er også positivt, at både interne og eksterne investorer har kastet deres kærlige blik på Horsens. Det er heller ikke nødvendigvis de enkelte bygninger, der er noget galt med. Men det er helheden: Det bliver for højt, for tæt, for mørkt og for ensformigt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis også Godsbane-arealerne bebygges på samme måde og med samme altovervejende fokus på at vride maksimale bebyggelsesprocenter ud af de enkelte jordlodder. Det lokalplanforslag og kommuneplantillæg, som p.t. er i høring vedrørende Torvekarreen (Torvet, Borgergade, Kattesund, Havnealle), tegner i hvert fald ikke godt for den fremtidige byudvikling. Bebyggelsesprocenten foreslås hævet til 300. Det vil betyde en så ekstrem og massiv bebyggelse, at det vil medføre manglende bokvaliteter i forhold til dagslys, udearealer og indbliksgener. En forslumning af området er næsten uundgåelig. Til sammenligning har Nordhavn og Ørestad i København bebyggelsesprocenter mellem 100 og 180. Vi skal modtage både interne og eksterne investorer og projektudviklere med åbne arme. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også som kommune stille krav om variation i arkitektur, hensyn til det historiske bymiljø, skala, grønne rum, sollys og friarealer. Konsekvenserne af en manglende stadsarkitekt, i en for Horsens meget følsom vækstperiode, må vi desværre leve med i rigtig mange år fremover. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal fortsætte ud af samme triste spor. Vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt, der med stærk faglighed kan navigere byens udvikling uden om særinteresser og suboptimeringer.

Annonce