Annonce
Alarm 112

Stifter af lysselskab har ny forsvarer i sag om groft bedrageri

Lars Nørholt fra Hesalight blev af byret idømt fængsel i syv år. Han har anket til frifindelse i landsretten.

Over 20 retsmøder har Østre Landsret lagt ind i kalenderen til en sag om påstået grov kriminalitet i et selskab, som engang af en statsminister blev hyldet for at være en grøn vækstvirksomhed.

Stifteren af Hesalight, den 48-årige Lars Nørholt, kræver at blive frifundet i sagen, som indledes onsdag.

I byretten i Roskilde blev han for godt et år siden idømt fængsel i syv år. Kriminaliteten handler ifølge Bagmandspolitiet især om, at pensionskasser og andre investorer i den grad blev ført bag lyset.

Byretten fandt Lars Nørholt skyldig i bedrageri for 351 millioner kroner. Men der var også begået dokumentfalsk, mandatsvig og skyldnersvig, lød det.

- Det er ikke hverdagskost, bemærkede specialanklager Jørn Thostrup ved domsafsigelsen.

Han henviste til straffens længde og til, at byretten sagde ja til at bruge en særlig bestemmelse i straffeloven om forhøjelse af straffen med 50 procent ud over strafferammen.

Det skete, selv om anklagerne ikke kom igennem med påstanden om, at investorerne var blevet bedraget for 562 millioner kroner. Blandt ofrene skulle være Pensam, Pension Danmark, Captar og andre.

Hesalight ville sælge løsninger med LED-lamper til kunder i ind- og udland. Væksten vakte opsigt. På et tidspunkt hyldede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Hesalight for at være en grøn vækstvirksomhed.

I byretten blev Lars Nørholt forsvaret af advokat Anders Nemeth. I landsretten er en ny forsvarer på plads.

Advokat Christian Laubjerg oplyser, at påstanden er frifindelse. I forhold til byretssagen er der nogle nye vidner, ligesom der er kommet flere bilag ind i sagen som beviser, oplyser han.

Der er afsat retsmøder frem til begyndelsen af april.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce