Annonce
Horsens

Stensballegaard Gods var først: Nu står godser i kø for at oprette gravpladser i skoven

Skovgravpladsen ved Stensballegaard åbnede i januar 2018. Arkivfoto: Morten Pape
Fem godser rundt om i landet er ved at søge om tilladelse til at etablere begravelsespladser i naturen, mens et gods allerede har åbnet en.

Ranke bøgetræer og vildtvoksende skovbunde kan meget vel snart give konkurrence til buksbomhækkene og perlegrusstierne på landets kirkegårde. En stribe godser går i øjeblikket med planer om at indrette områder i deres skove, så interesserede danskere kan blive stedt til hvile i naturen. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Udviklingen begyndte allerede sidste år, hvor Stensballegaard Gods ved Horsens som det første åbnede en skovbegravelsesplads. Siden er yderligere fem godser gået i gang med at ansøge kommuner om at få godkendt en af deres skove til urnenedsættelser. Tre af dem er så langt i processen, at de håber på at kunne åbne som begravelsesplads i løbet af i år, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig, der både ejer Stensballegaard Gods og driver hjemmesiden Skovbegravelse.nu.

For godserne handler det blandt andet om at få en bedre økonomi i skovene.

- Grundidéen er at få anvendt skovene bedre. I dag er skovene ofte en nulforretning, hvis ikke ligefrem en underskudsforretning for godserne, alt afhængigt af hvor god en skov og blandt andet jagtudlejning og pyntegrønt man har. Derfor er det attraktivt for mange, hvis man kan tilføje endnu et aktiv til skovene som et supplement til driften, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

I dag ligger prisen for et urnegravsted på 5900 kroner. Graven er derefter fredet i 10 år. Jannik Ahlefeldt-Laurvig tilføjer, at der derfor skal mange urner til, før det er en god forretning for godserne. Af samme grund handler gravpladserne i lige så høj grad om at styrke godsernes lokalforankring.

- Mange godser er gået væk fra kun at være baseret på traditionelt landbrug og har i stedet udviklet forretningen med for eksempel golfbaner, turismeaktiviteter og selskabsarrangementer. I den forbindelse arbejder man også målrettet med at blive mere integreret i lokalområdet, siger han.

Annonce
Træerne har et diskret nummer, så man kan navigere i skoven og finde sit eget træ. Arkivfoto: Morten Pape

En ikke-religiøs afsked

Til forskel fra almindelige kirkegårde er skovbegravelsespladserne ikke indviet jord og har ikke noget med folkekirken eller andre trossamfund at gøre. Dermed lægger skovbegravelsespladserne sig ind i en tendens, hvor stadig flere vælger en ikke-religiøs afsked med livet. Som Kristeligt Dagblad for nylig har beskrevet, fik 8846 danskere sidste år en ikke-religiøs begravelse eller bisættelse, hvilket er en stigning på 84 procent i forhold til 2006.

Udbredelsen af skovbegravelser er da også en udvikling, folkekirken må tage alvorligt, lyder det fra Kirsten Kruchov Sønderby, provst i Aabenraa Provsti.

- Jeg synes, det er en blændende god idé, og må sige tillykke til de godser, der går den vej. Jeg tror, at de vil ramme et ønske hos mange mennesker om en mere enkel og naturnær begravelse. Det synes jeg, vi bør lade os inspirere af i folkekirken og skabe mere skovlignende områder på kirkegårdene. Vi har jo plads til det, siger hun med henvisning til, at der bliver stadig mere plads på kirkegårdene, i takt med at flere vælger at blive bisat i stedet for kistebegravet.

Hun tilføjer, at der allerede er en del kirkegårde, der er begyndt at udvikle sig i den retning.

Der er dog også noget ærgerligt over, at der dukker alternativer til kirkegårdene op. Det mener Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.

- Jeg synes, det er vigtigt at værne om kirkegårdene som et fællesrum, hvor alle kan blive begravet side om side, både troende og ikke-troende. Ligesom vi alle indånder den samme luft, bør vi også kunne dele den samme jord ved en begravelse. Det har vi jo altid kunnet, og det synes jeg, der er noget både kristeligt og demokratisk smukt i. Og jeg har faktisk svært ved at forstå, at der skal være behov for alternativer, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Villa lænset for designermøbler

Leder For abonnenter

Leder: Sæt et ansigt på, Skat

På et klassisk medie som vores kan man godt kaste et beundrende blik i retning af, hvor mange kommunikationsfolk der efterhånden er ansat i offentlige og private organisationer. Skulle nogen tro, at en vigtig opgave for en kommunikationsafdeling er at betjene offentligheden og diverse medier hurtigt og effektivt, kan jeg afsløre, at sådan er det langt fra altid. Eller hos Skat. Fredag før vinterferien nåede rygterne om en stor rokade frem til avisen. Skattestyrelsen rømmer den gamle adresse i Horsens og rykker i stedet ind i Guldberghus på Grønlandsvej. Tre andre lejere skal derfor flytte ud. Det er en vigtig nyhed, som har betydning for rigtig mange lokalt. På avisen indleder vi derfor jagten på nogen, som kan fortælle os flere detaljer. Avisens journalist kommer fredag eftermiddag igennem til Skattestyrelsens pressefunktion, der ikke vil udtale sig, men i stedet henviser til Administrations- og Servicestyrelsen. Denne styrelses presseafdeling svarer ikke på avisens opkald før mandag formiddag, da en medarbejder korrigerer noget af det, avisen skrev lørdag. Den pågældende kan vi ikke få lov at citere med navn, og vi kan ikke komme til at tale med andre. En uge senere modtager vi et skriftligt svar fra samme afdeling, som nu korrigerer sig selv i forhold til det første svar og svarer på en række spørgsmål. I skriftlig form og uden navn på afsenderen. Med andre ord: I en sag, der handler om flytning af 300-400 arbejdspladser, kan avisen på intet tidspunkt komme til at tale med en ansvarlig chef, hverken én med kommunikationsansvar eller én med direkte ansvar for afdelingerne i Horsens. For en styrelse, der i den grad har brug for at genoprette sin troværdighed, er det ganske enkelt et klasseeksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Det er muligt, at Skattestyrelsen havde en helt anden plan for, hvordan nyheden om flytningen skulle lanceres. Men punkt 1 i håndbogen om krisestyring er at handle hurtigt og stille sig til rådighed. Måske skulle Skattestyrelsen søge råd hos SAS' pressechef Kristoffer Meinert, som i parentes bemærket havde haft jobbet i en uges tid, da en vis reklamefilm blev lanceret.

Annonce