Annonce
Odder

Hov et skridt nærmere at blive til Hou: Stednavneudvalg skal nu afgøre stavemåde

Det er umiddelbart kun 91 skilte, der skal skiftes, hvis Stednavneudvalget vælger at sige ja til, at Hou officielt kan staves med u fremfor som det er i dag med v. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Hou: Byrådet var mandag aften ikke i tvivl om, at Hou bør staves med U og ikke som den officielle stavemåde i dag med v.

Men det er ikke byrådet, der kan træffe den beslutning. Det er derimod Stednavneudvalget, som skal behandle en ansøgning fra kommunen, og den er byrådet altså enige om at sende.

- Efterhånden må man jo have vundet hævd på brugen af Hou med u, for det bliver jo også stavet sådan i alle sagsfremstillinger, sagde Marianne Hundebøll (SF).

Elvin Hansen (S), der selv bor i Hou var også med i byrådet, da man i 1974 sendte en ansøgning til Stednavneudvalget. Dengang blev ansøgningen afvist, men det har Elvin Hansen aldrig taget sig af.

- Jeg har alle dage stavet Hou med u, og det bliver jeg ved med. Men det er jo nævnet, der bestemmer, understregede Elvin Hansen.

- Men det allerbedste er jo, at vi staver det med u. Så kommer det jo helt af sig selv, sagde socialdemokratiet.

Der skal skiftes 91 skilte i Odder Kommune. Det anslås at ville koste 33.000 kroner.

Der er allerede skilte, hvor Hou staves med u. Eksempelvis hedder den relativt nye udstykning ved indkørslen til byen Hou Strandpark.

Stednavneudvalget holder møde i september, hvor ansøgningen vil blive behandlet.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce