Annonce
Erhverv

Startup vil være verdens største renovationsselskab uden at eje en eneste lastbil

Hussam Mansour (th.), medstifter af Wastehero, og Khaled Saied, head of tech, er blandt de foreløbig syv ansatte i startup-virksomheden. Med sensor-produktionen i Kina på plads fra årskiftet er de klar til at skalere idéen om mere bæredygtig affaldhåndtering yderligere og komme ud i hele verden - i første omgang Europa. Wastehero med selskabsnavnet Loteelab ApS har et årsregnskab med i bagagen (fra 15. juli 2017 til 31. december 2018), som de kunne lukke i et overskud før skat på 410.000 kroner. Foto: Axel Schütt
Aarhusianske Wastehero er klar til at revolutionere affaldshåndteringen i større byer og virksomheder fordelt på flere lokationer ved hjælp af sensorer og en IoT-platform. Blandt kunderne er Danish Crown og Herning Kommune, hvor de første resultater viser store gevinster.

AARHUS: For to år siden sad Hussam Mansour og Szabolcs Nagy i et undervisningslokale på Aarhus Universitet og undrede sig.

Uden for vinduet kom en renovationsbil ofte forbi for at tømme den samme container, og de to ingeniørstuderende opdagede, at containeren kun sjældent var mere end højest halvt fyldt.

Tværtimod var den som regel tæt på tom.

- Det skete nærmest hver gang, vi var i lokalet, og vi tænkte, at det var uhensigtsmæssigt at hente affald på den måde. Det ville vi kunne løse på en smartere måde, fortæller Hussam Mansour.

På vej mod at kunne kalde sig kandidater og civilingeniører i Technology Based Business Development gik de i gang med at udvikle en IoT-platform. Ved hjælp af sensorer placeret i containeren giver systemet besked til renovationsselskabet, når det er ved at være tømmetid i stedet for at sende lastbiler på vejene i en fast turnus.

Samtidig støbte de fundamentet til deres fælles virksomhed Wastehero.

Wastehero

Wastehero bygger sin forretning på avanceret teknologi som Internet of Things, kunstig intelligens, machine learning og big data, der optimerer og fjerner unødvendige processer.

Det resulterer i, at byer, organisationer og større virksomheder kan spare op til 50 procent på deres eksisterende affaldshåndtering.

Virksomheden er stiftet af Hussam Mansour og Szabolcs Nagy i Aarhus. De holder til i Navitas-bygningen på havnen. Wastehero har desuden et salgskontor på Frederiksberg i København.

Læs mere på wastehero.io

Store besparelser

En professor på universitetet hjalp de to iværksættere med at søge penge hos EU-puljen til byprojekter - EU Horizon 2020 - og der var gevinst. EU sendte 500.000 kroner i Wasteheros retning, og det kickstartede processen med at få udviklet en prototype.

Den første sensor var klar i slutningen af 2017. Wastehero kom via EU-projektet samtidig i dialog med Herning Kommune om at teste systemet i affaldshåndteringen.

I første omgang blev 25 sensorer installeret i kommunale glascontainere. Et antal, som siden er femdoblet, og de har givet Herning Kommune en besparelse på 71 procent, mens antallet af tømninger er reduceret med 53 procent på containere med sensorer installeret.

Containerne var hidtil blevet tømt, når de blot var 40 procent fyldte, og med i alt 30.000 kommunale containerne er potentialet stort.

Affaldshåndteringen koster årligt Herning Kommune mere end 25 mio. kroner.

Produktion i Kina

Udover Herning Kommune har Wastehero pilotprojekter i Aarhus, Vejle, engelske Manchester, spanske Santander og Porto i Portugal. Wasteheros system tæller i dag 412 aktive sensorer, men ambitionerne rækker meget længere.

- Vores vision er at blive verdens største renovationsselskab uden at eje en eneste lastbil, siger Hussam Mansour.

Næste skridt på rejsen bliver at starte produktion i det kinesiske center for elektronik, Shenzhen. Her håber Wastehero at være klar fra årsskiftet.

- Vi er i gang med at videreudvikle og gøre systemet mere skalerbart. Vi har mange kunder, som står og venter. Efterspørgslen overstiger 40 mio. kroner, men som vi først kan tage ind, før vi har produktionen på plads, forklarer Hussam Mansour.

Wasteheros løsning henvender sig først og fremmest til større byer og virksomheder fordelt på flere lokationer. Sidstnævnte er Danish Crown et eksempel på, hvor Wastehero også har et pilotprojekt.

- Der er jo skraldespande overalt, men i første omgang satser vi på at vokse inden for EU, siger Hussam Mansour.

Nomineret til EY Entrepreneur Of The Year

Wastehero med selskabsnavnet Loteelab ApS fra Aarhus er nomineret til EY Entrepreneur Of The Year 2019 i startup-kategorien.

Kriterierne for at være med her er:

  • Virksomheden skal have aflagt ét og maksimalt fire regnskaber.

  • Virksomheden skal have et skalerbart produkt, ide og potentiale.

  • Der skal være "proof of business" og "proof of concept".

  • Virksomheden har gerne rejst venture-/seed-kapital og/eller kapital fra private investorer (Business Angels), eller via fremmedfinansiering – bank, Vækstfonden med videre. Dette er ikke er krav, men velanset.

  • Virksomheden skal have en solid forretningsmodel.

  • Der vil ligeledes lagt vægt på:
    • Virksomhedens evne til at eksekvere
    • Deres CSR-strategi
    • Ledelseskompetence

Flugter med verdensmål

Foreløbig beskæftiger Wastehero syv ansatte på fuld tid. Virksomheden holder til i startup-miljøet på Navitas i Aarhus og har også etableret et salgskontor på Frederiksberg i København.

Missionen er at bringe bæredygtig affaldshåndtering til alle verdens afkroge og ved digitalisering at eliminere ineffektive og unødvendige afhentninger af skrald, at skabe store besparelser samt at reducere CO2-udslippet.

- Vores grundtanke bygger på bæredygtighed, driftssikkerhed og økonomisk gevinst, slutter Hussam Mansour.

Forretningsidéen flugter med FN’s verdensmål nummer 11 om bæredygtig udvikling i byer og større samfund. FN vurderer, at to tredjedele af jordens befolkning vil være bosat i byområde i 2050, og det skaber akutte udfordringer for moderne byer.

En udfordring, som Wastehero har sat sig for at løse. Og det begyndte egentlig bare med en undren uden for vinduet på universitetet.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Gps afslørede 24-årig løbehjulstyv

Annonce