Annonce
Horsens

Startup med store ambitioner: Ronny vil revolutionere rottebekæmpelsen verden over

Den nærmest usynlige fælde i blomsterkrukken er designet til at lede rotten ind gennem hullet og fremad gennem en løbegang hen til en smækfælde. Når fælden klapper, giver en sensor beskeden videre, så rottefængeren på sin smartphone kan se, at der er gået en rotte i fælden. Foto: Morten Pape
Efter 20 år i skadedyrsbranchen har Ronny Falkenhard fået nok af rottegift. Derfor har han sammen med sin hustru startet firmaet IntelligentCity, der udelukkende sælger giftfri konceptløsninger til skadedyrsbekæmpelse. Et koncept, der senest har landet virksomheden en samarbejdsaftale med HedeDanmark.
Annonce

Horsens: Rotter er skadedyr. Så langt er de fleste enige. Og i mange år har de fleste større skadedyrsfirmaer også været enige om, hvordan man bedst og hurtigst skiller sig af med skadedyrene; nemlig ved at bruge gift.

Men rottegift er ikke kun giftigt for rotterne selv. I 2015 viste en rapport fra Miljøstyrelsen, at 99 procent af alle danske rovdyr, som spiser rotter og mus, har rottegift i kroppen. Og ikke nok med det, så gør brugen af gift også, at rotterne udvikler resistens, hvilket betyder, at der skal kraftigere gift til for at komme dem til livs.

Derfor er mange skadedyrsfirmaer i dag begyndt at tænke i nye baner. De supplerer den traditionelle rottebekæmpelse med rottehunde og giftfrie fælder, der automatisk giver besked, når der er en rotte i fælden.

Men for initiativtagerne til startup-firmaet IntelligentCity er det ikke nok at tænke de giftfri og bæredygtige baner ind som et supplement til skadedyrsbekæmpelsen. De har i stedet bygget hele deres virksomhed op omkring bæredygtig og giftfri skadedyrsbekæmpelse. En tilgang, som de håber, kan inspirere andre i branchen til at gå samme vej.

- På verdensplan stiger rotteplagen år efter år. Både fordi rotterne har bedre vilkår, og fordi de er blevet mere resistente. Så hvis vi skal have konceptet bredt ud, skal alle i branchen være med. Ellers ser det sort ud, siger 54-årige Ronny Falkenhard, der sammen med sin hustru, 59-årige Susan Gyldenkilde, står bag virksomheden.

Annonce

Viden som våben

Med sammenlagt 13 års erfaring fra skadedyrsbranchen har Ronny Falkenhard selv været med til at bekæmpe rotter med gift. Men da han som salgschef i skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Kiratin A/S var med i et udviklingsprojekt med intelligente rottefælder, der foruden at give besked til rottefængeren, når der gik en rotte i fælden, også aflivede rotterne uden brug af gift, fik han øjnene op for, at der var en anden vej at gå.

Ønsket om forandring oplevede han dog ikke afspejle sig i firmaets bestyrelse, der til trods for 8000 solgte intelligente fælder hurtigt så initiativet som en udhuling af virksomhedens serviceforretning.

En serviceforretning, der er vokset frem, efter en EU-regulering i 2016 forbød brugen af permanent rottegift i rottefælder, hvilket betyder, at skadedyrsfirmaerne i dag fremfor for at lægge gift ud, i stedet lægger voksblokke ud de steder, hvor der er mistanke om eller frygt for rotteaktiviteter. En indsats, som efterfølgende bliver fulgt op af tilsyn i faste intervaller, så blokken kan udskiftes med gift, hvis der konstateres rottebid på stedet.

- Kunderne følte, at de manglede en sikring i og med, at man ikke længere måtte have gift liggende permanent i depoter. Så i stedet valgte man løsningen med servicetilsyn i faste intervaller. Men det skaber jo en falsk tryghed, siger Ronny Falkenhard og uddyber:

- Man ved jo ikke, hvornår rotterne har været der, eller hvor mange der har været. Og oveni det, har man så brugt unødig CO2 alle de gange, man er kørt ud for at tjekke op på fælden, hvor der ikke har været nogen rotter.

I efteråret 2018 besluttede Ronny Falkenhard sig derfor for at sige sit job op og gå sin egen vej.

Ronny Falkenhard bruger stadig meget tid i ægteparrets kælder med at se på, hvordan han kan justere og forbedre sine fældemoduler. Prototyperne skærer han ud i pap. Indtil videre har parret solgt omkring 800-900 af deres skuffesystemer. Foto: Morten Pape

- Det smarte ved de intelligente systemer er jo, at når vi får data ind, så kan vi bedre lave en strategisk bekæmpelse af rotterne, fordi vi ikke bare finder ud af, præcis hvornår rotterne er der, men også hvor mange rotter, vi har slået ihjel i samme øjeblik, som det sker. Det kan man jo ikke læse ud fra rotteanmeldelserne alene, siger Ronny Falkenhard, der oprindeligt er uddannet teknisk tegner og tømrer.

En uddannelse, der blandt andet er kommet ham til gavn i arbejdet med at udarbejde prototyperne til IntelligentCitys særlige fælde-moduler, der kan indsættes i både sokler på offentlige skraldespande og i blomsterkummer, og som han selv har udviklet og patenteret.

Annonce

En bæredygtig fremtid

Netop kombinationen af et skjult design, giftfri rottebekæmpelse og en CO2-besparende fremgangsmodel har flere i det kommunale og private regi hurtigt fået øjnene op for.

Siden IntelligentCity i november 2018 gik fra idéplan til virksomhed, er det derfor gået stærkt.

Inden for det første år er det lykkedes de to ejere at få 25 kommuner og flere forsyningsselskaber som kunder, underskrive en treårig kontrakt med det hollandske grossistfirma Greenmax om videresalg af deres moduler til blomsterkrukker i 45 europæiske lande og vinde en iværksætterpris ved det lokale Business Horsens.

Oveni det fik firmaet i begyndelsen af 2020 en ordre ind fra Holland på deres moduler til en værdi af 500.000 kroner. Men så kom corona.

Store planer om øget salg i Europa blev sat på hold, nærmest inden det var gået i gang. Men i stedet for at kravle ind under et tæppe på sofaen og vente på, at verden åbnede op igen, besluttede parret bag IntelligentCity sig for at se tiden som en oplagt mulighed til at se deres produkt og arbejdsgange efter i sømmene og tale om, hvordan de kunne få deres forretning til endnu bedre at leve op til FN’s 17 verdensmål.

”Når det blæser, går nogen i hi, mens andre bygger vindmøller,” blev mottoet. Og med udgangspunkt i netop det tankesæt gik parret i gang med at undersøge mulighederne for, hvordan de materialer, de bruger i deres fælde-moduler kan genanvendes efter brug i en ny sammenhæng ud fra en cirkulær tankegang.

Et projekt, som de i corona-tiden har søgt og fået penge til at gennemføre gennem klynge- og innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster, der med midler fra EU over de næste tre år støtter SMV’er i netop at tænke i cirkulær økonomi.

Men det er ikke kun FN's verdensmål om ansvarlig forbrug og produktion, som IntelligentCity har slået et slag for. Også FN's verdensmål om partnerskab for handling har parret handlet på.

I starten af juli indgik IntelligentCity således en samarbejdsaftale med servicevirksomheden indenfor det grønne område HedeDanmark, der selv har fået rottebekæmpelse ind som en forholdsvis ny del af deres forretning sidste år.

Samarbejdet indebærer, at HedeDanmark som servicepartner overtager tilsyn og service med fælder og skadedyrsbekæmpelse for IntelligentCitys eksisterende kunder, mens Intelligentcity omvendt får bedre tid til at sælge sine skadedyrsløsninger til nye kunder. Et samarbejde, der gavner begge parter.

Annonce

Store ambitioner

Selvom corona-nedlukningen for IntelligentCity har medført, at parret fortsat er langt fra det mål om vækst, som de satte sig sidste år for 2020, og selvom de fortsat har investeret mere end de har tjent på projektet, opfatter ingen af dem derfor tiden som spildt. Og måske når de deres omsætningsmål alligevel.

For mens udemarkedet har ladet vente på sig, har hjemmemarkedet omvendt haft god tid til at se nærmere på, hvad IntelligentCity kan byde ind med.

Det har ført til aftaler med blandt andre indkøbsforeningen Samhandel, der har 350 medlemmer inden for primært hotel- og restaurationsbranchen, samt med flere nye kommuner, der i løbet af foråret har lagt ordrer ind hos firmaet.

- Alle kommuner har jo efterhånden klimamål, de skal leve op til, og flere har også et mål om at blive helt klimaneutrale. Og der har vores koncept den fordel, at det kan være med til at reducere kommunernes CO2-aftryk, hvilket de kan tænke ind i deres CO2-regnskab. Så det kan sagtens være, at vi lander på den rigtige side af regnskabet alligevel, siger Susan Gyldenkilde.

Dertil kommer, at flere investorer har vist interesse for firmaet. En investering, som parret håber meget på, vil blive en realitet inden året er omme. For drømmen om at gøre en forskel lever i bedste velgående.

- Vi har givet os selv fem år til at sætte os på markedet, så vi bliver det førende grønne selskab inden for skadedyrsbekæmpelse. Så vi har store ambitioner om, at vi vil ud i Europa og verden med det her, og det kræver investeringer, siger Ronny Falkenhard.


Vi har givet os selv fem år til at sætte os på markedet, så vi bliver det førende grønne selskab inden for skadedyrsbekæmpelse. Så vi har store ambitioner om, at vi vil ud i Europa og verden med det her, og det kræver investeringer

Ronny Falkenhard, direktør i IntelligentCity


Og måske nærmer parret sig målet. På det lave konsolbord ved indgangen til ægteparrets hjem ligger der ved siden af en bog med titlen ”Bliv en endnu bedre sælger” en frisk plantegning fra erhvervsmæglerfirmaet Collier fremme.

Om IntelligentCity

  • IntelligentCity har sat sig for at gøre skadedyrsbekæmpelse mere effektiv og bæredygtig - med afsæt i FN's Verdensmål. 
  • Virksomhedens produkter tæller giftfri, "intelligente" rottefælder, som kan kobles med software, der registrer fangst og leverer data, der kan bruges til at målrette rottebekæmpelse.
  • Derudover har IntelligentCity patent på en række ikke-synlige moduler til opbevaring af rottefælderne, der kan integreres i det eksisterende byrum - uden for øjets rækkevidde. Eksempelvis nogle, der kan placeres i soklen på den typiske offentlige skraldespand, i blomsterkummer eller på bagsiden af lukkede træbænke.
  • Virksomheden, der blevet stiftet af Ronny Falkenhard i november 2018, henvender sig især til kommuner og erhvervsliv.
  • Virksomheden har adresse på Nylandsallé i Horsens, hvor parret også har hjemmeadresse.
  • Foruden parret beskæftiger virksomheden også to sælgere, der er ansat på fuldtid.
  • Mens Ronny Falkenhard ejer 75 procent af virksomheden, ejer hans hustru Susan Gyldenkilde de resterende 25 procent.
  • Årsregnskabet for virksomheden foreligger ikke endnu, men Ronny Falkenhard oplyser, at firmaet sidste kvartal af 2019 havde en omsætning på lige omkring 2,7 millioner kroner. Hans forventning er dog, at årsresultatet vil vise et mindre underskud, da parret samtidig har investeret en del i at få alt fra patenter til produktion og salg i gang.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce