Annonce
Brædstrup

Startskuddet til stor aktivitetspark har lydt

Kommunens maskiner er gået i gang med at rydde ud i budskadset, så der kan blive plads til aktivitetsbanen i Brædstrup. Foto: Erling Lund
Horsens Kommune er gået i gang med rydning af træer og buske for at skabe plads til aktivitetsbaner.
Annonce

Brædstrup: "Der skal laves spor til aktivitetsbanen. Så der skal fældes lidt træer. Vi roder lidt, men der bliver ryddet hurtigt op."

Sådan står der at læse på nogle af træerne i skovområdet bag tennisbanen i Folkeparken i Brædstrup - det område, der skal blive til Aktivitetsparken. Kommunens parkafdeling er nu gået i gang med at rydde træer og buske i området, og når det er sket, skal en flok frivillige i gang med at gøre banerne færdige.

Lokalrådsformand Søren Munk, der er med i styregruppen bag Aktivitetsparken, regner med, at kommunens folk er en uges tid om at rydde op i skoven, og derefter vil der blive sat gang i  et stykke frivilligt arbejde med at anlægge banerne.

- Vi skal helst være færdige i løbet af efteråret. Vi har ikke råd til at få alt op på én gang. Det er et fem millioners projekt, hvor vi starter med 900.000 kroner, så jo mere arbejde vi selv kan lave, desto mere får vi får pengene. Tre entreprenører fra byen har lovet at hjælpe os, så noget af det er sponseret, forklarer Søren Munk.

I aktivitetsparken bliver der baner til motion og underholdning, og skolerne vil også få faciliteter til udeundervisning.

Annonce

Flere faser

Den kommende aktivitetspark skal udbygges i faser, og i første fase skal der etableres en udeskole og en forhindringsbane med motions- og legeredskaber for større børn og voksne.

Desuden ændres et stiforløb for at opnå en bedre indgang til aktivitetsparken og sammenhæng med byparken i øvrigt.


Parkerne vil også kunne tiltrække folk udefra.

Søren Munk, lokalrådsformand


Første etape er budgetteret til at koste 900.000 kroner. Horsens Kommune betaler de 665.000 kroner resten dækkes af støtte fra fonde med flere.

Når første etape er færdig, vil styregruppen forsøge at realisere etape to og tre. Det indbefatter blandt andet en fortællersti, en løbesti, svævebane og udefitness.

Annonce

Spejderhytte rives ned

Selve Folkeparken skal renoveres og forbedres, og noget af det første, der skal ske, er, at den gamle spejderhytte i nærheden af tennisbanerne skal rives ned for at gøre plads til en toiletbygning, der skal kunne bruges af gæsterne i Folkeparken og aktivitetsparken.

Det bliver lokalrådet selv, der sørger for nedrivningen af spejderhytten, og det vil ske ret snart. Hvornår toiletbygningen kommer op, vides ikke endnu - det er kommunen, der står for bygningen.

Spejderhytten har stået tom og ubrugt i over fem år og er i en dårlig forfatning. Blandt andet er der konstateret svamp i bygningen, oplyser Søren Munk.

Den gamle spejderhytte i Folkeparken skal rives ned for at gøre plads til en toiletbygning. Foto: Peter Hald

Kombinationen af en forbedret Folkepark og en aktivitetspark med motionsbaner og andre faciliteter vil blive et stort trækplaster for Brædstrup, mener Søren Munk.

- Parkerne vil også kunne tiltrække folk udefra - naturstien går jo forbi lige i nærheden, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Ny aftale om genåbningen på plads: Forsamlingsforbud opretholdes og baråbningstider udvides

Annonce