Annonce
forside

Stak bekendt 10-15 gange med skruetrækker: 45-årig skal i fængsel for grov vold

Knivstikkeriet på Vesterled fandt sted søndag formiddag den 5. november. Gerningsmanden blev anholdt godt en time senere på sin bopæl vest for Horsens, og området ved Vesterled blev afspærret og undersøgt at politiets teknikere. Det 54-årige offer var ikke i livsfare, men blev behandlet på sygehuset for sine skader. Arkivfoto

Et tilfældigt møde ved en elevator og en kop kold kaffe endte torsdag med fem måneders ubetinget fængsel for særlig farlig vold til en 45-årig mand.

Horsens: Et tilfældigt møde, en kop kold kaffe og en scooter, der mangler en nøgle. Det var nogle af ingredienserne, da en 45-årig mand fra Horsens' opland torsdag blev dømt for grov vold ved Retten i Horsens.

Det hele startede med et lidt overraskende møde ved en elevator. Den 45-årige var en søndag formiddag i begyndelsen af november sidste år kørt til Vesterled i Horsens for at besøge en kammerat. Han kom kørende på en scooter, som ifølge den 45-åriges forklaring kun kan startes med en skruetrækker.

Ifølge den 45-årige var han ved at stoppe skruetrækkeren i inderlommen, inden han ville tage elevatoren op til sin kammerat, da han pludselig stod ansigt til ansigt med den 54-årige, som han tidligere har haft kontroverser med på grund af en uoverensstemmelse omkring betalingen for noget narkotika.

- Da elevatordørene gik op, sagde jeg bare dav til ham. Og så smed han en kop kaffe i hovedet på mig og slog mig med en fyldt skraldepose. Jeg blev vildt overrasket, og så begyndte vi at tumle rundt. Det må være på den måde, han er blevet ramt af skruetrækkeren, forklarede han, der også fortalte, at slagsmålet stoppede efter få minutter, og at de to derefter gik hver til sit.

Ifølge den 45-årige så han ikke noget blod.

Den 54-åriges forklaring var noget anderledes.

- Jeg kom ned med elevatoren. Så stod han pludselig der lige uden for døren. Han havde hånden på ryggen, og jeg har været længe nok i det her miljø til at vide, hvad det betyder. Jeg tænkte bare, at jeg ikke skulle lukkes inde i elevatoren sammen med ham, så jeg kylede min kaffe i ansigtet på ham for at få plads til at komme væk. Og så overfaldt han mig og stak mig mange gange. Jeg kan bare huske, at jeg kom til mig selv, da jeg lå på gulvet, og der var rigtig meget blod. Jeg løb op i min lejlighed og fik en kammerat til at ringe efter politiet, forklarede den 54-årige, der også fortalte, at der på Vesterled gik rygter om, at den 45-årige ville slå den 54-årige ihjel.

Gennemgangen af de kriminaltekniske undersøgelser fra stedet fortalte om en blodig omgang. Der var blod på gulvet, væggene og dørene i opgangen ved Vesterled. Undersøgelserne viste også, at den 54-årige var blevet stukket ni gange på kroppen og flere gange i ansigtet.

Annonce

Det er simpelthen så pisseuheldigt, at jeg ikke havde nået at få skruetrækkeren i lommen.

45-årig tiltalt

Nødværge eller overlagt overfald

Anklager Anna Holm Christensen argumenterede i sin procedure imod, at der kunne blive tale om at kalde stikkeriet for nødværge.

- Nødværge handler om, at man gerne må forsvare sig selv. Men det, at man får smidt kold kaffe i hovedet, gør ikke, at man må stikke nogen 9, 10 eller 15 gange med en skruetrækker. Det er helt ude af proportioner, mente anklageren.

Hun mente, at den 45-årige burde have en straf på et års ubetinget fængsel for volden.

Forsvarer Christian Anker Hansen forsøgte i sin procedure at nedtone farligheden og voldsomheden i episoden.

- Der er slet ikke tale om stik, men om ridser. Offeret har fået skaderne ved, at de to tumlede rundt. Det er offeret, der starter konflikten ved smide en kop kaffe i hovedet på min klient. Min klient vægrer for sig, og det er bare smadderægerligt, at skruetrækkeren ikke er kommet i lommen, inden de tumler rundt, sagde han, der ønskede sin klient frifundet med henvisning til netop nødværgeparagraffen.

Det argument bed dog ikke på dommeren og de to domsmænd, der endte med at idømme den 45-årige en straf på fem måneders ubetinget fængsel. I dommen blev der dog lagt vægt på, at det var en formildende omstændighed, at det var offeret, der startede slagsmålet ved at kaste kaffe i ansigtet på den 45-årige. Det berettigede dog ikke til, at der kunne være tale om nødværge, understregede dommeren.

Den 45-årige modtog dommen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Liveblog: Politiet opfordrer til at sprede påskehandlen ud over flere dage

Annonce