Annonce
Horsens

Stafet For Livet rykker i Fængslet

Lysceremonien var et af højdepunkterne ved alle de 95 Stafet For Livet, der fandt sted i Danmark i 2019, og vil helt sikkert også være det i 2020, når stafetten i Horsens rykker op på Fængslet. Privatfoto
Der er blevet løbet og gået mange runder omkring Casa de senere år for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Næste år flytter ruterne til Fængslet.

Horsens: Når Stafet For Livet 19.-20. juni næste år igen inviterer til et døgn med fokus på fællesskab og indsamling til Kræftens Bekæmpelse, bliver det i nye rammer.

Efter fire år på Casa bliver det nemlig Fængslet, der danner ramme om stafetten, hvor man som en del af et hold samler ind til Kræftens Bekæmpelse.

Ud over rammerne vil lysceremoni og fighterrunden selvfølgelig stadig være hovedingredienserne i stafetten, som også traditionen tro byder på masser af musik og ikke mindst mulighed for at møde andre, der er berørt af kræft enten som kræftramt, overlever eller pårørende.

En tidligere deltager beskriver oplevelsen således:

"Man kunne sagtens snakke om det svære. Det hjælper at snakke om det, både for dem, som står midt i det, og for dem, som har oplevet det, at en er ramt af kræft."

Annonce

Overskud lokalt og nationalt

Sidste år gav Stafet For Livet i Horsens et overskud på over 100.000 kroner. 10 procent af overskuddet går til lokalforeningen af Kræftens Bekæmpelse, mens resten sendes videre til forskning.

Styregruppen håber, at endnu flere vil blive tiltrukket af de nye rammer, så deltagertallet igen kan komme over 1000, for dermed bliver der endnu flere penge til forskning i den sygdom, der rammer hver tredje dansker.

Styregruppen er allerede trukket i arbejdstøjet. Det vil gruppen fortælle mere om på et informationsmøde tirsdag 19. november i Loungen i Forum Horsens. Mødet findet sted fra 17 til 19 og alle er velkomne uanset om man bare er nysgerrig, gerne vil være en del af styregruppen eller kommer for at tilbyde sin hjælp til arrangementet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Stillads-ballade er kørt helt af sporet

Det er noget af en sag, Horsens-firmaet Dansk Boligbyg A/S er blevet en del af på Nørrebro i København. Et stort stillads blev væltet af arrige stilladsarbejdere i forbindelse med et byggeri på Lundtoftegade for et par dage siden, og ved samme lejlighed blev biler tippet på hovedet. Noget nær chokerende scener på dansk grund. Stilladsarbejderne påstår, at DS Byggeri, som er underentreprenør, ikke lever op til danske overenskomster. Dansk Boligbyg A/S har hovedentreprisen og valgte tirsdag at sende DS Byggeri-arbejderne hjem - med besked om, at de ikke vender tilbage. Det lyder som en klog beslutning, uanset hvad der er op og ned i en sag, der mest ligner aktioner fra "de gule veste" i Frankrig. De kommende dage må afgøre, om der rent faktisk er begået brud på overenskomsten, og om sikkerheden på arbejdspladsen har været utilstrækkelig, som 3F og de danske stilladsarbejdere anfører. Hvis målet for stilladsarbejderne var at skabe opmærksomhed, er de lykkedes til et 12-tal. Men metoderne er helt ude i hampen, også selv om der ligger mere principielle spørgsmål til grund. Konflikten har kørt i uger. Kønt var det heller ikke - på TV 2 tirsdag aften - at se en delvist anonym mand, som angiveligt var den ene af de to, der søndag aften blev overfaldet ved byggeriet. De ville med en videooptagelse dokumentere arbejdsforholdene på byggepladsen på Nørrebro. Hvis det er sandt, at de har fået bank for det, er det - også - helt utilstedeligt. Bliver voldsepisoderne så en sag for politiet? Næh, de overfaldne tør ikke anmelde sagen af frygt for repressalier - og fik på tv fagforenings-opbakning til at droppe en anmeldelse. Man må respektere beslutningen, men trist er den, for sammenkoblet med, at vrede stilladsarbejdere råber: "Når I angriber én af os, angriber I os alle", er vi ude i noget, vi hører fra rockere og andre, der har sat sig ud over det danske retssystem og selv handler konflikter af. Balladen skal hurtigst muligt nedtrappes - på dansk manér.

Annonce