Annonce
Kultur

Stadig uvist om 'Vild Med Dans-hovedstaden' bliver værtsby i 2020

Der er styr på "Vild Med Dans"-setuppet i Horsens, lyder det fra TV2's underholdningsredaktør, når han forklarer det langvarige venskab med Horsens & Friends og Forum Horsens. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix
TV2's underholdningsredaktør roser Forum Horsens: Det er som "at komme hjem". Men der er ting, der skal besluttes, før tv-stationen kan melde ud, om dansedyst-finale bliver "boende hjemme". I Horsens er Horsens & Friends klar til et nyt show.

Horsens: Fortsætter "ægteskabet" mellem Horsens og TV2 om "Vild Med Dans"? Eller kunne tv-stationen bag den populære kendis-dyst finde på at vælge ny partner som finaleby i 2020?

Det spørgsmål svæver stadig ubesvaret over dansegulvet, efter "Vild Med Dans"-finalen fredag aften for 6. år i streg blev afgjort i Horsens; i et proppet Forum med 2800 publikummer.

Horsens & Friends har huset finalen for TV2 siden 2014, men TV2's underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech kan (endnu) ikke love, at arenaen på Langmarksvej også bliver finaledestination næste år.

- Det bliver nok afgjort i starten af det nye år. Der er ikke forhandlinger i gang som sådan. Det er bare nogle beslutninger, der skal træffes om, hvordan næste sæson skal være. Og det er ikke fordi, der er problemer af nogen art - tværtimod, siger Thomas Richardt Strøbech.

Annonce

Altså, det er Horsens, der er Danmarks "Vild Med Dans"-hovedstad. Nu har vi været her i seks år, og det er ikke tilfældigt...

Thomas Richardt Strøbech, underholdningsredaktør på TV2

Som at komme hjem

Fredagens finale blev vundet af Jakob Fauerby og Silas Holst for øjnene af mange hundredtusind seere ude bag skærmene.

Afviklingen af showet forløb umiddelbart betragtet smertefrit, og selv om TV2 endnu ikke kan melde ud, hvem der får "Vild Med Dans"-værtsskabet næste år, uddyber Thomas Richardt Strøbech, at det bliver svært at komme uden om Forum Horsens.

- Det er lidt som at komme hjem, når vi kommer her. Vi har et godt og tæt samarbejde, og de mennesker, der arbejder her, bliver som en del af produktionen, og vi bliver en del af Forum Horsens. Vi passer sammen som et hold, og det er fænomenalt, siger han.

Vild Med Dans-hovedstad

Hvad er det konkret, I lægger vægt på, når I skal vælge, hvor I lægger finalen?

- Vi lægger vægt på, at det er en rigtig god hal, som passer til at lave fjernsyn i, at der er en god logistik og nogle gode mennesker, der kan hjælpe med at løfte så stor en produktion, som det er. Og at det fungerer optimalt. Så jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være en anden by end Horsens, der skulle være værtsby.

- Altså, det er Horsens, der er Danmarks "Vild Med Dans"-hovedstad. Nu har vi været her i seks år, og det er ikke tilfældigt - det er, fordi vi har et rigtig godt samarbejde, siger Thomas Richardt Strøbech.

Vild Med Dans-vindere i Horsens

Fredag aften lagde Forum Horsens for 6. gang gulv til finalen i "Vild Med Dans".

Showet har eksisteret siden 2005, og i år vandt Jakob Fauerby og Silas Holst den populære kendis-dansedyst.

Her er et overblik over tidligere års vindere i de finaler, der er blevet afviklet i Horsens.

2014: Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst

2015: Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen

2016: Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard

2017: Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen

2018: Simon Stenspil og Asta Björk Ívarsdóttir

2019: Jakob Fauerby og Silas Holst

Forum Horsens er klar igen

Skulle TV2 vælge Horsens igen næste år er Claus Visbye, direktør for Horsens & Friends, klar til at tage imod opgaven.

- Det ville være skønt, hvis vi skulle være vært igen. Det er en fornøjelse at være vært ved en finale, hvor alle har knoklet så meget for at nå til klimaks, og det så bliver fyret af i så stort et arrangement, siger Claus Visbye, der også konstaterer, at alt klappede.

- Men det er også en stor maskine, der kommer rullende og besøger Forum Horsens. Og derfor, at en normalt fungerende sportshal pludselig tager sig ud som en utrolig flot dansearena. Det er, fordi der er puttet rigtig mange ressourcer i at lave en flot sal.

Med Jakob Fauerby og Silas Holst som vindere af Vild Med Dans blev der skrevet verdenshistorie, og Claus Visbye glæder sig over, at Horsens er en del af den historie.

- Det er skønt at se, at det godt kan fungere her i Danmark, at to fyre vinder i en dansefinale. Det bakkede Horsens også rigtig meget op om, kunne man høre på klapsalverne i Forum Horsens. Det var det rigtige valg, og vi skal være stolte af at være en del af sådant et billede også, lyder det fra Claus Visbye.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce