Annonce
Hedensted

Stadig problemer på skaterbanen: Foreningsformand mistænker salg af stoffer

Anja Andersen synes, det er helt i orden, at unge hænger ud ved byens skaterbane, men hun vil også gerne opfordre til, at forældre i højere grad åbner de private hjem op for ungdomsfesterne, så det ikke går over gevind. Foto: Morten Pape
Idrætsformanden i Rask Mølle er frustreret over, at byens skaterbane tiltrækker unge, der fester og muligvis også sælger stoffer. Hun opfordrer til, at forældre tager et større ansvar for, hvad deres unge mennesker foretager sig.
Annonce

Rask Mølle: Hvor stort et ansvar har den lokale idrætsforening for, at de mennesker, der opholder sig ved foreningens faciliteter, opfører sig ordentlig og ikke laver kriminalitet eller hærværk.

Det spørger Anja Andersen, formand for Rask Mølle og Omegns Idrætsforening om, efter hun har modtaget flere henvendelser angående unges ophold ved byens skaterbane.

Den tiltrækker nemlig en del unge, der forsamles ikke nødvendigvis kun for at skate, men også for at feste, drikke alkohol med videre. Ikke noget, der som udgangspunkt er et problem, understreger Anja Andersen.

- De må for min skyld gerne mødes ved skaterbanen, og det er også ok for mig, hvis de drikker en øl der, så længe de rydder op efter sig selv. Problemet er dog især, at yngre børn får tilbudt cigaretter og spiritus, og jeg tror også, der florerer stoffer dernede. Det betyder, at flere ikke tør bruge skaterbanen, og det, synes jeg, er ærgerligt, lyder det fra Anja Andersen, der desuden oplever rod og hærværk ved banen.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange nye koste skaterudvalget har købt, for at gøre det nemmere at rydde op efter sig selv dernede, men der går desværre ikke mange dage, inden de bliver ødelagt, fortæller hun.

Skaterbanen i Rask Mølle blev indviet i 2018. Forinden havde tre lokale ildsjæle brugt et år på at samle 755.000 kroner ind til anlægget og det tilhørende opholdsområde. Området bliver ofte brugt til fester, hvilket der tit er synlige beviser på dagen efter. Foto: Morten Pape
Annonce

Videoovervågning

Området er i følge Anja Andersen videoovervåget og bliver holdt særligt øje med af politiet. Sidste forår blev der sendt en fælles skrivelse ud fra byens foreninger, SSP, Ungdomsskole m.v. med en opfordring til byens unge og forældre om at tage mere hensyn til hinanden. Det hjalp også - en stund.

Men nu er det altså galt igen, og Anja Andersen ved ikke, hvad hun mere kan gøre.

- I min optik er det hverken ROI's eller skaterudvalgets ansvar, hvordan folk opfører sig, når de er ved skaterbanen. Jeg mener ikke, det er vores opgave at stå og være politibetjent, men det er et fælles ansvar for hele byen, at skaterbanen bliver et trygt og pænt område at færdes i. Jeg tænker måske, at de forældre, der tror deres børn opfører sig ordentlig dernede, skulle tage at gå derned og se efter en gang imellem, lyder det fra Anja Andersen.

Hun føler, at hun blive skudt i skoene, at idrætsforeningen ikke gør nok for at få bugt med problemerne ved skaterbanen.

- Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt. Jeg vil hjertens gerne bakke op om f.eks. at starte Natteravne op i byen, og personligt har jeg også et ansvar, fordi jeg er borger i byen og også gerne vil have, at mine egne børn kan benytte faciliteterne. Men som formand for idrætsforeningen, synes jeg egentlig allerede, jeg har nok på min tallerken, så måske der var nogle andre, for eksempel nogle forældre til elever i de ældste klasser i folkeskolen, der kunne tage teten, lyder opfordringen fra Anja Andersen.

Glasskår, cigaretskodder og tomme øldåser er af og til at finde ved banen, men Anja Andersen frygter, at der bliver indtaget andet end alkohol ved banen. Foto: Morten Pape
Idrætsformanden i Rask Mølle Anja Andersen er ked af, at en gruppe unge bruger byens skaterbane til at holde fest ved og og sælge stoffer. Hun vil gerne opfordre forældre og andre til at bakke op om at få løst problemet. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Triax med stort underskud i årsregnskabet: - Det er vi ikke tilfredse med

Annonce