Annonce
Danmark

Stadig brug for et oprør fra udkanten

Viggo Mortensen

Da Finn Slumstrup og jeg for fem år siden tog initiativ til bevægelsen Oprør fra Udkanten var vores primære mål, at skabe en folkelig bevægelse, der kunne være med til at ændre den måde vi taler om udkanten på samt skabe et Danmark i bedre balance. Vi formulerede et Udkantsmanifest, der som hovedkrav havde, at der blev nedsat en kommission, der seriøst kunne gennemarbejde hele problemstillingen og komme med forslag til ændringer på en række kernepunkter: Udligningsreform, planlov, infrastruktur, lige adgang til uddannelse og sundhed, etc. Det lyder måske lidt kedeligt med nedsættelse af en kommission, men hovedkravet var en seriøs gennemarbejdning af hele problemområdet ud fra det synspunkt, at får vi ikke et Danmark i balance, så er det landets sammenhængskraft, der står på spil. Et grundigt oplæg til den videre diskussion, det var kravet. Det er på den måde man laver politik i et demokrati.

Men hvad skete? Jo, politikerne opdagede lige pludselig, at der var nogle bevægelser i folkedybet, som de havde overset, en vrede i udkanten over at blive talt ned til og kørt over: Altså må vi vise handlekraft; vi må gøre noget. En frenetisk aktivitet greb politikerne; men de afgørende problemer, kunne de ikke løse. Udligningsreformen faldt til jorden, og nu kommer valget, så kan de slet ikke blive enige. Heller ikke på de andre områder fik vi mere end mundsvejr og tomme løfter. Jo, vi på Øerne var glade for den (delvise) gennemførelse af landevejsprincippet. Men det var også det hele. I stedet fik vi en hovedløs udflytning af statslige arbejdspladser. Heller ikke den var ordentlig forberedt og kommer derfor heller ikke til at give det løft til udkanten, som der er behov for. Man skulle langt snarere introducere ordninger, der kunne støtte op om de (mange) initiativer, der allerede findes i udkanten for at skabe arbejdspladser. Det der skal du til noget, skal vokse fra neden. Med forskernes sprogbrug hedder det: "En fremtidig landdistriktspolitisk kurs kunne være at understøtte lokalsamfundenes strategiske udviklingskapacitet, så de kan udnytte det ´glokale´ rums muligheder," som det hedder i den bog jeg omtaler nedenfor.

Bevægelsen Oprør fra Udkanten var langt fra ene om at pege på de udfordringer, som skævvridningen af Danmark medfører. Der har været en række andre aktører på banen. Landdistrikternes Fællesråd, Danmark på Vippen og Staten i hele Danmark er eksempler på sådanne aktører. I 2017 besluttede vi i Oprør fra Udkanten at fusionere med Danmark på Vippen og nu fortsætter fusioneringsprocessen, når Staten i hele Danmark går sammen med de to andre organisationer i den nye stærkere organisation Balance Danmark. Når vi ikke kan få en regeringsbåret udredningsproces, må civilsamfundet tage over og selv producere de udredninger, der skal til for at få de rette initiativer frem, der kan medvirke til at skabe et Danmark i bedre balance.

Skal det blive til noget, mere end mundsvejr og skåltaler, så skal der viden og forskning til. Og vi har på det her område videnscentre, der beskæftiger sig med disse emner på en seriøs forskningsmæssig basis. Det er derfor også med store forventninger, at man tager den sidste udgivelse fra Center for Landdistriktsforskning i hånden. Den hedder Vækst og vilkår på landet. Viden, visioner og virkemidler og er netop udgivet på Syddansk Universitetsforlag. Bogen vil samle og formidle relevant viden om de danske landdistrikter. Den behandler fem aktuelle og indbyrdes tæt forbundne temaer, nemlig 1) Landdistriktspolitik, 2) Udnyttelse af naturressourcer, 3) Beskæftigelse, 4) Migration og 5) Italesættelsen af landdistrikterne. De enkelte afhandlinger vil bidrage med ny, tværvidenskabelig viden, der kan være med til at nuancere billedet af livet på landet i dag. Bogens kapitler henvender sig, siger de, til både menigmand, journalister, forskere, studerende, interesseorganisationer, foreninger, embedsfolk og politikere. Det er jo en temmelig bred målgruppe, og den rammer nok ikke alle. På trods af, at de mener, at bogen er letlæselig, så vil de fleste opleve, at den videnskabelig dragt virker hæmmende. Jeg ved det jo godt: Forskerne er underlagt alle mulige krav om fagfællebedømmelse, henvisninger og forskningsoversigter. Men al denne (pseudo)videnskabelighed skulle jo ikke gerne gå ud over brugbarheden. For den i bogen indeholdte viden er gavnlig, ja nødvendig. Den giver for eksempel et overblik over befolkningsudviklingen, der i nogen grad går op imod den almindelige opfattelse af, at befolkningen ensidigt og uafvendeligt søger mod byerne. En modurbanisering står muligvis for døren, hævdes det. Og som sagt med gode grunde og statistik. Og det er det der skal til: viden, så de politiske initiativer kan finde bund i virkeligheden.

I den mobilisering i kampen for udkanterne og et Danmark i bedre balance, som i øjeblikket foregår, har vi brug for forskerne. Det var en landdistriktsforsker, der formede udtrykket ´den rådne banan´, som er blevet skamredet i den efterfølgende debat. Nu behøver vi nogle forskere, der mere direkte og begrundet kan give stof til de nye positive fortællinger, der skal præge udkantsdebatten; herunder nogle mere direkte og underbyggede forslag til, hvad man skal gøre i balancens tjeneste.

For år tilbage var det på mode at tale om aktionsforskning. 'Grav hvor du står', 'begynd med dig selv' etc. Vi har igen brug for, at der slås bro over kløften mellem de akademiske indsigter og den samfundsmæssige og politiske virkelighed. Mon ikke en ny forstærket organisation som BALANCE DANMARK, der nu er under opbygning, kan bidrage til at det sker. "Man skal ud til kanten for at komme ind til kernen", har en klog mand sagt. Det er i hvert fald den erfaring jeg har gjort efter at have beskæftiget mig med udkantsproblematikken i de senere år, at når man begynder at kradse lidt i de problemer, som udkanten er konfronteret med, så kommer man lynhurtigt frem til at beskæftige sig med dybe menneskelige spørgsmål om, hvad det gode liv er, hvad er et menneske, og hvad har det brug for, og hvordan tager vi bedst vare på det naturgrundlag, som vi har fået givet.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce