Annonce
Danmark

Støttepartier vil presse regeringen til dagpengeløft

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udhuling af dagpenge bør stoppe, mener støttepartier, som vil have minister til at indkalde til forhandlinger.

Regeringens tre støttepartier vil have beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at indkalde til forhandlinger, der skal lede til, at udhulingen af dagpengesatsen stopper.

Det skriver Politiken.

Enhedslisten fremsætter derfor et beslutningsforslag, som både SF og De Radikale støtter.

Med det vil de pålægge regeringen at "indkalde til forhandlinger i indeværende folketingssamling med henblik på at stoppe udhulingen af dagpengene".

Håbet er at presse regeringen, oplyser Pernille Skipper, der er politisk ordfører i Enhedslisten.

- Det er en hjertesag for Enhedslisten, men også et kardinalpunkt for danske lønmodtageres tryghed, siger hun til Politiken.

Reaktionen kommer, efter at fagbevægelsen har advaret mod, at når dagpengene i den nuværende model bliver mindre og mindre værd, kan det være ødelæggende for den danske velfærdsmodel på sigt.

I 2018 beregnede Det Økonomiske Råd, at dagpengesatsen i 1980 udgjorde 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien. I 2025 vil satsen udgøre 44 procent.

Udhulingen sker, fordi dagpengesatsen ikke bliver reguleret på samme måde som lønnen.

Peter Hummelgaard sagde for nylig, at regeringen hverken har penge eller konkrete planer om at gøre noget ved problemet. I samme omgang pointerede han, at der ikke umiddelbart var et flertal for at gøre noget ved dagpengesystemet.

Det har siden ændret sig.

Foruden regeringens støttepartier har også Dansk Folkeparti meldt sig klar til at se på sagen.

- Socialdemokratiet kører et dobbeltspil, hvor de på den ene side siger til befolkningen, at det er en rigtig god idé at stoppe udhulingen, men på den anden side siger de, at de ikke engang vil forhandle om det.

- Det dobbeltspil bliver nødt til at blive afsløret, og det er jeg glad for, at Enhedslisten med det her forslag kan være med til, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl til avisen.

Også Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, ønsker at deltage, såfremt der indkaldes til forhandlinger på området.

Det afviser beskæftigelsesministeren over for avisen at gøre på nuværende tidspunkt.

- Hvis regering skal indkalde til forhandlinger, skulle det være med henblik på at kunne gøre noget nu og her. Vi er bare så ærlige, som vi overhovedet kan være, og siger, at det ikke er vores prioritet at gøre noget nu og her, siger Peter Hummelgaard til Politiken.

/ritzau/

Annonce
Den citerede artikel fra Politiken
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce