Annonce
Håndbold

Større stabilitet skal findes i Skanderborgs forsvar

JFMNORMAL - Nick Rasmussen, cheftræner Skanderborg Håndbold. 30.04.2019. Herre Håndbold Ligaen (Slutspil). Århus Håndbold-Skanderborg Håndbold. Foto: Ole Nielsen
Skanderborg Håndbold tager onsdag hul på forberedelserne til en ny sæson i herrernes håndboldligaen. Ambitionen er igen at komme med i slutspillet.

HÅNDBOLD: Ferien er overstået for Skanderborg Håndbolds bedste herrehold. Onsdag eftermiddag tager sidste sæsons positive overraskelse hul på forberedelserne til en ny sæson. Et grundspil, hvor modstanderholdene formentlig vil være endnu mere opmærksomme på mandskabet fra Fælleden, der spillede sig frem til slutspillet og var tæt på at tage en plads i den ene semifinale.

- Hvis vi ser på de hold, der sluttede i top seks i grundspillet og tager de indbyrdes kampe, så slutter vi faktisk på en andenplads med 12 point, mens GOG vinder med 13 point. Det er ikke en stilling, som jeg kan bruge til så meget, men den viser, at vi har et ok topniveau. Et niveau, vi gerne skal fastholde, men samtidig også blive lidt mere stabile i vores præstationer mod andre hold. Det tror jeg kan gavne os i det lange løb, også selvom det kan koste lidt af topniveauet, siger Skanderborgs cheftræner Nick Rasmussen.

Han glæder sig over, at han kan mønstre stort set samme trup som i den forgangne sæson, hvor det kun er Frederik Iversen på fløjen og Bertram Obling i målet, der er rejst videre. Ind er kommet Jesper Kjærulff fra Skive Håndbold, mens klubben har hentet målmanden Salah Boutaf tilbage fra et lejeophold i Odder Håndbold.

- I og med vi ikke har skiftet så meget ud, så kommer det meget til at handle om finjustering og lægge nye lag på vores spil, fordi vi ikke skal bruge så meget energi på at integrere en masse nye. Vi har et kendskab til hinanden i hallen og den fysiske del af træningen står Thomas Cortebeeck for, siger Nick Rasmussen, der i samråd med netop Cortebeeck har valgt at give truppen en rolig første uge.

En af opgaverne i opstarten til den nye sæson bliver at få skabt et alternativ til forsvaret. Skanderborg var et af de mest scorende hold i den forgangne sæson og derfor tror træneren, at der kan hentes et ekstra niveau i det defensive.

- Vi lavede over 30 mål i snit i sidste sæson. Det skyldes, at vi formentlig har flere angreb end mange af de andre, fordi vi spiller i højt tempo og satser hårdt på både anden og tredje bølge. I forsvaret glæder jeg mig til at se Mads Kalstrup, som har haft et år til at vænne sig til Skanderborg nu, ligesom han og Nikolaj Nielsen har fundet ind i et godt makkerskab, lyder det.

Ifølge Nick Rasmussen ser top fem ud til at give sig selv i grundspillet, mens Skanderborg, Sønderjyske, Ribe/Esbjerg, Mors/Thy, Århus Håndbold og en ukendt skal kæmpe om de sidste tre pladser. Under alle omstændigheder bliver det tæt.

- Vores mål er, at vi gerne vil med i slutspillet. Selvfølgelig vil vi stræbe efter mere, men det kan kun blive aktuelt, hvis du kvalificere dig til slutspillet, siger Nick Rasmussen.

Skanderborg Håndbold spiller fem træningskampe i opstarten og deltager derudover i en træningsturnering i Norge. Første gældende kamp er i Santander Cup mod Nordsjælland 24. august.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce