Annonce
Danmark

Støjberg til partifæller: I ved hvor I har mig

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg har fået prædikatet "kontroversiel", men hun minder bare om, at man ved, hvor man har hende.

Hvis Venstres delegerede til partiets ekstraordinære landsmøde i Herning vælger Inger Støjberg som ny næstformand, så ved Venstres medlemmer, hvem de har valgt.

Sådan siger Støjberg det i sin tale på landsmødet, inden der skal stemmes mellem hende og Ellen Trane Nørby til posten.

- I ved, hvor I har mig, siger Støjberg i sin tale, før at Venstre skal tage valget om, hvem der sammen med den nyvalgte formand, Jakob Ellemann-Jensen, skal stå i spidsen for partiet.

- Det har gjort ondt på mig at se vores parti i den forfatning, vi har været i. Fløjkrige og magtkampen har været ved at rive os midtover. Derfor ved jeg, at i dag kommer til at markere en ny start, siger Støjberg.

Hun er ikke en fløjkriger, fastslår Støjberg. Det skal være slut med fløjkrige, mener hun. Dermed er hun på samme linje som Ellemann-Jensen og Trane Nørby, der har sagt det samme. Men der skal være plads til forskelligheder, siger Støjberg.

- Vi skal vinde regeringsmagten på borgerlige mandater, for det er den bedste måde at få Venstres politik igennem. Og det skal stå tindrende klart for danskerne, siger Støjberg.

- I kender mig. I ved, at jeg er en kriger. I ved, jeg er en værdikriger, og jeg går altid i krig for Venstres politik, men jeg er ikke en fløjkriger, siger Støjberg.

Hun konstaterer, at "Venstre bliver svagere, når vi slås internt". Netop det var tilfældet i en tumultarisk august, som endte med, at Lars Løkke Rasmussen (V) gik af som formand og Kristian Jensen (V) som næstformand.

- Det er vigtigt, at vi er ærlige om, at vi er et parti med forskellige strømninger. Men det er også det, der gør os stærke, siger Støjberg.

Hun var den sidste til at tale til de delegerede inden afstemningen. Inden Støjbergs tale var Trane Nørby på scenen for at tale sin sag.

Først på dagen blev Ellemann-Jensen valgt som formand. Det skete uden modkandidat. Der er over 850 delegerede samlet i Herning.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce