Annonce
Indland

Støjberg: Min sumpudtalelse havde intet med Trump at gøre

Landmænd demonstrerede imod regeringens ageren i minksagen i Rådhusparken i Aarhus lørdag den 21. november 2020. Venstre's Inger Støjberg talte til demonstrationen - og udtalte her ordene: "Vi skal have drænet sumpen". Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
V-næstformand holder fast i kritik af regeringen, men afviser, at udtalelser har noget med Donald Trump at gøre.
Annonce

Inger Støjberg undlod i flere dage at kommentere den megen blæst, som hendes tale lørdag ved en demonstration mod regeringen i Aarhus førte med sig.

Tidligere tirsdag satte Venstres næstformand så på Facebook ord på den voldsomme kritik, som hendes udsagn ”vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance” ved demonstrationen udløste.

Kritikken af regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) blev af mange koblet direkte til de mishagsytringer, som USA’s præsident, Donald Trump, mange gange har udtrykt af centraladministrationen i Washington, ikke mindst op til præsidentvalget i USA i 2016.

Men Inger Støjbergs udsagn har intet med Donald Trump at gøre, bedyrer hun. Det er et helt almindeligt udtryk i amerikansk politik, siger hun.

”Reagan eller Trump – helt klart Reagan!” skriver Inger Støjberg med henvisning til Ronald Reagan, som var USA’s præsident fra 1981 til 1989. Han brugte også udtrykket, om end ikke så hyppigt som Donald Trump.

”Jeg kan se, at en hær af facebookkrigere har forsøgt at udlægge mine ord fra traktordemonstrationen i Aarhus, som om at jeg skulle være den store fortaler for den nu detroniserede præsident Trump, som har brugt udtrykket at ”dræne sumpen” til at undergrave og skabe mistillid til hele det amerikanske statsapparat.

”Sådan hænger det bare ikke sammen. Det at ”dræne sumpen” er et gammelt amerikansk politisk udtryk, som Reagan i høj grad var kendt for at bruge. Nu har jeg så også brugt det”, skriver Inger Støjberg på Facebook.

Annonce

Helt gængs amerikansk udtryk

Før Venstres gruppemøde tirsdag på Christiansborg bliver hun af flere medier spurgt ind til formuleringen om at dræne sumpen, og hvordan hendes ord er blevet fortolket af dem, der hørte ordene.

Du tror ikke, at de tænkte, at det er det, Trump har sagt de seneste fire år?

- Nej, det tror jeg sådan set ikke. Det er i hvert fald ikke det, jeg har tænkt. For det er et helt gængs amerikansk udtryk, når det kommer til politik, siger Inger Støjberg.

Men Donald Trump er måske den, der er allermest kendt for at bruge det udtryk under sin valgkamp i 2016. Inger Støjberg, det kan da ikke passe, at du ikke har tænkt over, at det er en del af den retorik?

- Jamen, jeg ved da godt, at Donald Trump har brugt det udtryk. Men det er bare ikke dér, det stammer fra oprindeligt. Det er et helt gængs amerikansk udtryk, når det kommer til politik, og Nancy Pelosi (Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, red.) har også brugt det. Og hende kan man da i hvert fald ikke tilskrive at være Trump-tilhænger, siger Inger Støjberg.

Annonce

Ellemann-Jensen: Det mener Venstre ikke

Inger Støjbergs kritik af regeringen i Danmark står dog ved magt, siger hun.

Hun henviser til minkskandalen, hvor regeringen uden lovgrundlag krævede alle mink i Danmark aflivet for at forhindre at sprede smitte med muteret coronavirus. Og Støjberg anklager regeringen for systematisk at have ansat partifæller i embedsapparatet.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, sagde søndag til TV2, at han på det tidspunkt ikke havde hørt Inger Støjbergs udtalelse, men at ”det, han (Trump, red.) mente med det, det kan jeg forsikre, at det mener Venstre ikke”.

Efter Venstres gruppemøde tirsdag stiller Jakob Ellemann-Jensen op til et enkelt spørgsmål.

Nu går jeg ud fra, at du har hørt udtalelsen fra Inger Støjberg om at dræne sumpen?

- Det har jeg. Og jeg har også læst Ingers opdatering på Facebook fra i morges. Jeg er glad for, at hun har været ude og præcisere, hvad det var, hun mente, siger han.

Må hun godt bruge udtrykket at ”dræne sumpen” igen, Jakob Ellemann?

Det svarer Venstre-formanden ikke på, mens han går væk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Jacob Knudsen stopper i Odder

Annonce