Annonce
Odder

Støj og møg: Brian fra Assedrup er fanget af Letbanen

Brian Møbjerg foran sin "bedste" ven, Letbane-transformatoren. Foto: Michael Hjorth Jensen

Den skulle være lydløs, letbane-transformatoren i Brian Møbjergs forhave, men i et halvt år har en ventilator generet ham, selvom der slet ikke kører nogle tog på strækningen endnu.

Assedrup: De har ikke set skyggen af et letbane-tog i Assedrup endnu, men alligevel har støjgener fra en ventilator i transformatoren foran Brian Møbjergs hus på Assedrupvej kørt 24 timer i døgnet igennem et halvt år.

Om sommeren er det værst, når solen står på, og der er vindstille. Faktisk er det så slemt, at Brian Møbjerg ikke orker at sidde på den lille terrasse, hvor han ellers har brugt mange timer gennem en halv menneskealder som bosiddende på adressen.

- Det undrer mig rigtig meget, at den skal larme i døgndrift. Især når vi ikke har set et tog hernede endnu. Vi blev lovet, at den var fuldstændig lydløs - som i fuldstændig lydløs. Vi fik at vide fra kommunens side, at når først den stod der, så var der ingen, der ville lægge mærke til den. Det er ikke helt vores oplevelse. Når solen skinner på den, og vi har en stille sommeraften, så larmer den så meget, at vi har vinduer og døre lukket ind til huset, fordi det ellers ikke er til at holde ud, forklarer den 55-årige kørelærer.

Annonce

Byen er glad for toget, det skal aldrig nogensinde lyde anderledes. Vi savner det jo. Det er ikke toget, vi er trætte af.

Brian Møbjerg, Assedrup.
Der er ikke langt fra Brian Møbjergs hus i baggrunden op til transformatoren, der både visuelt og lydmæssigt generer beboerne på Assedrupvej. Foto: Michael Hjorth Jensen

Kom og kig

Letbanen får, som det også var tilfældet med toget før i tiden, stop ved stationen omkring 100 meter fra Brian Møbjergs grund, og han understreger, at han er mere end tilfreds med, at det stadig er tilfældet. Indbyggerne har nemlig kæmpet hårdt for at bevare stationen i Assedrup i det hele taget.

- Vi er glade for toget. Da det sidste tog kørte herude, stod byen på perronen med levende lys og flag og sagde farvel til toget og havde gravøl med. Lokoføreren sad og fældede en lille tåre. Det var eneste sted på strækningen, hvor hele byen var ude at sige farvel. Det er ikke toget, vi er trætte af, siger Brian Møbjerg i stedet med henvisning til den næsten fire meter høje transformator, der er banket op foran hans hus.

Et hus, han i dag har mest lyst til at forlade, hvis det ellers kunne hænge sammen for ham og hustruen.

- Vi er godt klar over, at vores hus er brugt og billigt og så videre, men vi havde det gode sted herude. Det har vi så heller ikke mere nu. Nu har vi bare stedet at bo. Og vi er egentlig trætte af at bo her, men vi har ikke nogen muligheder. Havde jeg været timelønsmodtager et eller andet sted, så havde vi smidt nøglerne og var gået. Men problemet er, hvis jeg gør det, så ryger min bil og mit firma. Vi er fuldstændig fanget her, der er ikke noget at gøre, siger Brian Møbjerg, som samtidig sender en åben invitation ud til både borgmester Uffe Jensen (V) og letbanedirektøren Claus Rehfeld Moshøj.

- Jeg synes, det ville klæde borgmesteren og letbanedirektøren at stå herude og sige, at den transformator, den er der ikke nogen, der lægger mærke til, og den støjer slet ikke, og at vores hus stiger i pris, som vi også har fået at vide. Jeg ved, at kommuner og kommunalt ansatte, byråd og så videre tager ud i verden og i andre kommuner for at se, hvordan ting bliver gjort. Nu synes jeg faktisk, Odder Kommune skulle tage at se, hvordan det er gjort her i byen. Jeg skal nok give kaffe og vand. De skal være så velkommen til at stå herude og sige, at det er et okay byggeri, lyder det fra Brian Møbjerg.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Sandwiches går som varmt brød i ny bar

Annonce