Annonce
Debat

Sprut bag rattet. Flere alkolåse er vejen frem

Jørn Dohrmann

Spritkørsel: Det Europæiske Transport Sikkerhedsråd, ETSC, er netop kommet med en rapport om, hvordan vi får bragt spiritusrelaterede dødsulykker på landevejene ned. Ikke overraskende er et af midlerne, der bliver anbefalet, at indføre alkolåse i erhvervsbiler over hele Europa.

Tilbage i 2015 holdt jeg i Europa-Parlamentet en konference om netop dette emne, hvor eksperter fra USA og Europa deltog. Konklusionen dengang var den samme som ETSC er kommet frem til - udvid brugen af alkolåse - og EU's transportkommissær Violetta Bulc roste da også initiativet med konferencen efterfølgende.

Jeg kan derfor næsten ikke få armene ned efter, at anstrengelserne og kampen for alkohollåse ser ud til at bære frugt. Vi taler nemlig om ikke færre end 5000 dødsfald på de europæiske landeveje, der på den ene eller anden måde er relateret til sprit i blodet. Det skal stoppes, for hvem husker ikke politirazziaerne, hvor udenlandske chauffører var spritstive og ude af stand til at føre et køretøj. Med en tonstung lastbil kan den slags ende i den rene katastrofe.

Men alkohollåse er også gavnlige i forbindelse med rehabiliteringen af de privatpersoner, der i påvirket tilstand er braget ind i mennesker og har frataget ofrene og pårørende det dyrebareste, man har - selve livet. Alkollåse kan være det, der betyder, at føreren fremover kører uden alkohol i blodet.

Derfor vil jeg i Europa-Parlamentet fortsat kæmpe for udvidet brug af alkolåse. Det er en lang kamp. På mange måder minder parlamentet om en supertanker - det tager tid at vende den. Man skal blive ved i årevis, men så lykkes det også nogle gange.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Sølunds sansehus forfalder: Vi kan simpelthen ikke være dette bekendt

Læserbrev: Da jeg som socialudvalgsformand i 2012 viste dronning Margrethe rundt i Sølunds sansehus, var jeg meget stolt over at kunne vise dronningen Sølunds guldhorn (navnet kommer af, at huset form er som et guldhorn) I dette hus kunne Sølunds beboere, som har betalt huset, få en oplevelse, hvor sanserne kom i brug. En døvstum beboer kunne liggende i en vandseng opleve rytmen i kroppen via vandsengen. Et andet rum kunne via mange skærme vise oplevelsen, når man sejlede på Gudenåen og Ry-/Silkeborg-søerne. Det rum kunne via kontakter omdannes til et kirkerum, og der kunne afholdes gudstjeneste. Kirkerummet blev i øvrigt indviet af daværende biskop Kjeld Holm. Lige udenfor sansehuset var der en mindemur, hvor beboerne kunne sætte lys, når sorgen over en afdød ven eller et familiemedlem skulle bearbejdes. Husets sansehave blev til virkelighed ved, at Hedeselskabet og fhv. borgmester Aleksander Aagaard donerede et anseeligt beløb. Alt sammen noget, Sølund og Skanderborg Kommune med rette kunne være stolte over at kunne tilbyde Sølunds beboere. Beboere, for hvem det ellers kunne være sparsomt med oplevelser. Og da jeg forleden gik tur i området og lagde ruten forbi Sansehuset, var der at se kun minderne tilbage. Jeg fik det rigtigt dårligt. Huset ser forladt ud. Haven er groet sammen. Mindemuren ligner ikke en mur, der er værd at mindes. Murstykker er faldet ned, så vand og dermed frost rigtig kan få fat. Da den nye børnehave med adresse på Sølund skulle vedtages, bragte jeg sansehsuet i forslag, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, og det var endda før, at "kloge kvadratmeter" havde fundet sit indtog i Skanderborg Kommunes ordbog. Jeg ved godt, at der er mange gode undskyldninger for, hvorfor man ikke lige kan gøre dette og hint, men alligevel kan vi simpelthen ikke være dette bekendt. Dette er værdier, bygget omkring 2010, som blot får lov at forfalde. Vi bruger masser af penge på at bygge masser af mursten, mens andet forfalder. Kan det virkeligt være rigtigt, kære borgmester og byråd?

Annonce