Annonce
AC Horsens

Sprinteren Borring er irriteret over lårskade

Jonas Borring er tvivlsom til mødet med AaB på mandag. Kantspilleren har problemer med venstre baglår. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kantspilleren kan ikke sprinte igennem, uden det gør ondt.

Horsens: Det går fremad, men jeg ved ikke, hvornår jeg er klar til at spille. Vi prøvede sidste torsdag forud for kampen mod FC Midtjylland, men det forværrede kun tingene.

AC Horsens' Jonas Borring tripper for at komme til at spille og for at komme til at hjælpe holdkammeraterne, men indtil videre må han væbne sig med tålmodighed.

Han blev skadet i kampen mod Randers, da han fik et knæ ind i venstre baglår. Han har siden prøvet til i kampene mod Sønderjyske og Hobro, men er blevet skiftet ud i anden halvleg.

- Musklen kramper sammen. Det kommer, når jeg sprinter, og det er ikke optimalt, siger Jonas Borring med henvisning til, at han som kantspiller lever af farten og de mange sprint mod modstandernes mål eller baglinje.

Det så ellers lovende ud i første halvleg af kampen mod Hobro, hvor han var AC Horsens' bedste.

- Det er mega surt at sidde uden for lige nu. Jeg følte netop, at det gik godt mod Hobro, og at jeg var på vej mod at få en god start på sæsonen. Mit forår var præget af nogle private omstændigheder med min far, så her i efteråret skulle det være helt anderledes, og så er det altså surt at være ude, fordi jeg blev ramt af et knæ på baglåret, siger Jonas Borring.

AC Horsens kan til gengæld glæde sig over, at det omsider lysner for Lasse Kryger. Han er begyndt at træne med igen, og det samme gælder Frederik Mortensen, der har været ude i en måned på grund af kyssesyge.

Thomas Kortegaard, der har stået over de to seneste kampe, ligner også en spiller, der er ved at være oppe i omdrejninger igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce