Annonce
Horsens

Springer 32 pladser på to år: Horsens henter bedste placering i syv år på prestigefyldt rangliste

Peter Sørensen (til venstre), som her ses sammen med Reitan-direktør Henrik Burkal, vurderer, at kommunens tiltrækning af virksomheder og borgere, fokus på uddannelse og investeringer i infrastruktur er medvirkende årsager til kommunens fremgang i Dansk Industris analyse af erhvervsklimaer. Arkivfoto: Morten Pape
Horsens Kommune tilbyder det 15. bedste erhvervsklima i Danmark, viser en dugfrisk analyse fra Dansk Industri.
Annonce

Horsens: På to år har Horsens Kommune taget et markant spring, når det kommer til at tilbyde gode vilkår for erhvervslivet.

Det viser Dansk Industris dugfriske analyse "Lokalt Erhvervsklima", der rangerer 93 danske kommuner efter deres erhvervsklima.

Her henter Horsens Kommune i år en placering som nr. 15. Det er 10 pladser bedre i 2019 og 32 pladser bedre end i 2018, hvor Horsens indtog en 47. plads.

Placeringen er samtidig den bedste siden 2013, hvor Horsens lå nummer 13.

- Det tegner godt for fremtiden for Horsens Kommune, at man har flyttet sig tilbage til det niveau, man var på for syv-otte år siden, siger Johannes Saugbjerg, formand for Dansk Industri Horsens, der selv står i spidsen for en Horsens-virksomhed i form af armaturproducenten Vola.

- Udviklingen er begrundet i et bredt samarbejde mellem kommunen og erhvervsorganisationerne. Samtidig er det min opfattelse, at kommunen har øget sin opmærksomhed mod erhvervslivet i både byrådet og administrationen, siger han.

Annonce

Står stærkt på image og uddanelse

Bag analysen ligger et stort statistisk grundlag samt vurderinger fra 96 virksomheder med base i Horsens Kommune.

Disse har givet kommunen point på parametre inden for ni kategorier samt en overordnet vurdering af kommunens rammevilkår.

I forhold til sidstnævnte har Horsens Kommune den 14. højeste scorer blandt de 93 kommuner. Det er 13 placeringer bedre end i 2019.

Generel tilfredshed og ni kategorier

  • De 96 virksomheder, der har svaret på spørgsmål, har blandt andet givet en overordnet vurdering af, hvor tilfredse de er med Horsens Kommunes generelle indsats for erhvervslivet. Her er Horsens hoppet fra sidste års placering som nummer 27 til i år at være nummer 14.
  • Den overordnede vurdering tæller en tredjedel i den samlede analyse. To tredjedele er baseret på placeringen inden for ni kategorier, hvor scoren taget afsæt i statistiske data og svar fra virksomheder.
  • Her følger Horsens Kommune placering i de ni kategorier. Sidste års placering er i parantes:
  1. Infrastruktur og transport: 19 (53)
  2. Arbejdskraft: 21 (44)
  3. Uddannelse: 16 (13)
  4. Kommunal sagsbehandling: 49 (47)
  5. Skatter, afgifter og gebyrer: 31 (45)
  6. Fysiske rammer: 20 (45)
  7. Brug af private leverandører: 63 (60)
  8. Kommunens image: 10 (5)
  9. Information og dialog med kommunen: 41 (38)

I forhold til de ni kategorier scorer Horsens Kommune særligt højt i forhold til "kommunens image" og "uddannelse", hvor kommunens indsats rækker til henholdsvis en 10. plads og en 16. plads. Ikke desto mindre er kommunen i begge kategorier gået en smule tilbage i forhold til i 2019.

Også i forhold til "infrastruktur og transport", "fysiske rammer" og "arbejdskraft" ligger Horsens Kommune blandt den bedste fjerdedel.

Særligt på spørgsmålene om kommunens indsats for at fastholde og tiltrække nye virksomheder og borgere til kommunen scorer Horsens højt. Her henter kommunen en 3. plads i forhold til virksomheder og en 1. plads i forhold til borgere.


Vi er i en erhvervsmæssig meget positiv udvikling, og det er jeg glad for, at man kvitterer for i denne måling.

Peter Sørensen, borgmester


Til gengæld ser det mindre positivt ud, når det kommer til "brug af private leverandører", som blandt andet handler om kommunens vaner med at sende kommunale opgaver i udbud. Her henter Horsens en 63. plads, som er tre pladser dårligere end i 2019.

Også i forhold til "kommunal sagsbehandling" er der noget at arbejde med. Her scorer kommunen en 49. plads i mod en 47. plads i 2019.

Annonce

Stadig meget at arbejde med

Hos Horsens Kommune glæder borgmester Peter Sørensen (S) sig over den samlede fremgang, som han tolker som et skulderklap til de folk i Business Horsens, DI Horsens og på rådhuset, som arbejder med kommunens erhvervsvenlighed.

- Vi er i en erhvervsmæssig meget positiv udvikling, og det er jeg glad for, at man kvitterer for i denne måling, siger Peter Sørensen.

Han peger selv på kommunens tiltrækning af virksomheder og borgere, kommunens fokus på uddannelse samt de kommunale investeringer i infrastruktur som årsager til fremgangen.

Et af de områder, hvor Horsens Kommune i høj grad har rykket sig, er i forhold til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Her lå kommunen nr. 55 i 2018, mens den i år ligger nummer otte.

- Hen over 10 år er der flyttet omkring 11.000 mennesker hertil, fortrinsvis i den arbejdsdygtige alder. Det at folk flytter hertil, giver virksomhederne mulighed for at hyre arbejdskraft i en tid, hvor arbejdskraft er en mangelvare. Så jeg er ikke overrasket over, at vi vægtes som nr. 8, siger Peter Sørensen.

Horsens' placering gennem årene

Årets placering som nr. 15 i Dansk Industris erhvervsklima-analyse er den bedste, Horsens Kommune har opnået i flere år. Men det er ikke den bedste nogensinde. Her er kommunens placeringer siden 2010:

  • 2010: 21
  • 2011: 19
  • 2012: 13
  • 2013: 13
  • 2014: 20
  • 2015: 30
  • 2016: 23
  • 2017: 29
  • 2018: 47
  • 2019: 25
  • 2020: 15

Han er dog ikke blind for, at der er også områder, hvor kommunen kan forbedre sig.

- Der er nogle ting i forhold til sagsbehandlingstider, men vi har sat penge af i budgettet til at kunne håndtere den store tilgang, vi har i sagsbehandlingen. Det skal vi finde løsninger på, og det vil vi gøre sammen med DI's bestyrelse, siger Peter Sørensen, som er klar til at tage arbejdshandskerne på.

- Der er meget, vi stadig kan arbejde med, konstaterer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Horsens

Forældre opfordres til at holde små børn hjemme: Otte ud af 10 børn møder op i vuggestuer og børnehaver i Horsens Kommune

Horsens

SF'er til minister: Hvordan vil du sikre, at loven står over økonomiske hensyn i børnesager?

Annonce