Annonce
Brædstrup

Spring badeturen i Blidsø over, den er ramt af blågrønne alger

Blidsø ved Sdr. Vissing ser idyllisk ud, men i øjeblikket er det ikke nogen god idé at tage en dukkert i vandet. Foto: Peter Hald
Sæsonen for blågrønne alger er i gang, derfor skal man kigge sig for, før man hopper i en sø.
Annonce

Sdr. Vissing: Der er konstateret så mange blågrønne alger i Blidsø nord for Sønder Vissing, at Horsens Kommune fraråder badning i søen.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi tager regelmæssigt vandprøver for at kontrollere kvaliteten af badevandet, og i den forbindelse kigger vi også på, om der er alger i vandet. Det er tilfældet lige nu i Blidsø. Derfor fraråder vi folk og hunde at bade der, forklarer Kirsten Linå Jensen, ingeniør i Natur og Miljø i Horsens Kommune.

Nogle gange er de blågrønne alger meget tydelige som på billedet, hvor de danner plamager på vandets overflade. Foto: Horsens Kommune

Blågrønne alger kan være så små, at de er svære at se. Hvis der er mange, bliver det dog tydeligt, fordi algerne farver vandet, danner plamager på overfladen eller fnug i vandet. I de tilfælde skal man være opmærksom og undgå at bade i vandet.

- Generelt skal man altid kigge på det vand, man vil bade i og se, om det er klart. Et gammelt baderåd lyder, at man aldrig skal gå i vandet, hvis man ikke kan se sine tæer, og det er altid godt at rette sig efter, siger Kirsten Linå Jensen.

Annonce

Kan opstå andre steder

De blågrønne alge danner giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Det er dog ifølge pressemeddelelsen yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker. Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.

De blågrønne alger ses oftere i søer, fordi vandet her indeholder mere næring. Algerne kommer oftest i perioden fra juni til oktober.

Der er nu indført badeforbud ved Blidsø ved Sdr. Vissing. Foto: Peter Hald

Horsens Kommune laver i løbet af sommeren løbende kontroller af badevandet i kommunen.

- Da vi har set blågrønne alger i én sø, kan vi ikke udelukke, at de også opstår andre steder, og det vil vi selvfølgelig følge i vores kontroller. Folk er også altid velkomne til at kontakte os, hvis de ser alger eller forurening i badevandet, lyder det fra Kirsten Linå Jensen.

Kommunen opfordrer folk til at følge skiltningen.

- Selvom man ikke kan se algerne, kan de stadig godt være der i en mængde, så vi stadig fraråder badning. Vi fjerner skiltene, når kvaliteten af vandet igen er tilfredsstillende, siger Kirsten Linå Jensen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce