Annonce
Horsens

Spreder glæde hos beboerne på plejehjem med blomster

Mette Lorentzen fra det lokale firma Byblomst.dk giver en primula til alle beboere på plejehjemmene i Horsens Kommune. Onsdag gjaldt det Præsthøjgården, men uddelingen fortsætter resten af ugen. Foto: Søren E. Alwan
I disse dage har Mette Lorentzen fra byblomst.dk travlt med at sprede glæde til beboerne på byens plejehjem, som hver får en gul primula til deres lejlighed. Og hun er ikke ene om at bidrage medd gode oplevelser for beboerne.

Horsens: Der blev slæbt bakker med gule primula indenfor på plejehjemmet Præsthøjgården, da Mette Lorentzen fra det lokale firma byblomst.dk onsdag gjorde stop ved det første af kommunens plejehjem, som alle får besøg af hende.

- Vi arbejder med at skabe liv og glæde i byen, og vi ved, at farver og former gør godt for os, forklarede hun.

Så midt i en mærkelig tid, hvor det også er alt for stille i firmaet, der har to år på bagen, spekulerede hun på, hvor hun kunne gøre noget godt. Og med et væksthus fyldt med smukke primula, en vare, der ikke holder evigt, fik hun en ide, som kunne skabe glæde for mange - inklusive hende selv. Hun ville dele blomsterne ud til beboerne på kommunens plejehjem, som i denne tid har forbud mod at få besøg for at mindske risikoen for at blive smittet med covid-19.

Den gave faldt i god jord hos tre daglige ledere, som kaldte det en skøn måde at sprede glæde på hos beboerne.

- De nyder det, lægger mærke til det, og blomsterne bliver nusset om og flyttet rundt med, lød det med et smil fra Bente Falkenberg Juul, daglig leder på Slotsgården, som er for borgere med demens.

Annonce
De daglige ledere på plejehjemmene har mange nye opgaver i denne tid. Her er de med til at bære fine gule primulaer ind på Præsthøjgården. Forrest ses Bente Falkenberg Juul, daglig leder på Slotsgården, og bag hende kommer Connie Bang Nielsen, daglig leder på Præsthøjgården, afdeling F parterre, med flere, gule humørspredere. Foto: Søren E. Alwan

Musikere gav koncert

Faktisk har Præsthøjgården haft en række gode oplevelser med en omverden, der byder sig til i denne tid.

- Orkidé-Knud kom med orkideer til vores beboere, Heart & Soul kom med påskeæg, og i går kom der fire musikere og stillede sig op uden for vinduerne og spillede. Den ene musiker er barnebarn til en af beboerne, som sad i overtøjet inde bag de åbne vinduer og nød musikken. Nogle gyngede med, andre sang med på sangene, som var sange, mange kendte, fortæller Heidi Bie Mortensen, daglig leder af afdeling F, stuen.

En beboer havde fødselsdag - og så blev der selvfølgelig også spillet fødselsdagssang.

- Vi bliver alle så glade, når der bliver tænkt på vores beboere, sagde Connie Bang Nielsen, daglig leder af afdeling F, parterre, hvor medarbejderne også hjælper beboere med at holde kontakten til deres pårørende via Facetime eller Skype på iPads, hvis de har mod på det.

Fællesskaber på afstand

I Slotsgården, som er et særligt afsnit for demente, fortæller Bente Falkenberg Juul om den ændrede hverdag uden besøg. En mere stille hverdag, hvor den fysiske kontakt med beboerne er mindsket - men ikke væk.

- Vi bruger mange afledningsmanøvrer. Kommer en beboer med armene frem for at give et knus, kan vi for eksempel tage en dans i stedet, hvor vi har kontakt med øjnene i stedet for med hænderne. Borgere med demens kommunikerer meget med kroppen, det kan vi lære endnu mere af, og man taler også meget med øjnene. Aldrig har jeg tænkt så meget på, hvad kropssprog betyder, som nu, siger Bente Falkenberg Juul.

Hun mærker ikke direkte, at Slotsgårdens beboere savner besøgene af deres pårørende. Til gengæld er der pårørende, som frygter, at deres kære ikke kan genkende dem, når de får lov at komme på besøg igen.

- Så vi bruger ekstra meget tid på at snakke med beboerne om deres pårørende. Ser billeder af dem. Fortæller gode historier om dem.

Og så handler det om at skabe gode øjeblikke med duften af bagværk og mad, med sang, spil og hygge - og i dag også med en blomst. Det handler om at skabe fællesskaber på afstand.

De gule primula lyser op i en lidt trist tid for plejehjemsbeboerne, som i denne tid ikke må få besøg. Foto: Søren E. Alwan
Mette Lorentzen fra det lokale firma Byblomst.dk giver en primula til alle beboere på plejehjemmene i Horsens Kommune. Onsdag gjaldt det Præsthøjgården, men uddelingen fortsætter resten af ugen. Foto: Søren E. Alwan
Mette Lorentzen giver en glad, gul gave til alle plejehjemsbeboere. Her med hjælp fra daglige plejehjemsledere på Præsthøjgården Connie Bang Nielsen og Heidi Bie Mortensen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce