Annonce
Horsens

Spraglet total-teater haves - middelalder-modige voksne søges

Komediehusets skuespillere er flittige til at fylde både scener og gader i Horsens med teater, og middelalderfestivalen i år bliver ingen undtagelse, når det lokale teaterhus tropper op med forestillingen "Liv og død bag portene". På billedet er vi tilbage ved 2016-festivalen, da Komediehuset genopførte en middelalder-begravelse. "Nonne" og instruktør Sabrina Koch gik forrest, og hun glæder sig også til at arbejde med holdet i år. Arkivfoto: Hanne Nielsen
Komediehuset er så godt som klar til at lave gøgl og scene-spetakel på Horsens Middelalderfestival i august. Er din fødselsdato i orden, kan du være med.

Horsens: Kan du mønstre en fødselsattest af moden dato, og har du mod på at at kaste dig ud i en omgang spraglet, larmende totalteater, er du en mangelvare i det horsensianske teatermiljø lige nu.

Komediehuset, der er blandt de faste indslag på den store Horsens Middelalderfestival i august, er allerede langt med årets forestilling "Liv og død bag portene", der skal føre publikum tilbage i tiden via grin og gru.

Kunstnerisk leder Thomas Nielsen og instruktør Sabrina Koch mangler imidlertid deltagere med livserfaring, fortæller de.

- Vi har allerede et stærkt hold af både erfarne skuespillere og debutanter, men vi vil gerne have flere voksne deltagere, så roller, der kræver en voksen, kan besættes, og vi får en dejlig blandet trup, siger Thomas Nielsen.

Alle kan være med, uddyber han.

- Vores filosofi er, at alle kan spille teater, så alt, det kræver, er gåpåmod og lysten til at arbejde med teater.

Annonce

Sådan kommer du med i "Liv og død bag portene"

  • Komediehuset har i flere år leveret shows til Horsens Middelalderfestival og er blevet et fast indslag i underholdningsprogrammet på den store festival, som i år finder sted den 23.-24. august.
  • Komediehuset søger voksne deltagere til årets forestilling "Liv og død bag portene". Det er gratis at deltage, og på teaterhusets hjemmeside kan man læse mere om forestillingen og se prøveplaner.
  • Tilmelding kan ske pr. mail til komediehuset@horsens.dk.
  • Tilmeldingsfrist den 5. juli.

Kilde: Komediehuset

En kæmpescene med 60.000 publikummer

Komediehuset, der kan lokke med gratis deltagelse, uddyber i en pressemeddelelse, at det efterhånden er blevet et adelsmærke for teatret at levere "stort, støjende og underholdende teater på meget kort tid". Også når det gælder Horsens Middelalderfestival, som i år finder sted i dagene 23.-24. august.

"På kun seks dage i løbet af august bliver forestillingen klar til premiere. Skuespillerne får travlt, men instruktørernes erfaring med denne turboform siger, at det hurtigt ryster holdet sammen."

- Det spændende ved sådanne projekter er også, at vi får nogle helt nye legekammerater. Ofte har de et skjult talent, som vi kan benytte os af i forestillingen. Det har vi god erfaring med, forklarer Sabrina Koch.

Man skal dog ikke lide af publikums-fobi, hvis man vælger at stille op i "Liv og død bag portene".

Horsens Middelalderfestival kan betragtes som en af landets helt store scener i de dage, festivalen finder sted; sidste år deltog flere end 60.000 publikummer, og de kunne opleve alt fra ridderkampe over aktive markedsfolk og gøglere til teater-indslag som Komediehusets. Publikumstallet ventes ikke at blive mindre i år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Seks Horsens-boksere i finalen ved JM

Leder

Leder: Tag debatten - den er gratis

Er der noget, der kan sætte sindene i kog i Horsens, er det byens udseende. Seneste eksempel er viceborgmester Martin Ravns læserbrev om, at Lilli Gyldenkildes Torv efter hans mening kan blive den næste ghetto i Horsens. Efterfulgt af et læserbrev af Sisse Landert, som græmmes over sin bys udseende. Efterfulgt af to læserbreve fra Andreas Boesen og Susan Gyldenkilde, som forsvarer byggeriet. I avisen og på hsfo.dk har vi gennem flere år dækket både planer, spadestik, beslutninger og kritik tæt og grundigt. Emnet optager vores læsere helt enormt. Det kan vi se både på hsfo.dk og i de kommentarer, vi får til artiklerne via Facebook. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at afdække udviklingen og på fair og ordentlig vis bringe de forskellige synspunkter videre. Nogle af artiklerne bringer vi gratis på hsfo.dk, mens andre kræver, at man har betalt abonnement. Det får vi jævnligt kritik for af læsere, som mener, at når det er en artikel, der interesserer mange, bør den være gratis. Jeg medgiver, at vi selv har et medansvar for den manglende forståelse, fordi medierne i en periode forærede alt indhold væk på digitale platforme. Men i takt med fyringer af journalister og fotografer verden over er der ved at komme en forståelse for, at ordentlig journalistik koster penge at lave og er en vare, der skal betales for. I debatten om byens udseende tog kritikken en ny drejning, da byrådsmedlem Jakob Bille skrev følgende i en kommentar på Facebook: "Folkebladet kunne nu godt have gjort denne artikel tilgængelig for alle. De har jo valgt at gøre alle de kritiske indlæg tilgængelige for alle." Bare så der ikke er nogen tvivl: Læserbreve er altid gratis indhold på hsfo.dk. Uanset om de er for eller imod, hvad et byråd har besluttet. Fælles for det indhold, det kræver et digitalt abonnement at få adgang til, er derimod, at det er unik og selvstændig journalistik. Tendensen på vores og de fleste andre medier er, at flere og flere artikler bliver låst. På hsfo.dk har vi også det princip, at den daglige leder, som du læser her, er betalt indhold - bare ikke lige i dag, hvor alle kan læse med.

Annonce