Annonce
Horsens

Vi har travlt i haverne - men ikke med giftsprøjten

Brian Ahler har i sine 12 år i plantecenter-branchen set, hvordan skrappere miljøkrav og en øget bevidsthed om brugen af sprøjtegifte har ændret vores forbrug af pesticider og andre harske sager i vores haver. Foto: Søren Gylling
Stikprøve på en travl langfredag morgen i Plantorama: De harske ukrudtsmidler fordufter stille og roligt fra vores haver.

Horsens: Harske sprøjtemidler er ved at fordufte fra horsensianernes haver, mens knofedt og bedre viden om planterne vinder frem.

Det indtryk forplanter sig hurtigt, hvis man besøger et af lokalområdets største plantecentre Plantorama, som i disse dage er valfartssted for folk med grønne fingre.

Påsken er ikke kun en religiøs højtid, men i høj grad også højtid i havedanmark. Planter skal plantes, græsser gødes, og krukker fyldes. Sådan er traditionen. Men én tradition, der er ved at visne, er vores brug af sprøjtemidler, forklarer Plantoramas centerchef Brian Ahler midt i en af årets mest travle tider i centret.

- I de seneste fire-fem år er lovgivningen om sprøjtegifte strammet, og det har betydet, at mange af de licenser, der før gav firmaer lov til f.eks. at producere og sælge pesticider som koncentrat, er udløbet. Man kan simpelthen ikke få koncentraterne længere, forklarer centrechefen og uddyber, at man i dag enten forsøger at gøde sig ud af problemer med mælkebøtter, kløver og andre drilske vækster i plænerne. Eller bruger forblandede sprøjtemidler, der forhindrer forkert dosering.

Tre gode råd mod ukrudt

Centerchef Brian Ahler fra Plantorama i Horsens har 12 år i plantecenterbranchen bag sig.

Her giver han tre råd, der kan spare dig for ukrudt i haven, uden at du skal bruge pesticider eller anden kemi.

- Gød dig ud af problemer med ukrudt i din græsplæne og brug organisk gødning. En stærk græsplæne vil forhindre ukrudtet i at etablere sig.

- Lav mindre bede og plant planterne lidt tættere. Tilføj eventuelt et levende bunddække, som kan holde ukrudtet nede.

- Brug skuffejernet inden det er for sent. Hvis man løsner jorden med sit skuffejern, allerede før ukrudtet begynder at etablere sig, vil det have dårligere vækstmuligheder, og du vil lettere kunne bruge skuffejernet til at fjerne væksterne i løbet af sæsonen.

At der stadig er brug for en indsats, mener man dog bl.a. i Miljø- og Fødevareministeriet, der netop har lanceret en ny kampagne kaldet ”Sammen gør vi haven grøn”. Målene er at gøre haveejerne bevidste om deres ansvar for udledning af kemi i jord og grundvand og at luge ud i den opfattelse, at landbruget er eneste pesticidsynder.

- Jeg vil godt give miljøministeriet ret i, at der er brug for at sætte fokus på haveejerne. F.eks. hvad angår gødning af græs. Nogle gange ved folk f.eks. ikke helt, hvor mange kvadratmeter de har, og så gætter de – ”jeg har nok 200 kvadratmeter... Eller er det 300? Nej, jeg må have 500 kvm græs.”, nævner Brian Ahler som eksempel på en situation, der kan ende med overdreven brug af kemi, når vi gøder vores plæner.

- En landmand ved jo præcis, hvor mange hektar han har, og hvad han kan gøde med, mens vi andre ikke altid har helt styr på doseringen. Jeg vil ikke generalisere, men jeg tør godt sige det, for jeg kender situationen fra mig selv, så jeg synes, det er fair nok med fokus på haveejerne. Vi skal alle bidrage til et godt miljø – både private og landbruget, mener Brian Ahler.

 

Langfredag var der kunder i Plantorama på Vegavej fra dørene gik op kl. 9. Horsensianere med grønne fingre stod på spring for at proviantere til krukker og bede. Foto: Søren Gylling

Mange bække små

Langfredag morgen er der kunder i hans butik, fra dørene går op. I de kommende seks-otte uger er Brian Ahlers håb at høste op mod 45 procent af årets samlede omsætning.

Kunderne provianterer flittigt. Frø, planter og gødning lander i de store indkøbsvogne, og alle, som Horsens Folkeblad taler med, er enige med centerchefen: Der er blevet skruet ned for pesticidforbruget, og adskillige har helt droppet at bruge kemikalier i deres grønne oaser. Også selv om mængden af gift i de forblandede miksturer, man i dag kan købe i forretningerne, ifølge Brian Ahler er på et lavt niveau.

At der stadig kan være brug for en kemisk hjælpende hånd, lægger Mitte Sarto dog ikke skjul på.

Hun er på forårsindkøb med sin familie, og i hjemmet i Horsens forsøger hun at begrænse brugen af kemi, men en omgang tagrens kan være nødvendig med mellemrum, og når det grønne truer med at overtage flisegangene, er fliserens et godt våben.

- Jeg synes, det er rigtigt at sætte fokus på haveejernes brug af sprøjtegift. Det er mange bække små, og hvis vi alle går og overgøder og sprøjter, har det naturligvis en stor indvirkning, siger hun og uddyber, at hun samtidig har et både-og-syn på den hjælp, som kemien også er.

- Medmindre man er villig til kun at bruge knofedt og leve med, at fliserne ser grønne ud, tror jeg, det er svært helt at undgå sprøjtemidler med de standarder, vi har for, hvordan vi vil have, at vores udenomsarealer skal se ud. Ikke mindst hvis man holder det sammen med, hvor meget tid man har, når man også skal passe familie og arbejde, siger hun.

Foråret gjorde for alvor sit indtog i påsken. Nu skal der plantes og sås i drivhuse og haver, og det betyder stor travlhed i plantecentre som Plantorama i Horsens. Her forventer centerchef Brian Ahler at hente op mod 45 procent af årets omsætning i løbet af de næste seks-otte uger. Foto: Søren Gylling

Ned på knæ og så i gang

Om sprøjtemidlerne, som vi kender dem i dag, om få år helt vil være fortid, tør Brian Ahler ikke gætte på.

- Jeg synes, det er svært at spå om, for jeg ved ikke, hvor meget mere reglerne for brugen af midlerne bliver skærpet. Men jeg vil sige, at hvis vores børn og børnebørn skal have lov til at leve her, skal vi da gøre noget.

Bruger du aldrig selv et pift på ukrudtet derhjemme?

- Jo, men jeg har også respekt for den opblanding, midlerne kan købes i i dag. Og det er ikke meget, jeg bruger – det er mest bare om at komme ned på knæ og så gå i gang, siger Plantorama-centerchefen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce