Annonce
Odder

Spot On-dag på Odder Gymnasium: Grisehjerner gik på omgang

Klamt, men ok for den gode sags tjeneste, mente vennerne Mikkel Rosendal (t.v.) og Sander Skovhus, da der blev sendt en grisehjerne rundt. Foto: Morten Pape
Arrangørerne brugte grisehjerner som illustration, da 300 elever skulle lære, hvordan deres egen hjerne reagerer på rusmidler og alkohol.

Odder: Der blev kigget på nyslagtede hjerner, snakket om rusmidler og meget andet, da den årlige Spot On-dag onsdag blev holdt på Odder Gymnasium. Men det var også plads til at fortælle de unge om, at de dybest set er gode nok.

Det sidste klarede foredragsholderen Patrick Larsen, der fra morgenstunden og på humoristisk vis holdt de 300 elever fanget med gode råd om, hvordan man som ung undgår at lade sin hjerne spænde ben for sig selv og til, hvordan man kan styrke sine gode vaner. For som han så klogt sagde: I skal også bruge tid på at vide, at I er gode nok.

- Jeg er vild med Patrick Larsen, fordi han er vis, og fordi han er så god til at fastholde eleverne. Og som en efterhånden gammel rotte på stedet ved jeg, at de lytter i dag. Alene af den grund, at de ikke sidder og tjekker deres telefoner, sagde rektor Lars Bluhme, der for sjette gang lagde skole til den årlige Spot On-dag.

Annonce

Spot On i Odder

Temadagen Spot On er et samarbejde mellem FGU Sydøstjylland, Odder Kommune, EUX, Odder Gymnasium, Østjyllands Politi og Lions Club Odder.

Målet med dagen er at yde en fælles indsats for at skabe et godt ungdomsliv i Odder Kommune. Et liv, hvor selvværd og trivsel er i højsædet.

Grisehjerner

Det var andet år i træk, at Patrick Larsen indledte Spot On-dagen, der henvender sig til elever i 1.g, på EUX, FGU og i 10. klasse, og som de tidligere år blev de cirka 300 elever efter foredraget sendt ud i workshops for at blive lidt klogere på ungdomslivet i Odder.

Det blev de blandt andet ved at lytte til Line Andersen fra Odder Kommunes afdeling Forebyggelse & Rusmidler. Hun havde i dagens anledning taget en bunke grisehjerner med, og de blev sendt rundt blandt tilhørerne, mens hun fortalte om, hvor stor skade rusmidler og alkohol kan gøre på hjernen. Specielt når man er ung, og det besynderlige organ oppe i hovedet slet ikke er færdigudviklet. For ikke at tale om alle de dumme ting, man kan komme til at gøre, når man er påvirket.

- Jeg synes faktisk, at det er temmelig interessant, selv om det med grisehjernerne er lidt klamt. Vi unge ved jo godt, at alkohol kan være farligt, men det er altid godt at blive mindet om, hvad en dum alkoholkultur kan få af konsekvenser, sagde Sander Skovhus, der går i 1. g på Odder Gymansium.

Som noget nyt stillede Østjyllands Politi i år op med en mobil politistation i form af en kassevogn med alverdens udstyr i. De andre år har de to lokale betjente fra Odder Nærpoliti mest gået rundt blandt de unge.

- Vi ved endnu ikke, om de unge gider kigge ind i vores vogn. Men vi håber det, for jo mere vi kender til hinandens hverdag, desto bedre kan vi også forstå hinanden, sagde politiassistent Jan P. Jensen, da avisen var forbi midt på dagen.

Østjyllands Politi havde i dagens anledning taget en mobil politistation med til Odder Gymnasium. Foto: Morten Pape
Eleverne blev præsentere for friske grisehjerner, da de skulle høre om, hvordan hjernen reagerer, hvis man indtager rusmidler. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce