Annonce
Horsens

Spin eller en genial pakkeløsning?: Ringvej og naturplan blev blandet godt sammen i byrådssalen

Der skal nu laves en miljøkonsekvensvurdering, tidligere kaldet en vvm-undersøgelse, af skitseprojekt for en ringvej fra Bjerrevej til Ove Jensens Allé på Sydhavnen. Kort: Horsens Kommune
Der skal nu laves en miljøkonsekvensvurdering af ringvejen, og er den positiv, kan ringvejen vedtages endeligt. Naturplanen i det samme område blev også vedtaget, men det skabte debat, at borgmesteren har sagt, at naturplanen ikke kan realiseres uden vejen.

Horsens: Kombinationen af sort asfalt og natur er godt brændstof for en diskussion i Horsens Byråd.

Den sorte asfalt er i dette tilfælde skitseprojektet for den planlagte fem kilometer lange forlængelse af Ringvej Syd.

Et stort flertal i byrådet, alle partier minus Venstre, sagde på byrådsmødet mandag aften først god for skitseprojektet og god for, at der nu bliver lavet en såkaldt miljøkonsekvensvurdering, tidligere kaldet en vvm-redegørelse, på strækningen. Er vurderingen positiv, vil vejen kunne vedtages endeligt, og formentlig kunne tages i brug i 2023.

Det er en kendt sag, at Venstre er imod ringvejs-projektet, men partiets nej til at lave en miljøkonsekvensvurdering af ringvejen mandag aften blev taget ilde op af blandt andre Per S. Andersen (S), der mente, at Venstre havde stemt for netop det i budgetforliget sidste efterår.

- I springer i målet, konstaterede han, hvilket dog blev afvist af Venstres gruppeformand, Martin Ravn (V).

- Vi kunne godt have sagt ja, hvis der var lagt op til, at der kunne være andre mulige linjeføringer. Her er det et meget konkret projekt med den eksakte linjeføring, som vi er imod. Derfor stemmer vi nej, forklarede han.

Per S. Andersen fortsatte anklagerne blandt andet med henvisning til det seneste kommunalvalg, hvor et stort flertal af horsensianerne ifølge ham stemte for ringvejen.

- Kan du ikke have lidt respekt for, at der er nogle, der har en anden holdning end dig selv? Vi skal bruge rigtig mange penge på det her, og jeg er sikker på, at der stadig vil være kø på Bjerrevej, efter at vejen er lavet, konstaterede Martin Ravn.

Annonce
Kan du ikke have lidt respekt for, at der er nogle, der har en anden holdning end dig selv?

Martin Ravn (V), gruppeformand, til Per S. Andersen (S), byrådsmedlem

Alle stemte for naturplan

Umiddelbart derefter stemte alle partier for en helhedsplan for naturen i det samme område. En plan, som ifølge borgmester Peter Sørensen (S) ikke kan realiseres uden ringvejen, og det satte igen gang i debatten.

Liberal Alliances Jakob Bille (LA) kaldte det en "genial pakkeløsning" at kombinere ringvejen og natur-projektet. Helt andre toner lød der fra Venstre, der ikke vil have ringvejen, men gerne naturplanen. Det er helt uforståeligt, at de to ting skulle hænge sammen, lød det fra flere Venstre-folk.

- Det er godt spin, konstaterede Martin Ravn.

- Der er ikke noget spin her, replicerede borgmester Peter Sørensen (S) hurtigt og argumenterede blandt andet med, at kommunen har foretaget nogle jord-opkøb, der også vil hjælpe med at realisere naturplanen, og opkøbene er foretaget netop med henblik på at anlægge en vej.

Venstre talte varmt for elementerne i naturplanen og endte med at stemme for den. Planen er ikke finansieret, men forventningen hos borgmester Peter Sørensen (S) er, at fonde vil finde projektet interessant.

Også Enhedslisten skilte sig ud fra mængden i byrådssalen. Partiet stemte for, at der bliver lavet en miljøkonsekvensvurdering af ringvejs-projektet, men her stopper velviljen så også.

- Vi kommer til at stemme nej til vejen, men der sker ikke noget ved, at det nu bliver dokumenteret, hvor megen skade vejen vil gøre på naturen, sagde Lisbeth Torfing (EL) i byrådssalen.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce