Horsens: På lørdag er det slut. GameStop lukker ned for butikken i Horsens, og i skrivende stund er der store skilte med ophørsudsalg i vinduerne på adressen i Graven. Lukningen sker som et led i kædens farvel til Danmark, hvor butikkerne lukker en efter en i løbet af 2020.
Priserne er presset i bund for, at butikken kan komme af med så meget som muligt inden sidste åbningsdag - selv om overskydende varer kan sendes videre til de butikker, der først lukker senere.
Og selv om coronakrisen ikke har gjort det nemt at holde ophørsudsalg, har der stadig været mange kunder forbi.
- Det har taget fart den sidste uge, og torsdag er lønningsdag, så vi går ind i en weekend, hvor folk har penge på lommen. Og så kører vi samtidig med nogle store besparelser, der gør, at folk har købt i kasser af ting, hvor de normalt bare er inde for at købe en enkelt varer, siger butiksbestyrer Torben Schnoor.
Normalt er der mest pres på om eftermiddagen, men vi har kunnet mærke, at mange arbejder hjemmefra og kan komme på andre tidspunkter, ligesom at de ældre børn ikke har været i skole. De har savnet noget at lave, og så er de kommet herind for at kigge.
Torben Schnoor, bestyrer af GameStop-butikken i Horsens
Corona giver udfordringer
Hylderne er stadig fyldt med spil, figurer og samleobjekter, men det er også kun, fordi lageret er blevet tømt. Torben Schnoor vurderer, at butikken har 20 procent af sin varebeholdning tilbage.
Ophørsudsalget er dermed gået ganske glimrende, selv om flere har troet, at butikken har været lukket. Som alle andre strøgbutikker har den godt måttet holde åbent, men med kortere åbningstider og maksimum 10 mennesker i butikken.
- Normalt er der mest pres på om eftermiddagen, men vi har kunnet mærke, at mange arbejder hjemmefra og kan komme på andre tidspunkter, ligesom de ældre børn ikke har været i skole. De har savnet noget at lave, og så er de kommet herind for at kigge, siger butiksbestyreren, der flere gange under Folkebladets besøg må bede folk om at vente udenfor, indtil andre kunder forlader butikken.
Planer spoleret af corona
Når butikken lukker lørdag, venter der en ny tid for Torben Schnoor.
- Det er mærkeligt, for jeg har været utroligt glad for at være her. Vi har masser af søde kunder, der har fortalt, at de er kede af lukningen, og det, de spørger mest om, er, hvad vi så skal lave efter lukningen, siger han.
Og svaret kan han ikke give helt præcist endnu.
- Jeg havde egentlig lidt på krogen, men det bliver ikke til noget lige nu på grund af coronakrisen, så indtil videre starter jeg med en periode som arbejdsløs. Det giver mig lidt mere tid hjemme ved børnene, siger Torben Schnoor, der med sin kone, som er sygeplejerske, har skullet jonglere en del for at få tingene til at gå op med børnepasningen den seneste tid.
GameStop i Horsens har åbent efter næsten normale åbningstider frem til lørdag.