Annonce
AC Horsens

Spareøvelse i AC: Kvartfinalen trækker, men Superligaen er mest værd

Michael Lumb har det ikke godt med at skifte underlag, så han er ikke med i pokalkampen mod Fremad Amager på kunstgræsset i Sundby Idrætspark. Foto: Ole Nielsen
Manager Bo Henriksen lader Michael Lumb og Peter Nymann blive hjemme. Det samme gælder Hallur Hansson og Nicolai Brock-Madsen.

Horsens: AC Horsens møder onsdag aften Fremad Amager fra 1. division i 1/8-finalen i pokalturneringen, og det står allerede fast, at vinderen af det opgør møder Silkeborg i kvartfinalen til foråret. Det er en attraktiv lodtrækning, men AC Horsens møder også Silkeborg på lørdag i Superligaen, og den kamp er uden tvivl mere vigtig i kampen for at undgå nedrykning.

- Vi vil gerne vinde, men jeg sparer også nogle spillere. Vi kan godt løse opgaven med dem, vi har til rådighed, siger manager Bo Henriksen.

Han lyder næsten som direktøren, der efter en sparerunde slår fast, at det ikke kommer til at kunne mærkes på produktet.

Indtil videre har AC Horsens i en reserveudgave også klaret de to første runder i pokalturneringen ude mod BK Union og Thisted.

Fremad Amager er en tand eller to stærkere, selv om holdet fik smæk af Vejle Boldklub i lørdags.

- Jeg så den kamp, og de så ikke gode ud i det opgør, men det er et stærkt hold hjemme, og de slog FC Midtjylland ud, siger Bo Henriksen.

Annonce

Sådan har AC Horsens klaret sig

Pokalturneringen 2019/2020 er nået til 1/8-finalerne.

Her et overblik over AC Horsens' præstationer i turneringen i de senere år:

2012 - I pokalfinalen - taber 1-0 til FC København.

2013 - Semifinale - taber til Randers FC over to kampe.

2014 - Semifinale - taber til AaB over to kampe.

2015 - Tredje runde - taber til Esbjerg med 7-0.

2016 - Tredje runde - taber til til HB Køge med 2-0.

2017 - 1/8-finalen - taber til AGF med 3-1.

2018 - Tredje runde - taber til Holbæk med 1-0.

2019 - 1/8-finalen - mod Fremad Amager.

Lansing er tilbage

Han lader Michael Lumb og Peter Nymann blive hjemme.

Michael Lumb har det ikke godt med at spille på kunstgræs, så derfor bliver han sparet. Peter Nymann har svært ved at klare tre kampe på en uge, så han gemmer også kræfterne til mødet med Silkeborg på lørdag.

AC Horsens må også se bort fra skadede Hallur Hansson, ligesom Nicolai Brock-Madsen, der tidligt forlod kampen mod Esbjerg, heller ikke er med.

Jannik Pohl er til gengæld en del af truppen mod Fremad Amager, selv om han gik ud i slutminutterne med smerter i lysken.

På plussiden tæller det, at AC Horsens kan bruge Michael Lansing i målet. Han har karantæne i Superligaen, men han må gerne spille i pokalturneringen.

- Så Søren Jochumsen får en fridag, siger Bo Henriksen, der har Matej Delac med som gardering.

Bjarke Jacobsen har afsonet sine to dages karantæne for det røde kort, han fik i sidste minut af kampen mod Hobro, så han har friske kræfter og spiller formentlig.

Spillere som Matthias Præst, Sebastian Avanzini, Mikkel Qvist, Jacob Linnet og Erhan Masovic kan sikkert også se frem til spilletid.

- Vi har også de to U19-spillere David Kruse og Jacob Kongsmark med i truppen, siger Bo Henriksen.

Mathias Madsen, der er en del af AC Horsens' superligatrup, er ude med rygproblemer.

Fremad Amager har den tidligere AC Horsens-keeper Nicklas Dannevang i truppen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Skoleelever løb for lungerne

Annonce