Annonce
Horsens

Spar-købmand om nye mundbinds-regler: Kunderne har fint styr på det

Butiksassistent Karina Jakobsen og Spar-købmand Mike Christensen fra Spar på Smedetorvet i Horsens synes begge to, at kunderne er gode til at huske at tage mundbind på, inden de går ind i butikken. Foto: Henrik Dolmer
Spar-købmanden på Smedetorvet i Horsens, Mike Christensen, synes, at butikkens kunder er gode til at tage de nye mundbinds-regler til sig. Fra morgen til middag torsdag var der kun tre kunder, der ikke havde helt styr på det.
Annonce

Horsens: Torsdag blev Danmark ramt af et nyt sæt stramninger i forhold til at holde den frygtede coronavirus stangen. Nu skal alle bruge mundbind indendørs på steder med offentlig adgang.

Det gælder blandt andet i butikker, supermarkeder, storcentre og stormagasiner. Folkebladet smuttede i den forbindelse forbi Spar-købmanden på Smedetorvet i Horsens torsdag ved middagstid for at høre lidt om, hvordan både købmand Mike Christensen, hans ansatte og kunderne oplever det nye krav om mundbind. Reglerne siger, at en kunde skal bortvises, hvis vedkommende ikke kan eller vil tage et mundbind på.


Jeg synes, at kunderne har fint styr på det indtil videre. Hele formiddagen har der kun været tre kunder, der havde glemt at tage mundbind på.

Mike Christensen, Spar-købmand på Smedetorvet i Horsens


- Jeg synes, at kunderne har fint styr på det indtil videre. Hele formiddagen har der kun været tre kunder, der havde glemt at tage mundbind på. En anede intet om det, en anden havde glemt at tage et mundbind med, mens en tredje havde et mundbind i lommen, men blot havde glemt at tage det på, siger købmand Mike Christensen, og han fortsætter:

- Og de fik hurtigt styr på det alle tre. De to, der ikke havde mundbind med, købte en pakke her hos os med det samme, siger Mike Christensen, der dog må forvente, at ikke alle kunder lader sig overtale lige så nemt.

Annonce

Vil ringe til politiet

- Hvis vi støder på en kunde, der nægter at tage mundbind på og måske bliver ubehagelig, så har vi fået at vide af DSK (De Samvirkende Købmænd, red.), at vi bare skal bakke ud af konflikten og kontakte politiet, hvis vedkommende ikke vil forlade matriklen. Der kan jo også være kunder, som siger, at de er undtaget for brug af mundbind af den ene eller den anden grund, og det er vi da nødt til at tro på. Det kan vi jo ikke tjekke, siger han.

Annonce

Forberedt kunderne

Butikkens ansatte har faktisk forberedt kunderne på de nye tilstande ved selv at bære enten mundbind eller visir siden lørdag.

- Dels har vi allesammen selv haft enten mundbind eller visir på, og dels har vi mindet alle kunder om de nye mundbinds-regler, idet de har fået deres varer kørt igennem ved kassen, så jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne for at forberede folk, siger Mike Christensen, der personligt klart foretrækker at gå med visiret frem for mundbindet.

Annonce

Svært at trække vejret

- Jeg synes ikke, man kan trække vejret ordentligt med et mundbind på, og det er altså mange timer om dagen, man skal rende rundt og være generet. For kunderne er der jo kun tale om en 5-10 minutter, så kan de tage det af igen, idet de forlader butikken, siger Spar-købmanden.

Butiksassistent Karina Jakobsen er heller ikke fan af mundbindet, så hun har også visir på.

- Mine briller dugger, så jeg foretrækker helt klart visiret, som jeg mere eller mindre har vænnet mig til. Jeg synes, det kører okay, siger hun.

Anne Kristensen er glad for de nye mundbinds-regler, fordi hun er gravid. Hun synes, det giver hende noget ekstra tryghed i forhold til at undgå at blive syg. Foto: Henrik Dolmer

En af butikkens kunder, Anne Kristensen, havde det også helt fint med de nye mundbindsregler.

- Det er faktisk også noget, jeg har gjort, før det blev et krav. Jeg er gravid og passer derfor lidt ekstra godt på mig selv, så det, at alle skal gøre det nu, synes jeg bare, er en ekstra tryghed for mig, siger hun.

Annonce

Brillerne dugger

En anden, Merete Thastum, havde det også OK med at handle ind med mundbind på, om end hun er træt af, at hendes briller dugger.

- Men det er også det eneste, der generer mig. Dog håber jeg ikke, at der kommer yderligere restriktioner på området, siger hun.

Merete Thastum var på indkøbstur i Spar på Smedetorvet torsdag ved middagstid. Det eneste, der generede hende ved det nye mundbindskrav, var, at hendes briller duggede. Foto: Henrik Dolmer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Tilbage på podiet: Hedensted er landets tredjebedste erhvervskommune

Annonce