Annonce
Navne

Ingeniør-nørdernes Oscar: Torben modtager fornem pris som den første danske forsker nogensinde

Torben Lund Skovhus er den første danske forsker nogensinde, der har vundet en NACE International Technical Achievement Award. Foto: Søren Munch Terkelsen
Torben Lund Skovhus, der er docent på forskningscenter på VIA University College i Horsens, har modtaget fornem pris for sit arbejde.
Annonce

Horsens: Forestil dig, at du går til lægen for at blive diagnosticeret for noget, du fejler, men at lægen benytter forkerte målemetoder, så du bliver fejldiagnosticeret og kommer i en forkert behandling.

Nogenlunde sådan lå landet, da Torben Lund Skovhus for 15 år siden begyndte at forske i biokorrosion, processen hvor bakterier nedbryder metal og derved skaber rust. Blot med den forskel, at det ikke var patienter, men rørledninger, der blev behandlet forkert.


Det er lidt som en Oscar for rust- og ingeniørnørder, og det er en fagpris, som jeg er blevet indstillet til af mine internationale fagfæller. Det er jeg utrolig stolt over.

Torben Lund Skovhus


- I dag er vi blevet meget mere præcise og kan give rørledningerne den rigtige behandling, så vi bruger færre kemikalier og de rigtige kemikalier fra start, forklarer Torben Lund Skovhus, der er ansat som docent på VIA University Colleges forskningscenter for byggeri, energi, vand og klima i Horsens.

Han ved, hvad han taler om, for gennem 15 år har han arbejdet på at fremme forståelsen og kontrollen af biokorrosion gennem forskning og formidling, og det blev han for nyligt anerkendt for på fornemmeste vis.

Her modtog han nemlig en NACE International Technical Achievement Award, som er en hædersbevisning fra det øverste internationale organ inden for korrosion.

- Det er lidt som en Oscar for rust- og ingeniørnørder, og det er en fagpris, som jeg er blevet indstillet til af mine internationale fagfæller. Det er jeg utrolig stolt over, siger Torben Lund Skovhus, der bor i Odder.

Annonce

Anden gang på få år

Torben Lund Skovhus' arbejde har blandt andet ført til bedre industristandarder i både Danmark og udlandet, når bakterier skal undersøges i forbindelse med rustprocesser.

Han er den anden dansker, der modtager prisen, efter nu afdøde Jan Larsen fra Mærsk modtog den i 2015.

- Prisen plejer at gå til folk fra store lande som England eller USA, så det er ret unikt, at vi som et meget lille land kan sætte os på den position to gange inden for et årti, siger Torben Lund Skovhus.

Annonce

Pris åbner døre

Han vurderer, at prisen kan være med til at åbne nye døre for ham og VIA University College.

- Pludselig vil der være nogen, der kigger på det, man laver. Nu har jeg en legitimitet at tale ud fra.

- I forhold til de ansøgninger, vi har lavet tidligere, kan jeg nu måske steppe op internationalt og tage næste skridt til nogle større projekter, måske på EU-niveau, siger Torben Lund Skovhus.

VIA-forskeren skulle have været i Texas for at modtage prisen i marts, men arrangementet blev aflyst på grund af corona. I stedet har han for nyligt fået den tilsendt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Høje CO2-mål i EU gavner Danmark

AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Annonce