Annonce
Debat

’Som at drikke vand fra en brandhane’

Citatet tilhører efter sigende den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, der beskrev, hvordan det kan opleves at stifte bekendtskab med FN. Og der er noget om snakken. For den internationale samtale og sam­arbejdes største scene er en overvældende oplevelse. 193 lande, en række observatører og et utal af regionale og interna­tio­nale organisationer sætter dagligt hinanden stævne for at drøfte, debattere og forhandle om en række af tidens store spørgsmål (og en mængde af de små også). Næste år runder FN så et skarpt hjørne. Der vil være mange taler med hyldest til fødselaren, men der vil også være snak ved festbordene ’om tiden mon er løbet fra FN?’.

Siden FN så dagens lys i 1945 er der sket meget. Verden anno 2019 er væsens­forskellig fra den, FN blev født ind i. Der er langt færre fattige i verden, flere børn går i skole, færre mødre dør i barselsseng, vi lever stort set alle længere og længere. Aldrig før har så mange vel haft så gode muligheder for at udfolde deres potentiale. Det er også FNs fortjeneste. For verdens­organisa­tion­en har ikke alene været med til at gøre en konkret forskel for millioner af mennesker i de enkelte lande og regioner – FN har sat rammer og retning for verden. Fra børnekonventionen i 1989, befolkningskonferencen i Cairo i 1994, kvindekonferencen i Beijing og det sociale topmøde i København i 1995 og nu allersenest de 17 verdensmål og Parisaftalen i 2015. Gennem sine snart 75 år har FN været med til at udvikle en verden, der på mange måder er blevet rigere og friere. En verden, der kan synes mindre og hvor afstandene synes kortere. På godt og ondt.

Men det er også en verden, der er blevet mere kompleks. De globale magtbalancer har forskudt sig, og det billede, der prægede efterkrigstiden, hvor den globale økonomiske og politiske magt var samlet hos blot en håndfuld lande (i form af de fem permanente medlemmer af Sikkerheds­rådet (P5): USA, Kina, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien), er i dag mere diffust. Den indbyrdes balance mellem P5 er under forandring. USA er fortsat verdens supermagt, men Kina vokser hastigt. Og de øvrige permanente medlemmer har – relativt set – ikke den relative tyngde, som de havde i 1945, hvor de 51 stiftende medlemmer af FN betroede netop de fem et helt særligt ansvar for fred og sikkerhed i verden – til gengæld for den vetostemme, som de hver især er udstyret med. Derfor er det også frustrerende at se, hvordan FNs muligheder for at gøre en forskel amputeres, når de gamle P5-lande har modsatrettede interesser i en konflikt - og Sikkerhedsrådet som følge heraf handlingslammes. Syrien er et overordentlig trist eksempel herpå. Men det er også et eksempel, der ofte overskygger den kendsger­ning, at FN i en række andre konflikter, hvor der er færre eller knap så tunge stormagtsinteresser på spil – ikke mindst i Europas nærområder i Afrika – spiller en helt central rolle i at holde låg på væbnede konflikter. Og at FNs humanitære indsatser og håndtering af verdens mere end 70 millioner flygtninge og internt fordrevne er helt central for at sikre, at konflikter om ikke løses, så inddæmmes lokalt. Så FN kan, når verdens lande vil det.

Og der er brug for et FN, der virker – og får lov til at virke. For der er kommet nye komplekse udfordring­er til. At menne­skehed­en slår sig selv ihjel med våbenmagt er ikke den eneste trussel. Klimafor­andringer, irregulær migration og den nye teknologis skyggesider er udfordringer, vi ikke kendte i 1945, og som har det til fælles, at de af natur er grænseover­skridende – og derfor alene kan løses i internationalt sam­ar­bejde.

Så selvom FN til tider kan være en frustrerede oplevelse for en dansk diplomat med begrænset tålmodig­hed, så skal man løfte blikket og se FN i et lidt længere og lidt større lys. Og huske FN’s anden General­sekre­tær, svenske Dag Hammarskölds berømte ord om, at ’FN blev ikke skabt for at bringe mennesket ind i himlen, men for at redde menneskeheden fra helvede.’ Og hvis det ikke rækker, så bør man spørge om verden mon har bedre udsigt til at løse vores fælles pro­blem­er uden FN. Det gør ikke møderne og talerne kortere, men det understreger nytten i arbejdet med at fastholde og til stadighed udvikle FN som det centrale forum for global samtale og samarbejde. Og det minder én om, at FN er mindst lige så relevant og nødvendig, som da Gustav Rasmussen som den første danske udenrigsminister den 15. januar 1946 sluttede sit indlæg til FN’s første plenarforsamling i London med ordene: ”… det afgørende er, at vi kan begynde vort arbejde i samarbejdets rette ånd, fast besluttede på – i indbyrdes forståelse – at opnå resultater til menneskehedens varige gavn.”

Annonce
Mads Bille Herman
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Borgmester vil diskutere togstop i Hovedgård: Det ligger lige til højrebenet

Læserbrev

Med den rigtige anvendelse af VAR er jeg sikker på, at systemet bliver et aktiv for fodbolden i Danmark

Læserbrev: Hvis man i de seneste måneder har set fodbold fra den engelske Premier League og fulgt brugen (og i nogle tilfælde misbrugen) af VAR (Video Assistant Referee), kan man godt stille sig selv spørgsmålet: "VAR-for noget?" I rigtig mange tilfælde er VAR brugt 100 pct. korrekt efter forskrifterne og har resulteret i færre fejlkendelser. Desværre har vi også set eksempler, hvor anvendelsen af VAR ikke har været hensigtsmæssig, og hvor udfaldet af kendelserne har været ulogiske og i enkelte tilfælde forkerte. Ulogiske og forkerte kendelser på baggrund af VAR-indgreb er undergravende for dommeren, VAR-systemet og i sidste ende fodboldspillet. Og hvorfor er det så gået galt flere gange i England? Det korte svar er, at i England har man valgt af afvige fra den såkaldte "VAR-protokol" udarbejdet af FIFA. FIFA's VAR-protokol beskriver i tydelige vendinger, hvornår VAR skal anvendes, og hvordan VAR skal anvendes. Helt overordnet skal VAR kun anvendes, såfremt der er tale om "klare og åbenlyse dommerfejl". Allerede her kan man jo se tilbage på nogle af de kontroversielle situationer fra England og vurdere, om der var tale om klare og tydelige dommerfejl. For det andet skal VAR ses som et hjælperedskab til kampens dommer. Det vil sige, at det er dommeren, der suverænt skal dømme kampen og ikke VAR. VAR kan komme med input til dommeren, såfremt der er tale om "klare og åbenlyse dommerfejl", men i sidste ende er det kampens dommer, der skal træffe den endelige afgørelse. Når man ser tilbage på nogle af situationerne fra England, kan man godt undre sig over, hvordan dommeren kan tage den endelige afgørelse, når han ikke engang har set VAR-interventionen på skærmen! Der står klart og tydeligt i VAR-protokollen, at VAR ikke må "gen-dømme" kampen. Altså VAR må ikke blive en form for overdommer, der kan overrule dommerens kendelse. I Danmark har vi besluttet at indføre VAR i den danske superliga fra starten af næste sæson. Allerede på nuværende tidspunkt er de danske dommere i fuld gang med at uddanne sig i brugen af VAR, så de er bedst mulig klædt på til sæsonstart. I Danmark kommer vi til at anvende VAR efter FIFA's protokol og ikke efter Englands hjemmestrikkede regler. Med den rigtige anvendelse af VAR er jeg sikker på, at systemet bliver et aktiv for fodbolden i Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];