Annonce
Ikast-Brande

Solskrænten og Vibevej er nu forbundet

Henrik Engedahl (t.v.), Søren Grarup og Bjarne Rahbek (t.h.) tester den nye træbro mellem Vibevej og Solskrænten – og broen bestod! Foto: Mikael Lund
Ny træbro over Brande Å giver bedre adgangsforhold og en mere sikker skolevej.
Annonce

Brande: ”Brandes længste træbro” og ”årets første færdiggjorte anlægsprojekt” er bare et par af prædikaterne, der kan knyttes til den nyetablerede træbro, som nu forbinder Vibevej-kvarteret med Solskrænten på den modsatte side af Brande Å.

Fra Vibevej-siden er det blevet meget lettere at komme til og fra f.eks. Siemens og butikkerne på Vestergårdsvej, mens man fra Solskrænten kan køre på stier helt ind til Anlægget (Ørbæklund), hvilket giver en sikrere skolevej uden biltrafik, pointerer Bjarne Rahbek. Han har dels stået for udstykningen af Solskrænten, dels for kontakten til firmaet Wood-ways, som har bygget broen.

Broprojektet er et fælles anliggende mellem Ikast-Brande Kommune, der har spædet til med 400.000 kroner fra anlægsbudgettet, og Bjarne Rahbek. Henrik Engedahl (V), der er formand for Teknik- og miljøudvalget, konstaterer med tilfredshed, at man med broen nu har fået bundet to forskellige lokalplaner sammen.

- Kommunen er interesseret i at få lukket op, påpeger han, og derudover ser han en gevinst i, at kommunen ved at entrere med en privat aktør er sluppet for planlægningsarbejdet og styringen af broprojektet.

Sådan så det ud, da monteringen af broen var i fuld gang sidst i november. Foto: Mikael Lund
Annonce

40 meter lang

Broen, som er cirka 40 meter lang, er tegnet af arkitekt Søren Grarup fra DOMO og løber alt i alt op i 600.000 til 700.000 kroner, oplyser Bjarne Rahbek, som efter færdiggørelsen og åbningen for trafik – gående såvel som cyklende – har overladt broen til Solskræntens grundejerforening.

Når broen er blevet så lang som 40 meter, skyldes det, at området ned mod åen er §3-område og derfor omfattet af nogle særlige naturbeskyttelsesregler.

Stolperne, der understøtter den nye bro, er hver især fem meter lange og fremstillet i robinie (også kaldet ”falsk akacie”) med en meget lang levetid – også i det danske klima.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce