Annonce
Udland

Soldater samler ligene på gaderne i Ecuador under coronakrise

Str/Ritzau Scanpix
Lig får lov at ligge i gaderne i Ecuadors mest folkerige by under coronakrise. Officielt dødstal er 120.

Foreløbig er der kun registreret 120 dødsfald i det sydamerikanske land Ecuador i forbindelse med den globale coronapandemi.

Men meget tyder på, at det reelle antal coronarelaterede dødsfald ligger langt højere i det sydamerikanske land.

Således har myndighederne de seneste dage indsamlet adskillige lig, der har ligget i gaderne og i folks hjem i landets mest folkerige by, Guayaquil.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Ved en fælles aktion har politi og militær hentet 150 lig over de seneste tre dage. Det oplyser en talsmand for regeringen ifølge AFP.

Indbyggere i byen har tidligere lagt optagelser på de sociale medier, hvor man kan se efterladte lig i gaderne.

Andre indbyggere har desperat anmodet om, at myndighederne skulle komme og hente afdøde familiemedlemmer. På grund af nedlukningen af byen er de ikke selv i stand til at skille sig af med ligene.

Myndighederne har ifølge AFP endnu ikke bekræftet, hvor mange af de døde, der var smittet med coronavirus.

Ecuadors præsident, Lenin Moreno, understreger, at de 120 bekræftede dødsfald ligger langt under det reelle niveau. Det lave tal skyldes, at myndighederne ikke kan følge med smittespredningen, siger han ifølge Reuters.

Torsdag meddelte den ecuadorianske regering, at der vil blive etableret særlige "lejre" for coronaofrene i Guayaquil.

Ifølge Lenin Moreno ventes det, at mellem 2500 og 3500 vil dø med coronavirus i provinsen.

- Vi bygger en særlig lejr for de faldne, siger Lenin Moreno.

Hospitalerne i Guayaquil er allerede overfyldte med coronapatienter med vejrtrækningsproblemer.

Et stigende antal sygeplejersker og læger bliver smittet, siger Liliana Triana, der er talsmand for sundhedsmyndighederne i provinsen Guaya.

Regeringen har derfor indledt en akut rekruttering af 700 sygeplejersker og læger.

- Vi sender en SOS, fordi vores sygeplejersker dør, siger Liliana Triana til Reuters.

/ritzau/

Str/Ritzau Scanpix
Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Butikker skal holde åbent søndage i sommerferien - cafélivet skal være generatoren bag

Østjylland For abonnenter

Beskyldes for totalt svigt: Notat rejser kras kritik af Trafikstyrelsen efter den aflyste letbaneåbning

Annonce