Annonce
Erhverv

Sofie springer ud i at drive takeaway-café: Grøn Mad åbner 7. juni

Sofie Winstrup glæder sig til at byde indenfor hos Grøn Mad i Amaliegade. Foto: Marianne Husted
Sofie Winstrup er uddannet pædagog, men har altid været glad for at lave mad. Da hun flyttede til Horsens, tænkte hun, at der mangler et madsted med fokus på grøntsager. 7. juni åbner hun Grøn Mad i Amaliegade.

Horsens: Der var ikke langt fra tanke til handling, da Sofie Winstrup, 46 år, opdagede et "til-leje"-skilt på adressen Amaliegade 5, der tidligere husede Café Boblen.

For to år siden solgte hun og hendes mand deres store hus i Aarhus og rykkede til Horsens, hvor parret er faldet godt til. Familiens fem børn var blevet voksne, og tiden var inde til at forfølge en drøm, tænkte Sofie Winstrup, der er uddannet pædagog og coach.

Sofie Winstrup har nemlig altid været optaget af at lave mad med fokus på grøntsager. I de senere år er hun desuden blevet oplært i at håndtere et større køkken.

Annonce

Mandag den 7. juni bliver drømmen til virkelighed, når hun åbner takeaway-cafeen Grøn Mad.

Stor efterspørgsel

Hun kendte ikke meget til Horsens på forhånd bortset fra, at her er hendes mor født, men på sine ekspeditioner og løbeture rundt i byen noterede hun, at der godt kunne være brug for flere takeaway-cafeer med fokus på grøn mad.

Der er meget, som skal være klar inden åbningen 7. juni, siger Sofie Winstrup. Heldigvis troppede gode venner op til en udvidet arbejdsweekend med malerpensel, hammer og søm. Og nu er stort set hele indretningen på plads. Foto: Marianne Husted

Hun gik grundigt til værks og lavede som led i sin forretningsstrategi en undersøgelse, som viste, at hun ikke er alene om at efterspørge flere muligheder for grøn takeaway-mad. Det giver rigtig mange horsensianere udtryk for, at de gør.

Og nu vil Sofie Winstrup byde på friske salater i farverige sammensætninger med tilhørende hjemmebagt brød. Tirsdag til torsdag bliver der desuden lavet en varm middagsret, og om fredagen kan man bestille tapas til minimum to personer.

Annonce

Fra praktikant til souschef

- Jeg sælger ikke udelukkende vegetarretter, siger hun.

Salaterne kan suppleres med kød og fisk, og der vil også indgå kød i de varme retter, men der vil altid være en vegetarret.

Sofie Winstrup lærte for alvor at lave mad til mange, da hun henvendte sig til MHI Vestas i Aarhus for at komme i virksomhedspraktik i kantinen. For fire år siden opsagde hun nemlig sit job som afdelingsleder i en større fritidsinstitution i Aarhus for at prøve noget andet.

Det endte med, at hun gik fra at være i praktik til at blive souschef i kantinen. Da hun stoppede i jobbet til jul, overvejede hun i første omgang at finde job i et køkken i en lokal daginstitution, men efterhånden modnedes tanken om at drive egen virksomhed.

Annonce

Løbeklub og stort netværk

Sofie Winstrup har ud over sin mand, der arbejder som selvstændig konsulent og har god forstand på regnskaber, trukket på vennerne, da den nye café skulle males og indrettes med genbrug, som hun også går ind for.

- Vi holdt en udvidet arbejdsweekend, hvor både nye venner her fra Horsens og gamle venner fra Aarhus dukkede op og gav en hånd med, fortæller hun og peger på cafeens grønne vægge.

Sofie Winstrup har allerede et stort netværk i Horsens. Det har hun fået via den løbeklub, hun er en del af. Hun er en ivrig løber og arrangerer også selv løb.

- Jeg har mødt folk i alle aldre og job, og de har alle sagt, at det er en god idé med "Grøn Mad", siger hun, der håber at få nogle aftaler med firmaer, der har frokostordninger for de ansatte.

Annonce

Glad for mad

Det internationale køkken vil være repræsenteret i hendes salater og varme retter. Sofie Winstrup har boet i USA, Sydafrika og Israel. Hun har selv en forkærlighed for mellemøstlig mad og de særlige krydderier, der anvendes.

En indbydende frokostsalat skal indeholde mange farver. Privatfoto

Den nye caféindehaver i Amaliegade har bidt mærke i tallene, der viser, at op mod 70 procent af danskerne henter takeaway mindst en gang om ugen. Efterspørgslen synes at være steget i forbindelse med coronaen, og det samme er ønsket om et bredere udvalg.

I øvrigt er der også mulighed for at slå sig ned hos Grøn Mad. Der er plads til 10 siddende gæster.

Grøn mad - ny takeawaycafé

  • Takeawaycafé i Amaliegade åbner 7. juni.
  • Åbningstider: Mandag til lørdag fra kl. 11.30 til 19.30.
  • Plads til 10 siddende gæster, der også kan nyde hjemmebagte kager.
  • Fem-seks forskellige frokostsalater. Menuen skifter hver uge..
  • Aftensmad med fokus på det grønne hver tirsdag, onsdag og torsdag.
  • Fredagstapas, som kan forudbestilles.
Sofie Winstrup er klar til at åbne sin nye takeaway-café. Foto: Marianne Husted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Sur smiley til restaurant i Odder

Hedensted For abonnenter

Mor til krænket dreng: Min søn kom og fortalte, at der var blevet pillet ved ham...

Annonce