Annonce
Horsens

Socialrådgiver-formand: Økonomi må ikke stå i vejen for faglige vurderinger

Trine Quist, der er regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening i Nord- og Midtjylland, er tilfreds med, at Ankestyrelsen nu ser nærmere på sagen om lovlighed af sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i Horsens Kommune. Pressefoto: Lisbeth Holten
Et godt tegn, at der er taget fat på sagen om arbejdsbetingelser i børne- og familieafdelingen i Horsens Kommune med lokale tillidsvalgte, siger regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Horsens: - Det er bekymrende, hvis der er begået lovbrud i Horsens Kommunes familieafdeling, for økonomiske hensyn må ikke stå i vejen for socialrådgivernes faglige vurderinger af, hvad der skal til for at hjælpe et udsat barn eller en udsat familie.

Det siger Trine Quist, der er regionsformand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun er i kontakt med de lokale tillidsvalgte i familieafdelingen i Horsens, men kan hverken be- eller afkræfte, at der er lavet ulovlig sagsbehandling i afdelingen.

- Det er rigtigt godt, at Ankestyrelsen går ind i sagen og får det undersøgt.

Annonce

Ulovligheder og frygt for ledelsen

Det sker efter to henvendelser til Ankestyrelsen, der begge peger på, at en presset økonomi har fået familieafdelingen til at træffe flere beslutninger, der er gået ud over anbragte børn og unge. Den ene henvendelse er fra en ekstern leverandør, den anden fra en medarbejder, som af frygt for at blive fyret har lavet en anonym underretning til Ankestyrelsen.

Trine Quist tilføjer, at denne ene underretning er et udtryk for en medarbejders oplevelse. Den skal man selvfølgelig tage alvorligt.

- Men vi ved ikke, om den er et udtryk for 1, 20 eller 30 medarbejderes oplevelse. Underretningen er en subjektiv vurdering af en arbejdsplads.


Men vi ved ikke, om (underretningen, red.) er et udtryk for 1, 20 eller 30 medarbejderes oplevelse. Underretningen er en subjektiv vurdering af en arbejdsplads.

Trine Quist


- Der er nu gang i et samarbejde mellem de lokale tillidsfolk og ledelsen om at løse problemerne. Det er et godt tegn, at det foregår på lokalt niveau. Når vi bliver inddraget på regionalt niveau, er det typisk, fordi der er problemer i det lokale samarbejde, siger Trine Quist.

Annonce

Ikke som Guldborgsund

Regionsformanden mener ikke, man ikke kan sætte lighedstegn mellem sagen fra Horsens Kommune og sagen fra Guldborgsund Kommune, som også er dukket op i medierne i januar.

- I Guldborgsund Kommune er der tale om en direkte, skriftlig ordre til sagsbehandlerne om at spare 100.000 kroner på deres sager.

Det er ikke tilfældet i Horsens.

Men at socialrådgiverne oplever et stigende pres på økonomien, genkender hun.

- Jeg hører desværre om, at socialrådgiverne indimellem oplever et økonomisk pres - eller oplever, at de får mindre mulighed for at træffe selvstændige beslutninger om, hvilke indsatser et barn skal have. Derfor er der behov for, at kommunerne sikrer en tilstrækkelig økonomi, så vi kan hjælpe de udsatte børn og familier til et godt liv.

Annonce

OK at gå andre veje

Ikke fordi det dyreste tilbud nødvendigvis er det bedste.

- Det kan også handle om at kigge på, hvordan man kan gøre tingene på en anden måde. I nogle kommuner laver man mange dyre og tidskrævende paragraf 50-undersøgelser, som også kan være hårde for familierne. Det behøver man ikke altid gøre. Nogle gange er det bedre for alle parter at starte med mindre omfattende tilbud som samtaleforløb - og det er lovligt, siger Trine Quist.

Der er netop i 2020 lavet en gennemgribende omlægning af strukturen på børne- og familieområdet i Horsens Kommune, som fra årsskiftet også er kommet under en anden overordnet ledelse.

Sagen kort

Ankestyrelsen, som er uvildig klagemyndighed på blandt andet socialområdet, har modtaget to henvendelser, der fortæller om sagsbehandling i 2020 på børne- og familieområdet i Horsens Kommune, som ikke overholder loven.

Den ene henvendelse kommer fra en ekstern leverandør, der fortæller om foranstaltninger, der ændres til mindre omfattende tiltag, uden borgere vejledes om mulighed for at klage over ændringen.

Den anden er en anonym underretning fra en medarbejder, som blandt andet fortæller om sagshandlere, der føler sig tvunget til ulovlig sagsbehandling, hjemtagelser af børn i utide, hjemtagelser af opgaver, inden kommunen selv kan løse opgaverne.

Begge henvendelser fortæller, at den kritiserede praksis bunder i sparekrav efter en stor budgetoverskridelse i 2019.

Ankestyrelsen har nu bedt Horsens Kommune forklare sin praksis og lovligheden af den. Herefter afgør Ankestyrelsen, om der skal føres en tilsynssag mod Horsens Kommune. Svaret til Ankestyrelsen skal senest falde 24. marts.

Annonce
Hedensted For abonnenter

Schæferhunden Buller advarede om nattebrand: Få minutter senere stod Christina på gaden med tre-årige Felix i favnen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce