Annonce
Odder

Snød sig til sex: 19-årig mand frifundet for voldtægt

Retten i Aarhus. Arkivfoto: Axel Schütt
En mand fra Fyn slap for voldtægtsdom - men skal seks måneder i fængsel dømt for tilsnigelse til samleje under et sommerhusophold i Odder Kommune.

Odder: En 19-årig mand fra Fyn blev torsdag frifundet for voldtægt. Alligevel blev han idømt seks måneders fængsel for tilsnigelse.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten mente således ikke, at der var grundlag for en voldtægtsdom efter den nye samtykkelov, som den 19-årige var tiltalt efter. Men han havde haft sex med en kvinde, som ikke havde givet sit samtykke til det.

Annonce

Byttede partner uden at fortælle det

Episoden er sket i et sommerhus i Odder i januar. Her var manden, tre venner og to jævnaldrende kvinder mødtes. Den ene kvinde gik frivilligt i seng med den dømte mands ven i et af sommerhusets værelser, mens han selv var sammen med den anden kvinde i et andet værelse.

Derefter snakkede selskabet om at prøve at bytte partnere, hvilket kvinderne sagde nej til. Alligevel byttede de to mænd i løbet af natten værelser uden at fortælle kvinderne om det, hvorefter den 19-årige havde sex med den anden kvinde, som troede, at det var vennen, der var i sengen endnu.

Da hun fandt ud af, at det var den nu dømte, forlod hun sommerhuset og kontaktede politiet.

Annonce

Bliver måske anket

Manden blev derefter anholdt og varetægtsfængslet, og nu er der altså faldet dom i sagen, men det er ikke sikkert, det slutter her.

- Den forurettede havde kort forinden episoden afvist at have sex med den 19-årige, han byttede bevidst seng med sin ven uden at give besked, og han tilkendegav på intet tidspunkt, hvem han var, eller sikrede sig kvindens samtykke, da de lå i sengen. Derfor lød vores tiltale på voldtægt. Det mente retten dog ikke, han kunne dømmes for, da han manglede fortsæt til voldtægt. Det er nu op til statsadvokaten, hvorvidt sagen skal ankes, siger specialanklager Jesper Rubow.

Heller ikke den 19-årige accepterede dommen uden tøven. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Kaotisk forløb: Efter total forvirring kom der afslag på tidlig genåbning - og så åbnede det hele alligevel

Annonce