Horsens: 11 beboere og 17 medarbejdere på plejecentret Lindehøj er smittet med covid-19.
Det er status 30. december. Dermed har smitten blandt beboerne bredt sig hastigt.
Den første melding om, at en medarbejder på det lokale plejecenter var smittet, blev fulgt op med, at alle beboere og medarbejdere blev testet lørdag 19. december.
Mandag 21. december var der kommet svar på prøverne, som alle var negative. Altså ikke flere smittede på Lindehøj Centret, der rummer 49 plejeboliger.
Ni dage senere er status, at smitten har spredt sig, så 11 beboere og 17 medarbejdere er testet positive for smitte med covid-19.
Ros fra Styrelsen
Sundheds- og ældrechef i Horsens Kommune Charlotte F. Gjørup fortæller, at der arbejdes på højtryk for at mindske smittespredningen på plejecentret, og det sker i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Og på spørgsmålet, om kommunen har været god nok til at mindske smittespredningen på Lindehøj, lyder svaret:
- Styrelsen har rost os for vores indsats og har ikke flere forslag til, hvordan vi kan mindske spredningen, end det, vi allerede har sat i værk.
Med andre ord, har de gjort alt, hvad de kunne.
Det gælder blandt andet besøgsforbud, ligesom alle arbejdsgange på plejecentret er gået efter i sømmene, og retningslinjerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed bliver fulgt.
Charlotte F. GjørupJeg har stor ros til medarbejderne og lederne på plejecentret for deres indsats. Jeg er stolt af, hvor aktivt de er gået ind i arbejdet og den indsats, de bidrager med.
- Jeg har stor ros til medarbejderne og lederne på plejecentret for deres indsats. Jeg er stolt af, hvor aktivt de er gået ind i arbejdet, og den indsats, de bidrager med, siger Charlotte F. Gjørup, som også ser det som et eksempel på, hvor hurtigt smitten kan sprede sig.
Med 17 medarbejdere, der er smittet, trækkes der på hjælp fra hele området for at få hverdagen til at hænge sammen.
- Så det er godt, vi er så stor en organisation, siger sundheds- og ældrechefen, som ikke vil oplyse, om beboernes sygdom kan håndteres på plejecentret, eller om der har været behov for sygehusindlæggelser.
Udelukkende plejeboliger ramt
Lindehøj Centret ligger i samme bygningskompleks som Vital Horsens, rehabiliteringspladser og akutpladser, ligesom centret også rummer boliger til borgere med demens.
Sundheds- og ældrechefen oplyser, at det udelukkende er de almene plejeboliger, der er ramt af smitten.
Smitteudbruddet på Lindehøj Centret understøtter Sundhedsstyrelsens prioritering af vaccinationen mod covid-19, som sætter plejehjem i første række. Den betyder, at de første injektioner med vaccinationer bliver givet til beboere og medarbejdere på Horsens Kommunes plejecentre på mandag. Allerede tirsdag vil alle have modtaget det første stik - med mindre der sker ændringer i sidste sekund.
Det er anden gang, der er konstateret smitte på et plejecenter i Horsens Kommune under corona-pandemien. Første tilfælde var på Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup.