Annonce
Udland

Smittefrygt får Norge til at afvise krydstogtskibe

Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Efter smitteudbrud på et norsk skib vil regeringen i de næste to uger ikke lade krydstogtskibe komme i havn.
Annonce

Norges regering strammer reglerne for krydstogtskibe. Myndighederne vil i de kommende to uger ikke lade skibe med over 100 personer om bord lægge til i norske havne.

- Vi strammer midlertidigt op på krydstogttrafikken for at stoppe coronasmitte, siger Norges sundhedsminister, Bent Høie, på et pressemøde mandag.

Baggrunden er, at et stort antal ansatte på et af selskabet Hurtigrutens skibe for nylig viste sig at være smittede.

- Vi må tage disse nødvendige skridt for at stoppe smittespredning i Norge. Vi gør dette nu, mens vi undersøger, hvor der skete et svigt under udbruddet, siger den norske sundhedsminister.

Begrænsningerne gælder i 14 dage og omfatter ikke anden skibstrafik og færgedrift, heller ikke færger til og fra Danmark.

Foreløbig er 36 af de i alt 163 besætningsmedlemmer på Hurtigrutens skib "Roald Amundsen" bekræftet smittet med coronavirus.

Også et antal passagerer er smittede. Flere andre, der har været om bord på skibet, skal opsøges og testes for coronasmitte.

Ifølge norsk TV2 er 386 passagerer sat i karantæne. De fleste er nordmænd, men der er også turister fra 13 andre lande. Blandt dem er to danskere, skriver nyhedsbureauet NTB. Det fremgår ikke, hvem de to fra Danmark er, eller hvor de opholder sig i øjeblikket.

Norske myndigheder arbejder på at finde frem til alle de passagerer, der har været om bord på skibet siden smitteudbruddet.

Blandt andet er der også kontakt til sundhedsmyndigheder i Danmark, oplyser norske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters.

Sundhedsminister Bent Høie er stærkt kritisk over for den måde, Hurtigruten har håndteret udbruddet. Selskabet var for lang tid om at informere sine passagerer og offentligheden, siger ministeren.

- Jeg fik fredag besked om, at de hverken havde gjort det ene eller det andet, siger Høie, der bekræfter, at det svækker tilliden til Hurtigruten.

- Det er selvfølgelig ikke den måde, jeg forventer, at et ansvarligt selskab håndterer en sådan situation, siger han til NRK.

Hurtigrutens koncernchef, Daniel Skjeldam, erkender på et pressemøde mandag eftermiddag, at indsatsen ikke har været god nok.

- Jeg skal være grænseløst ærlig. Vi har svigtet. Vi har begået fejl, og det, vi ser nu, er ikke det, Hurtigruten skal stå for, siger han.

Han erkender også, at selskabet ikke fulgte op på karantæneregler for udenlandsk mandskab. 16 af de smittede er ansatte fra Filippinerne.

/ritzau/NTB

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce