Annonce
Livsstil

Smagekassens barolo gør det udmærket

De seks flasker i smagekassen. Foto: Kenneth Klingenberg
To af de seks vine i Coops smagekasse taber stjerner på grund af for høj pris, mens to af de andre vine kan blive sjovere med et par års lagring.
Annonce

Italiensk vin udgør halvdelen af de seks flasker i Coops onlinesmagning 27. februar.

1 Crémant d’Alsace Brut, Laugel, Alsace, Frankrig. Coops vejl. udsalgspris 89,95 kroner (12 procent)

Lys med mange, store bobler. Medium intens i duften med grønne druer, sød pære, lys melon og hyldeblomst og en antydning af gær og lyst brød. Der er tydeligere gær i smagen sammen med æble- og pæresødme, en smule grapesaft og en smule mandel i den korte eftersmag, som slutter frugtigt og let sødmefuldt. Forholdsvis let vin i munden, men boblerne føles grove.

3

2 Ibis Vino Bianco, Sarotto, Piemonte, Italien. Coops vejl. udsalgspris 99,95 kroner (12,5 procent)

Parfumeret duft med pære, melon, gule mirabeller og sødlig citrus. I munden er det en meget rund og dydig vin uden skarpe kanter og med en meget behersket syre og en underliggende frugtsødme. Den har en smule smør i smagen og cremethed i mundfornemmelsen, nok fra lagringen med gærrester, og så er der en snert af blød karamel. Ren og meget poleret vin - en tydeligere syre ville give den karakter og klæde den så godt. 100 kroner er alt for dyrt. Derfor tre små stjerner med pil nedad. Med skruelåg.

3

3 2017 Barolo, Fontanafredda, Piemonte, Italien. Coops vejl. udsalgspris 199,95 kroner (14 procent)

Lys og gennemsigtig med et skær af rød teglstensfarve i kanten af glasset. Gennemtrængende, parfumeret duft med en del af de klassiske nebbiolo-noter: Her er røde kirsebær, ribssaft, tør lakrids, våde teblade, mørk chokolade, stegeskorpe og sort peber og en smule medicinskab. De samme noter går igen i smagen, og skulle man være i tvivl, understreger vinen i munden, at den stadig er en meget ung barolo. De store tanniner overskygger til en vis grad vinens store syre, men der er frugt i rigelig mængde til, at vinen kan lagre to-fire år og stadig vise en fuld pakke frem, når tanninerne er blevet mere integreret. Det er en barolo i den smagsmæssigt lyse ende af spektret, og hvis man kan lide sin barolo ung, er der intet i vejen for at drikke den nu. Den er set på tilbud i Superbrugsen til to for 350 kroner. Fremtidspotentialet trækker op på fire pæne stjerner.

4

4 2019 Veronia Appassimento, Globus Wine (DK), Sicilien, Italien. Coops vejl. udsalgspris 129,95 kroner (14 procent)

Medium rød med lilla skær og farvet helt ud til kanten af glasset. Duft af marinerede kirsebær, mørke blommer, brombær, timian, lys chokolade, karamel og rose. Stor frugtsødme i smagen, coulis af mørke bær, chokolade og Läkerol Salvi. Brombær og stegeskorpe i eftersmagen. Moderate tanniner og en lidt større syre, som er pakket godt ind i frugtsødmen, men er stor nok til at give balance i forhold til de mørke, søde bær, som tegner vinen. Lidt brændt fad og chokolade i eftersmagen. Alkoholen er overraskende tilbageholdende i munden. Sælges også hos Megavin.dk til 70 kroner ved køb af seks flasker. Derfor peger pilen nedad for de tre stjerner.

3

5 2018 Celeste Crianza, Torres, Ribera del Duero, Spanien. Coops vejl. udsalgspris 129,95 kroner (14,5 procent)

Mørk og tæt på uigennemsigtig i glasset med tæt duft af mørke kirsebær, solbær, brændt fad, nellike, knust peber og yoghurt. I munden præsenterer smagen flere mørke bær, syrnet mælk, dild og en svag note af ristet fad. Vinen har store tanniner og en forholdsvis stor syre, som dog er pakket godt ind i frugt- og lagringsnoter. Men den er i stand til at balancere både smørnoter og flødefornemmelse fra den malolaktiske gæring. Det er en stor, veludrustet pakke, men lige nu er den også lidt upersonlig (læs: kedelig). Vinen vil formentlig være meget sjovere at gå på opdagelse i om tre-fem år.

4

6 10 Year Old Tawny, Burmester, Douro, Portugal. Coops vejl. udsalgspris 134,95 kroner (20 procent)

Rødbrun i glasset med intens duft af tørret frugt og bær, sultanaer, svesker, nødder, oxideret vin, røde blomster og en snert af neglelak. Dyb smag af tørret frugt, nødder, mørk karamel, oxidation, honningsødme og en smule vanilje. Der er marinerede kirsebær og mandler i den lange eftersmag. Forholdsvis lettilgængelig for en tawny i denne aldersklasse.

4

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce