Annonce
Livsstil

Smækker hvidvin fra danske hænder

Der er smukt i den nordlige del af staten New York, og det kølige klima med store temperaturforskelle mellem nat og dag egner sig godt til blandt andet riesling. Foto: Finger Lakes Wine Country
På samme breddegrader som Bordeaux, men på den anden side at Atlanterhavet: Fra staten New York kommer her vellavet koldklima-vin.

Hvornår har du sidst drukket vin fra New York?

Amerikansk vin er, i hvert fald uden for staterne, stort set synonym med vin fra vestkysten - Californien, Oregon og Washington. Men i flere århundreder er der blevet dyrket vin, med vekslende held, på østkysten, og New York er i dag den tredjestørste vinproducerende stat i USA.

New York ligger på cirka samme breddegrader som Bordeaux, og flere af de vindyrkende områder i staten nyder godt af nærheden til vand, der modererer temperaturerne. Det er vigtigt i vintermånederne, for der kan blive hundekoldt i staten, der grænser op til Canada og nogle gange har fornøjelsen af at ligge under en af de kuldetunger, som breder sig ned fra Arktis.

Annonce

Vinmarkerne inde i staten, ikke mindst i Finger Lakes-området, har fordel af, at vandet i de dybe søer, som er dannet af gletsjere under den sidste istid, holder på varme langt ind i efteråret og til dels også vinteren.

Når kold vinterluft ruller ned ad vinmarkerne, som skråner mod søerne, bliver den opvarmet af vandet og stiger op, og på den måde kan kold luft fortsat rulle væk fra vinmarkerne. I løbet af vinteren bliver søerne selvsagt kølet ned, men det har den gavnlige effekt, at den kølige luft i det tidlige forår forsinker vinenes udspring, indtil risikoen for frost er faldet.

Generelt har vinavlerne i den nordøstlige stat samme fordel, som danske æbleavlere; en stor forskel mellem dag- og nattemperaturer, som betyder, at vækst- og modningstiden trækkes ud. Det giver druerne mulighed for at opnå fuld fysiologisk modenhed samtidig med, at syren bevares på et passende niveau.

Men de er samtidig udfordret af, at der i vinmarker nær vand oftest er en høj fugtighed, og er der noget, svampe holder af, er det som bekendt fugt. Det betyder, at der skal bruges tid i marken på at holde vinplanternes bladhang luftigt, så risikoen for skimmel i druerne holdes nede.

Fugt og storme

Fugt er der også i vinmarkerne på Long Island, øst for byen New York. Vinmarkerne ligger udsat for storme fra Atlanterhavet - til gengæld har vinavlerne ikke mindst i dette forår kunnet glæde sig over at slippe for en anden af vejrets prøvelser, nemlig forårsfrost. Atlanterhavets varmende effekt beskytter vinmarkerne mod frost, når planternes knopper er begyndt at folde sig ud - en beskyttelse som vinbønderne i blandt andet Bourgogne ikke havde, da frosten i år indfandt sig i april og formentlig reducerede den kommende høst mærkbart.

- Og så har vi kølige nætter, der modner druerne langsomt. Det giver elegance med moden frugt, lød beskrivelsen fra Roman Roth, vinmager på Wölffer Estate Vineyard, som ligger i det fashionable område The Hamptons i den østligste del af Long Island, da han forleden sad med i en online-smagning af en håndfuld vine fra New York.

Klimaet her, cirka 100 kilometer øst for storbyen, er generelt for varmt og fugtigt til pinot noir, men merlot og cabernet franc trives godt og har gavn af den lange vækstsæson.

- Klimaet er blevet sammenlignet med Bordeaux, men heldigvis er vi i den nye verden, så vi kan dyrke chardonnay ved siden af merlot, cabernet franc og cabernet sauvignon, konstaterer Roman Roth med et glas af den vin, som Wölffer laver mest af, i hånden.

Det var vingårdens 2020-rosé, som er lavet på en blanding af merlot, cabernet sauvignon, chardonnay og cabernet franc. Det bliver til næsten 100.000 kasser årligt af roséen, og den har, med Roman Roths ord, gjort det muligt at ”fintune” Wölffers hvidvine og rødvine og givet penge til at bruge flere folk i markerne.

Det betyder ikke, at roséen er et sekunda-produkt; den er godt skruet sammen med en bærdrevet duft og smag og en veldoseret syre.

Annonce

Udblødning af grønne druer

Balancen mellem frugt og syre - og en lang eftersmag - er det, der imponerer mest i rieslingen The Knoll fra Red Newt Cellars på østsiden af Seneca Lake, en af ”fingersøerne”, der begynder cirka 40 kilometer syd for Lake Ontario og strækker sig yderligere cirka 50 kilometer sydpå.

Druerne er kold-macereret, dvs. udblødt i mosten ved lav temperatur, i tre døgn. Det trækker smagsstoffer ud af druerne, og når det gøres køligt i kortere tid og med tilsætning af SO2, undgår vinmager Kelby Russell at få en tanninholdig, orange vin ud af anstrengelserne. Men det betyder ikke, at han nødvendigvis vil fortsætte med at lave vinen sådan.

- Hvis klimaforandringerne fortsætter, vil kold-macerering blive stadig mere besværligt om 10-15 år. Så vil der blive udtrukket for mange fenoler (blandt andet bitterstoffer og farve fra druernes skind, red.), forklarer Kelby Russell.

I forhold til de syrlige riesling-druer har metoden i det nuværende klima blandt andet den fordel, at den gør det muligt at trække mere frugtsmag ud i mosten uden samtidig at få for mange fenoler med.

Men vinmagerne skal som nævnt være opmærksomme på, hvad sæsonens vejr har betydet for druerne. Det lader sig ikke gøre at lave vin i så køligt et område efter samme opskrift år efter år, lyder det med en lille, dansk accent fra en anden af smagningens deltagere, Morten Hallgren, som er med fra sin og hustruen Lisas vingård, Ravines Wine Cellars, ved den nordlige ende af Seneca Lake.

Annonce

Riesling uden for meget benzintank

Morten Hallgren er født i Danmark og voksede op på sine forældres vingård, Domaine de Castel Roubine i Provence, hvor han lærte at lave vin. Med en uddannelse i ønologi og vitikultur nåede han at arbejde for et af Bordeaux’ bedste slotte, Cos d’Estournel, inden turen gik til USA, hvor han og hustruen i 1998 slog sig ned i Finger Lakes-området, efter Morten Hallgren var blevet ansat som chefvinmager for Dr. Konstantin Frank Cellars.

Han opdagede, at potentialet var stort for at lave seriøs, tør koldklima-vin, og parret besluttede at blive selvstændige vinbønder. Det har de været siden 2001, og de har løbende købt jord op, så Ravines Wine Cellars, som deres vingård hedder, nu dækker godt 52 hektar vinmarker.

Vinen fra Ravines er en 2017’er, og hvis man skulle have lyst til at smage en helt ung årgang, er det ikke så ligetil.

- Vi synes, vinene fra Finger Lakes har lagringspotentiale, og vi kan godt lide at beholde vores vine et år eller to, før vi frigiver dem, forklarer Morten Hallgren.


Vi synes, vinene fra Finger Lakes har lagringspotentiale, og vi kan godt lide at beholde vores vine et år eller to, før vi frigiver dem.

Morten Hallgren


Ingen af rieslingerne i smagningen er meget præget af den petroleumsaroma, som kan stjæle billedet i en riesling, selv hvis den også byder på stor frugt i duft og smag. Den særlige aroma skyldes, som tidligere omtalt her i spalterne, stoffet TDN (1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaftalen), som ikke er unik for rieslingdruer, men de har mere af det end andre grønne druer, og niveauet vokser i druerne, hvis de udsættes for direkte sol eller vandmangel.

Derfor kan vinmagerne også til en vis grad styre, hvor meget deres riesling skal præges af TDN, ved at kontrollere bladhanget ved drueklaserne.

- Vi fjerner nogle af bladene, men ikke for mange. I næsten alle vinmarkerne går rækkerne fra nord til syd, så vi vil ikke give druerne for meget sol - vi ønsker ikke at favorisere petroleumsnoten, forklarer Morten Hallgren, som også har plantet blandt andet gewürztraminer, blaufränkisch, pinot noir, merlot, cabernet sauvignon og cabernet franc.

Annonce

Chardonnay til mousserende vin

- Og så planter jeg faktisk chardonnay nu. Der er ikke nok koldklima-chardonnay, mener Morten Hallgren.

Smagningens chardonnay er dog fra Fox Run Vineyards længere nede ad Seneca Lake, og den maner enhver tvivl om potentialet for chardonnay i dette område i jorden. Den koster 125 kroner hos Americanwine.dk, og det gør den til et meget godt køb.

Danskeren planter også mere chardonnay til brug for de mousserende vine, som han fremstiller, og selvom coronapandemien lukkede restauranterne sidste år, gav 2020 også Morten Hallgren og kollegerne ved Finger Lakes grund til at skåle i et glas bobler.

For med millionbyerne New York og Philadelphia liggende inden for fire-fem timers kørsel er der et stort potentielt kundeunderlag tæt på, og da amerikanerne i stor stil også blev hjemme i stedet for at rejse ud i verden, kiggede en del af dem tilsyneladende mod de nære destinationer - for eksempel vingårdene i New York.

- Sidste år var et af vores travleste i forhold til turister. Det føltes, som om Finger Lakes blev opdaget for første gang, husker Kelby Russell.

- Hver dag var egentlig som Memorial Day (amerikansk mindedag, red.) sidste år. Der holdt nogle gang ni biler i kø med bagagerummet slået op. Det var skørt, fortæller Morten Hallgren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Nyt underlag på Casa Arena? Horsens Kommune foreslår at fremtidssikre banen med hybridgræs

Annonce