Annonce
Debat

Slut med skåltalerne: Mere kunst og kultur på skoleskemaet

Christian Have

Kulturmødet på Mors var i år en regnfuld og blæsende omgang. Ikke desto mindre blev det med mere end 24.000 deltagere den mest velbesøgte version nogensinde. De 170 arrangementer fordelt på 18 scener - kombineret med deltagelse fra alle landets partiledere og en bred vifte af prominente kultur-, medie- og erhvervsfolk - sikrede samtidig, at det også var den hidtil mest markante udgave af Kulturmødet. I den brede vifte af substantielle ordudvekslinger om kunsten og kulturens potentialer og fremtidige samfundsmæssige rolle, er der særligt ét spor, der efterfølgende står tydeligt tilbage: Børn og unges møde med kunsten og kulturen.

På forbilledlig vis præsenterede Kulturmødet sammen med Frontløberne den særlige scene for unge, KulturFjorden, som dannede rammen om samtaler med temaer som Kultur med (ud)kant, Digitalisering og Ungdommens rolle i fremtidens demokrati. Scenen og samtalerne var en fantastisk succes og demonstrerede med al tydelighed, hvilken værdi der ligger i at inddrage de yngre generationer i debatten. Frem for blot at blive talt om, blev de unge talt med, ligesom de også fik lov til selv at tale. Resultatet var, at de unge som samlet enhed udgjorde en af Kulturmødets absolut vigtigste stemmer. Det gjorde en altafgørende forskel og understregede et stort potentiale for at udvikle Kulturmødet i endnu mere spændende retninger.

Det gennemgående fokus i debatten om børn og unge var, hvordan børn og unge møder kunsten og kulturen i uddannelsessystemet - både i folkeskolen såvel som senere hen. Igen og igen blev det understreget i Kulturmødets debatter og samtaler, at skåltalernes tid bør være forbi blandt politikerne. Det er tid til handling. Der er frem for alt to ting, der bør ske:

For det første skal lærerne modtage videreuddannelse i de musiske fag, så deres kompetencer øges, ikke blot i forhold til enkeltstående discipliner, men også i forhold til at blive bedre til at inddrage musiske elementer på tværs af de forskellige fag.

For det andet skal kunstnerne, der tilknyttes undervisningen, tilsvarende videreuddannes i pædagogik, så deres evne til at videreformidle deres særlige færdigheder, perspektiver og tilgange forøges markant.

Dette vil bane vejen for, at lærere og kunstnere langt bedre kan samarbejde, fordi begge parter vil få en forøget indsigt i hinandens felter og måde at arbejde på. Målet er - som det blev udtrykt på Mors - et partnerskab med gensidig respekt. På den enkelte skole er det også afgørende, at ledelsen sætter sig for at prioritere de musiske fag højere. Der er naturligvis specifikke rammer og stramme krav, der skal opereres indenfor, men det betyder ikke, at der slet intet råderum er. Særligt inden for udbuddet af valgfag, herunder de såkaldt kommunale valgfag, kan den individuelle skole både oprette nye valgfag og løfte ambitionsniveauet og attraktionsværdien hos de eksisterende valgfag - og hermed vise vejen frem for andre skoler med tilsvarende ambitioner.

Det bør give sig selv, at det naturligvis skal være kunst og kultur af højeste kvalitet, som børn og unge skal møde. Sat lidt på spidsen, som det skete under Kulturmødet, er det næsten bedre, at de slet ikke møder kunst og kultur, end at de skal spilde tid på noget, der er af så lav kvalitet, at det ikke rummer de æstetiske og pædagogiske potentialer, der producerer et læringsmæssigt udbytte af nogen egentlig værdi.

Både Erland Høyersten fra ARoS og Lasse Andersson fra Utzon Center i Aalborg slog under Kulturmødet fast, at kulturinstitutionerne har et ansvar og en unik mulighed for at påtage sig en kuraterende rolle, der kan sikre det fornødne kvalitetsniveau. Samtidig vil dette sikre en øget legitimitet hos den enkelte kulturinstitution, som hermed kan demonstrere sin samfundsmæssige værdi og rolle i dannelsen og uddannelsen af borgerne. Dette kan endvidere åbne op for øgede bevillinger og nye partnerskabsmuligheder på den uddannelsesmæssige front.

Mads Langer gav også et vigtigt besyv med i denne debat. Han satte fingeren på det, der frem for alt står i vejen for, at vi får givet det danske uddannelsessystem det fornødne løft på den musiske front: Den evige akademisering, hvor vi skriver den ene rapport efter den anden og udviser markant større forkærlighed for teori end praksis. Vi skal ikke hævde, at vi ved alt om dette område. At vi ikke kan blive klogere. Det kan vi naturligvis. Pointen er, at vi ved nok til at gå i gang. Vi ved, at børn, der udfolder sig kreativt som børn, har det med at blive mere innovative som voksne. Vi ved, at PISA-fiseringen i mange sammenhænge gør mere skade end gavn, fordi den reducerer den menneskelige udvikling til simple, målbare parametre og dermed hæmmer nysgerrigheden, kreativiteten og villigheden til at eksperimentere. Vi ved, at mødet med kunsten og kulturen har en helt særlig evne til at udvikle vores empati og øge evnen til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme.

I sin mest frustrerende version rummer diskussionen om værdien af de musiske fag udtalelser om, at man jo altså ikke "bare kan lade eleverne sidde og tegne hele dagen" - og "hvad får vi ud af, at de kan spille guitar, hvis de ikke kan regne og skrive"? Når debatten indledes på dette niveau, er det klart, at vi spænder ben for os selv. Det er på høje tid, at vi indser, at den ene form for menneskelig udvikling ikke behøver være på bekostning af den anden. At det tværtimod handler om at anlægge et holistisk perspektiv på vores udvikling, hvor alle de forskellige parametre påvirker og understøtter hinanden. Således kunne man netop vende de frustrerende udtalelser rundt og i stedet spørge: Hvad nytter de sproglige og matematiske færdigheder, hvis de ikke bringes i samspil med evnen til at tænke kreativt og lysten til at udforske verden omkring os?

Som bekendt har Danmark skrevet under på FN's Børnekonvention, hvori der står, at børn har ret til "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv", og at der bør være "passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse". Det er vel at mærke an traktat, som vi har forpligtet os på at efterleve. Så lad os hurtigst muligt få givet vores uddannelsessystem det løft, der sikrer, at dette også rent faktisk finder sted.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Gasledning gravet over ved Silvan

Læserbrev

Sølunds sansehus forfalder: Vi kan simpelthen ikke være dette bekendt

Læserbrev: Da jeg som socialudvalgsformand i 2012 viste dronning Margrethe rundt i Sølunds sansehus, var jeg meget stolt over at kunne vise dronningen Sølunds guldhorn (navnet kommer af, at huset form er som et guldhorn) I dette hus kunne Sølunds beboere, som har betalt huset, få en oplevelse, hvor sanserne kom i brug. En døvstum beboer kunne liggende i en vandseng opleve rytmen i kroppen via vandsengen. Et andet rum kunne via mange skærme vise oplevelsen, når man sejlede på Gudenåen og Ry-/Silkeborg-søerne. Det rum kunne via kontakter omdannes til et kirkerum, og der kunne afholdes gudstjeneste. Kirkerummet blev i øvrigt indviet af daværende biskop Kjeld Holm. Lige udenfor sansehuset var der en mindemur, hvor beboerne kunne sætte lys, når sorgen over en afdød ven eller et familiemedlem skulle bearbejdes. Husets sansehave blev til virkelighed ved, at Hedeselskabet og fhv. borgmester Aleksander Aagaard donerede et anseeligt beløb. Alt sammen noget, Sølund og Skanderborg Kommune med rette kunne være stolte over at kunne tilbyde Sølunds beboere. Beboere, for hvem det ellers kunne være sparsomt med oplevelser. Og da jeg forleden gik tur i området og lagde ruten forbi Sansehuset, var der at se kun minderne tilbage. Jeg fik det rigtigt dårligt. Huset ser forladt ud. Haven er groet sammen. Mindemuren ligner ikke en mur, der er værd at mindes. Murstykker er faldet ned, så vand og dermed frost rigtig kan få fat. Da den nye børnehave med adresse på Sølund skulle vedtages, bragte jeg sansehsuet i forslag, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, og det var endda før, at "kloge kvadratmeter" havde fundet sit indtog i Skanderborg Kommunes ordbog. Jeg ved godt, at der er mange gode undskyldninger for, hvorfor man ikke lige kan gøre dette og hint, men alligevel kan vi simpelthen ikke være dette bekendt. Dette er værdier, bygget omkring 2010, som blot får lov at forfalde. Vi bruger masser af penge på at bygge masser af mursten, mens andet forfalder. Kan det virkeligt være rigtigt, kære borgmester og byråd?

Annonce