Annonce
Danmark

Venstre i et væld af følelser: Den lørdag var der to slutninger og en begyndelse

Der var to slutninger og en begyndelse, da Venstre lørdag formiddag blev befriet for sit formandskab. Næstformand Kristian Jensens var offentlig og følelsesladet. Formand Lars Løkke Rasmussens foregik via bagdøren. Nuværende politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensens var statsmandsagtig.

Magtkamp: Der var noget galt med billedet.

Kristian Jensen kom ud fra Venstres hovedbestyrelsesmøde klokken tyve minutter i tolv. Da havde mødet kun varet en fjerdedel af den tid, der var sat af til det. Men efter et indledende og nærmest uendeligt forretningsudvalgsmøde, der dybest set havde varet fra den foregående eftermiddag, stod det klart, at baglandet havde vundet kampen om magten over partiet.

Venstres næstformand var skarp at se på, da han strøg over parkeringspladsen mod koblet af journalister for at give den kommentar, han havde varslet i flere dage op til det, der rent faktisk gik hen og blev ”Braget i Brejning”.

Tyve skridt før journalisterne stoppede han op for at tage et billede med sin telefon og gav et nærmest kækt indtryk i sit velsiddende, marineblå jakkesæt, de sorte sko og det raske tråd.

Nu skulle hele Danmark have at vide, at Kristian Jensen trak sig som næstformand.

Det kække forsvandt fra kropssproget og blev knuget, gråden kom op, og det blev et af de øjeblikke, som kun de hårdeste kynikere ikke bliver påvirket af. Man fik lyst til at give manden et kram.

Hvor Kristian Jensen tog den med alle sine følelser væltende ud blikket, stemmefaldet og kropssproget, tog Løkke den på farten med Twitter som filter mellem ham og det Danmark, han havde været chef for og aldrig skal være chef for mere.

Fra artiklen

Den personlige historie

Det var den personlige historie om en drøm, der aldrig blev til noget. Formandsposten og dermed potentialet for at blive statsminister i Danmark var forsvundet langt uden for rækkevidde.

Efter øjeblikket, der påvirkede alle, gik Kristian Jensen tilbage mod hotellet. Ind i baren, hvor forhæng blev trukket for, så scenen skiftede fra hyperoffentlig til så privat, som den kunne blive på et hotel i Jylland fyldt med pressefolk, venstremænd og -kvinder og almindelige gæster, der sjoskede rundt i badekåber og tøfler.

Her stod han med den telefon, han kort tid inden havde brugt til at forevige øjeblikket trykket hårdt mod sit øre, mens tårerne trillede ned over de korte stubbe på kinderne.

Mere krystalklart kunne den personlige historie ikke stå.

Den store historie

Den store historie var væk. Den politiske danmarkshistorie.

Ude af billedet. På vej i bil fra Brejning til ingen ved hvor.

Lars Løkke Rasmussen. 55 år. Danmarks statsminister igennem samlet seks et halvt år.

En af de primære i arkitekter i velfærdssamfundet i dette årtusind. Venstres formand gennem mere end ti år.

Han ankom på hotellet i Jylland af en bagdør fredag.

Han forsvandt i det dunkle af en bagdør lørdag.

Og i mellemtiden viste han sig kun, når der var pauser i møderne, og han gik ud på en balkon for at ryge, nogle gange med et glas rødvin i hånden.

Hvor Kristian Jensen tog den med alle sine følelser væltende ud blikket, stemmefaldet og kropssproget, tog Løkke den på farten med Twitter som filter mellem ham og det Danmark, han havde været chef for og aldrig skal være chef for mere.

Nu forhenværende formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, valgte at sige farvel via twitter. Foto: Mads Claus Rasmussen

Meldingen

”Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år.”

Det var Løkkes farvel. Et farvel-tweet.

Underkendt, som han var, af det han tidligere på ugen havde kaldt ”et hjørne af baglandet”.

Overløbet af det bagland, der ikke ville finde sig i at blive behandlet som en lydig kampagneorganisation, men holdt fast i at den er en kulturbærende bevægelse, som ingen formand kan påberåbe sig ejerskab over, hvis han f.eks. vil flirte med Socialdemokrater, lukke regioner eller drive deres næstformand rundt i manegen.

Med en udstråling som en statsminister, der taler om krigstab, stod Jakob Ellemann-Jensen rank og helt blottet for det sædvanlige skæve smil og lyst til at være den sjove fyr i flokken. Han svarede på meget, men ikke på om han er kandidat til den ledige formandspost. Foto: Mads Claus Rasmussen

En beskæmmet indpisker

Et bagland, der satte sig fuldstændig igennem i det 24 mand store forretningsudvalg, hvor der var enighed blandt alle undtagen Lars Løkke Rasmussen om, at partiet skulle holde et ekstraordinært landsmøde med alene formandsvalg på dagsordenen. I praksis en ret kontant mistillidserklæring.

Ovenikøbet en mistillidserklæring, som Løkkes egen chefindpisker Claus Hjort Frederiksen efter avisens Danmarks oplysninger var nød til at gå med i. Når man læser den facebookopdatering, som Claus Hjort Frederiksen offentliggjorde, mens resten af hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmedlemmerne var i frokostbuffetten, var det dog klart, at det mildt sagt ikke var med hjertet:

”Venstres Hovedbestyrelse har i dag truffet en tragisk beslutning om at fratage Lars Løkke muligheden for på et landsmøde at vise hans politiske projekt for Venstres delegerede.

(…)

Jeg er dybt beskæmmet over processen. Den skader Venstre. Det er ikke i orden at kortslutte den demokratiske proces og ikke overholde vore vedtægter, hvor formanden må kunne få sit mandat prøvet på et landsmøde.”

Men på trods af chefindpiskerens stilling var linen løbet ud. Livene var opbrugt.

Det nye billede

Billedet vil fra nu af rette sig mod Jakob Ellemann-Jensen, den politiske ordfører og det eneste reelle stjerneskud på den nuværende politiske himmel i Venstre.

Manden alle taler om som den næste. Selv i den landbrugstunge del af Venstre-baglandet, der følte sig svigtet, da Ellemann var minister for dem - med enkelte enklaver i især Syddanmark som undtagelse.

Han mødte pressen tyve minutter over tretten.

Han tog statsmandsminen på, han tog ikke billeder.

Han fandt balancen mellem følelserne og det arbejde, der skal udføres – selv når båden tipper på kanten af Vejle Fjord i Brejning.

Til til refleksion

Med en udstråling som en statsminister, der taler om krigstab, stod han rank og helt blottet for det sædvanlige skæve smil og lyst til at være den sjove fyr i flokken. Han svarede på meget. Ikke på om han er kandidat til den ledige formandspost:

- Vi har haft et hovedbestyrelsesmøde i dag, som har været svært for os alle sammen. Der er truffet nogle konklusioner af vores formand og næstformand, som er svære og alvorlige.

- Lars Løkke Rasmussen, som har været Venstres formand i ti år, som har stået i spidsen for en forbedring af det her land, som i min optik har været den absolut dygtigste politik i nyere tid. Han har trukket sig som formand for vores parti.

- Det betyder, at vi står i en svær situation. Vi er - det kan man nok også høre på mig - følelsesmæssigt meget påvirkede af det her. I dag har vi brug for at få lov til at være det. Vi har brug for at få plads til lige at sætte os og kigge ud over fjorden, til at gå hjem og gå en tur i skoven. Det her kalder på refleksion. Det kalder på omtanke. Fordi vi skal videre, og vi skal videre sammen, men i dag skal vi have lov til lige at tænke os om og ære dem, der har gjort en fantastisk indsats for vores parti og vores land.

- Jeg har altid bakket op om Lars, jeg har set op til Lars. Jeg synes, han har været en fantastisk formand for vores parti.

- Vi er alle overvældede af en masse følelser i dag. Det er jeg. Det er Claus Hjort. Det er alle de andre hovedbestyrelsesmedlemmer. Derfor reagerer vi forskelligt, og det synes jeg, man skal levne plads til uden at kommentere og motivforske på det. Det har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at gøre.

- Det er ganske ægte, når jeg siger, at dette er noget, der har rystet os alle sammen. Vi har brug for at tage det ned og trække vejret.

- Lars Løkke tog bagdøren. Hvorfor står du her?

- Det er, fordi jeg er politisk ordfører for Venstre. Det er mit arbejde.

- Hvad tænker du om, at Løkke tog bagdøren?

- Jeg har intet dårligt at sige om Lars Løkke Rasmussen

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce